Kategoriarkiv: Saturday’s kids

Saturday’s kids

Vi har featuret sangeren fra Denim før i Saturday’s kids. For Lawrence var i 80’erne frontfigur i guitarbandet Felt, der trods bemærkelsesværdig kvalitet var for ekcentriske og/eller obskure til at nå et større publikum. Efter ti albums blev bandet opløst, men Lawrence var snart tilbage med Denim, hans nye meget anderledes band, der kunne nogle helt basale og ret sarkastiske glam-tricks. Denim’s debutalbum – med den for Lawrence så typisk ironiske titel Back in Denim – fangede den musikalske tidsånd i ’92, hvor England var ved at være klar til, hvad siden skulle blive kendt som britpop. En brillant lille ener af en plade, med ufortrøden alvorlig levering af en række altid indædte, indimellem rørende og ofte hysterisk morsomme tirader. Som nu førstesinglen ‘Middle of the Road’, hvori Lawrence med den største selvfølge frakender sig ethvert slægstskab med alt og alle indenfor moderne rytmisk musik. Skulle have været et kæmpehit – jo, bare for sit ukuelige mod – men floppede fælt. Skæbnens ironi at en virkelig stjerne som Lawrence aldrig skulle få lov at se sig blandt de mange blålys på the middle of the road.

I hate The Stones and I hate blues, Eddie Cochran and blue suede shoes,
I hate the King, I hate Chuck Berry, I hate Hooker I hate Leadbelly,
alright!
I hate funk and I hate soul, rhythm and blues and rock ‘n’ roll
I hate riffs and guitar licks, I hate coke and I hate spliffs
alright!
it’s ok!
I hate Otis and Marvin Gaye, early Dylan, Aretha -hey !
Spector’s wall, knock it down, Jerry Lee run him out of town alright!
– it’s ok!-
There ain’t a lot I can do about it though.
I’m force-fed your so called heroes.
Don’t be told who to like.
It’s your choice, it’s your right to choose who to listen to,
it’s your rock ‘n’ roll.
You will find me…
in the middle of the road,
In the middle of the road…

Saturday’s kids

The revenge of the misfits! Fra Sheffield kom Pulp, der i 1993, efter nogle mere eller mindre håbløse/obskure indieudgivelser bag sig, endelig ramte storform og figur på singlen ‘Razzmatazz’ og det opfølgende album His ‘n’ Hers. Forsanger Jarvis Cocker skulle snart blive en central figur på britpop-scenen, specielt efter kæmpehittet ‘Common People’, men det var her, før han blev en så yderst aparte superstjerne, hans kulsorte sarkasme kom bedst til sin ret. Som sådan er ‘Razzmatazz’ klassisk Pulp, med sit bizarre set fra bunden-zoom på lowlife-England. Cocker var fantastisk til, ovenpå Pulp’s musikalske baggrund af lurvede billige synths og catchy popomkvæd, at sætte levende, absolut socialrealistiske billeder på egne nederlag og uforløste længsler fra en ungdomstid i det nordengelske. Pulp blev gendannet sidste år, men desværre har de til nu ikke været at finde her i landet. Roskilde ville ellers være et oplagt triumftog.

The trouble with your brother,
he’s always sleeping with your mother.
And I know that your sister missed her time again this month.
Am I talking too fast or are you just playing dumb?
If you want I can write it down.
It should matter to you,
cos aren’t you the one,
with your razzmatazz and the nights on the town?…

Saturday’s kids

Må lige beklage der ikke har kunnet fremskaffes videoen til denne sang, The Auteurs’ debutsingle fra december 1992. ‘Showgirl’ kom mens Suede’s ‘Metal Mickey’ var ude og ny, og den lød som fra helt samme begsort skinnende familie, bortset fra, at hvor Suede’s Brett Anderson var en beautiful loser, var Auteurs-frontmanden Luke Haines en grim en af slagsen. Der var ingen illusioner om nogen flugt eller bedring i Auteurs’ glam-socialrealistiske musik, så fint fremført specielt på debutalbummet New Wave. The Auteurs blev aldrig store, men var endnu et af mange fremragende bands, der signaliserede musikalsk dagsordensskift lige før britpop blev til britpop. Og for hvad det er værd har ingen engelsk sangskriverpen, hverken før eller siden, vel været fyldt med så ætsende en væske som Luke Haines’. The Auteurs var koncentreret svovlsyre, der kunne synges med på.

…I took a showgirl for my bride
Sprinkled stardust on my wife
Took her bowling, got her high
Got myself a showgirl bride…

Saturday’s kids

En ny britisk bølge trængte sig på omkring slut-92/start-93. Det stive hvide beat var på vej tilbage efter flere års rock inspireret af dansegulvet. Bands med korte navne dukkede op. Et af de mest bemærkelsesværdige var Suede, en flok fejlernærede misfits. De sang om beskidt sex, billige drugs og utilpassethed. Deres sanger var en androgyn Bowiefan, der brugte meget scenetid på at vrikke med hofter og på det nærmeste stikke sin mikrofon op hvor solen aldrig skinner. Deres første single ‘The Drowners’ blev hypet heftigt. Efterfølgeren ‘Metal Mickey’ nåede både på radio og MTV. Men 3’eren ‘Animal Nitrate’ blev et decideret gennembrud, båret afsted af sit distinkte, pågående guitarrif. Suede’s guitarist kunne nemlig noget helt specielt, både hvad spillestil, lyd og musikhistorisk forståelse angik. Man hørte straks, han måtte være sin generation’s Johnny Marr. Hurtigt fik London-bandet sin egen fankult i England, der fulgte dem rundt i England, fra pakket show til pakket show. Tilhængerne klædte sig, helt som de fire bandmedlemmer, i lurvet second hand-tøj, der udstrålede en wasted og meget britisk glamour. En skønne dag, to-tre år ude i fremtiden, skulle Suede miste sit guitar-es, disse ultradedikerede fans, og derefter blive enorme i et lille land ved navn Danmark.

