Så hvad er det med popmusik og det blå blod? I juni 1977 synger Sex Pistols det britiske Silver Jubilee – fejringen af Queen Elisabeth’s første 25 år på tronen – til tops på hitlisten med den vidunderlige ‘God Save The Queen’. Og 16. juni 1986 – i dag for 40 år siden – kunne vi først gå i pladebutikker og bede om The Smiths’ tredje album, der bærer titlen The Queen is Dead. Det var hun naturligvis ikke i en fysisk afstand, men Morrissey havde behov for at udstille det britiske monarki som anakronisme. Debutalbummet fra 1984 lider af flad produktion, samt for mange halvbagte sange, og efterfølgeren Meat is Murder (1985) er heller ikke uden specielt det sidstnævnte problem, helt sikkert skabt af The Smiths’ hang til at brænde egne klassikere af på fritstående singler og deres B-sider. Men hvad så med The Queen is Dead? Hørte albummet to gange i går; hvor er det dog et aldeles fremragende udspil. Det er ikke bare at Morrissey som sanger/lyriker her har vokset sig så velartikuleret knivskarp, men også at sangene hele vejen igennem bare har uimodståelig høj klasse. Læg dertil et band der spiller som gælder det livet. Johnny Marr får lagt længder til sit ry som guitar-es og detaljerig arrangør, men også Rourke/Joyce-maskinen arbejder forbilledligt adræt i den større sags tjeneste. Her markeres de 40 med det centrale nummer på side 1, en uforglemmelig sangpræstation af Morrissey. Linjerne “It’s so easy to hate/It takes strength to be gentle and kind…” skulle komme til at stå som en blivende skygge over hans tilværelse siden hen…