Og så tjekkede vi ind i Ballerup Super Arena, hvis akustik formodentlig er perfekt til banecykling.

Jens havde ikke set Arcade Fire før og syntes, de var “lidt hippieagtige”. Pastorinden og jeg var uenige heri. Men vellykket, det var det – herom var der enighed hos denne blogs forfattere. Et professionelt (i ordets bedste forstand) ensemble med showmanship og et højt energiniveau. Kun i enkelte numre mudrede lydbilledet til pga. superarenaens akustiske kvaliteter (det var især ikke godt for den pågående “Month of May”). Til gengæld var der blandt meget andet en bevægende udgave af “Intervention”, en ligeså udgave af “My Body Is A Cage” og tøfrockeren “The Suburbs”. Hen mod slutningen steg intensiteten yderligere, da nogle af de gamle numre fra Funeral satte salen i kog. Så sang Régine Chassagne “Mountains Beyond Mountains”, der er gruppens “ABBA-nummer”. Hun synger strengt taget ikke fantastisk godt, men hun vinder meget på charmen, den franske accent og den halvimproviserede koreografi.

Herefter sluttede det – egentlig lidt brat – og publikum kunne defilere forbi t-shirt-boder ud i regnvejret. Et tegn på kvaliteten af oplevelsen var, at man bagefter kunne ønske at der var flere numre, de også havde spillet.

Ligesom f.eks. The National og Elbow er Arcade Fire eksponenter for en særlig “indadvendt stadionrock”, der når ud til publikum og skaber en fælles koncertoplevelse, men samtidig både vil og formår meget mere end det. Hvis der nogen sinde bliver rocknavne, der som Bruce Springsteen og R.E.M. kan favne bredt og skabe et stort og righoldigt bagkatalog, er Arcade Fire et af de suverænt bedste bud.

Skulle jeg have en enkelt minimal anke over en ellers god koncertoplevelse er det denne: de enkelte numre fungerer upåklageligt, men skiftene gør ikke altid, fordi musikerne ofte bytter instrumenter. Det påvirker koncertens flow med afbrydelserne. Hyr evt. Jens til at lave sætlisten. Han har aldrig været i Canada og vil sikkert gerne inviteres.

Nok om det: Jeg glæder mig allerede til at se Arcade Fire igen.