…Well he said he’d show you his bed
and the delights of his chemical smile
so in your broken home he broke all of your bones
now you’re taking it time after time…

I sing the body electric…

Spritny swooning Lana Del Rey-sang fra i nat, hvor pop noir-fænomnenet med den mørke stemme igen var tilbage på scenerne og gav den første af tre udsolgte aftener på Los Angeles’ El Rey Theatre. Aftenens korte setliste kan ses under filmklippet…

Blue Jeans
Body Electric
Born To Die
Lolita
Summertime Sadness
Without You
Million Dollar Man
Carmen
Video Games
National Anthem

Saturday’s kids

En klassisk britisk single fra 1992, der desværre ikke havde kortheden til nogensinde at blive et hit. Og for mange lød sanger Liam Maher måske også for meget som Shaun Ryder til, at han nogensinde var istand til at træde i karakter, som andet end et ekko af de vilde ting der netop var sket oppe i Manchester. Ikke desto mindre fik den næsten 13-minutter lange ‘Weekender’ subkultstatus som nummeret om at leve for weekenden og leve hårdt i den. Flowered Up kom fra Hemel Hempstead, en lille by mellem Watford og Luton, og forsvandt relativt hurtigt og ubemærket igen. Liam Maher døde – helt i tråd med denne sang’s hedonistiske tema – af en overdosis heroin for små tre år siden. ‘Weekender’ består heldigvis og lyder stadig fantastisk på vej ud i byen en fredag/lørdag aften.

I see you everyday, you walk the same way
Weekender
You go to work, Friday is payday
Weekender
Give it up, give your wife up
Weekender

Weekender – weekender
Go out, have a good time
Weekender – weekender
Go out have a good, good – good, good time

What you say weekender, we can work it out
We’ll work it all out
Don’t you hate, hate what you are
I’ll give it up, I’ll give it to you, you
Come on weekender, we’ll go out,
We’ll have a good, the best times

Right weekender, hows about we work it out
Weekender we could have such a good time
Show you, help you, a better way, a better day
A better way
A better life – weekender
Right, weekender we’re going out
You wash, blow dry your hair
New shoes, new suit
Oh, I say you look so super
Weekender you’re looking good

Don’t you hate, don’t you hate what you are
Weekender
Don’t you hate what you are I ask, I ask you
Weekender
Look around, don’t you feel a clown
Weekender, fuck off
Fuck off and die – I’m hating you
I hate you – goodbye
I’m slipping, weekender – weekender
Slipping down – down
Weekender weekender
Go out have a good time – the best time
Go away – away away away – sit back
Let it flow
Just like a little (have a good time)
Have a good time, have a good – good time
No work just party – party!
You got a new skirt, you got a new suit
Saved your life for a two day flirt boy
You pay the price coz Monday sure does hurt
Tell at work your weekend tale
Still need the pleasure of dirty sale
Monday’s back – what can you do?

Been away. Been away. You’ve seen a lot wow, wow
Weekender whatever you do – just make sure what
ya doing makes you happy

© Liam Maher/Flowered Up

Saturday’s kids

Bobby, du er så meget på ecstacy! Primal Scream tog hele trippet fra Stone Roses og Happy Mondays langt ned af neo-hippievejen sammen med Andrew Weatherall på det imponerende musikalske kludetæppe Screamadelica (1991). Her favorittracket fra pladen, hvis puls var helt i sync med Madchester-eftertidens kropsbefriede indie-England på dansegulv og uppers.

Saturday’s kids

Hvis The Stone Roses tog positionen som Madchester-scenens Beatles, med bittersøde melodier, klare Pollock-farver og boyish good looks, var rå Happy Mondays ligeså klart dens Stones. På mange måder fremstod de seks HM-hooligans – inkl. ‘lights on, noone home’-ravedanseren Bez – egentlig mere som en bande end et band. Pills ‘n’ Thrills and Bellyaches (1990) var albummet der nåede ud til masserne på toppen af Madchester-bølgen, men det er forgængeren Bummed (1988) som er mesterpladen. Her findes i bandets grove, kantede, kompakte musik en blomstrende skæv poesi og særegen melodiøsitet, man aldrig siden ramte tilnærmelsesvis så rent. Sikkert fordi succes og drugs – ligesom hos The Stone Roses – spolerede klarsynet og tog Mondays’ fokus bort fra deres musik. Singlen ‘Lazyitis’ fra Bummed blev udsendt i foråret 1989 og var såvidt huskes den sang der først breakede bandet på MTV, samtidig med at Stone Roses slog igennem med ‘She Bangs The Drums’. Promovideoen gør sig bemærket ved at præsentere en kampklar Shaun Ryder med langt mere direkte og klart blik end sidenhen, da festen skulle betales. Det blev den.

Saturday’s kids

Et af de største karrieresmadrende fuck-ups i musikhistorien må næsten tilhøre The Stone Roses. I foråret 1989 udkom både ‘She Bangs The Drums’-singlen og debutalbummet, der sendte en reel tsunami af indiekids afsted ud at købe vinyl, bøllehat og flares. En ny single ‘Fools Gold/What The World Is Waiting For’ fulgte samme efterår, hvor også Manchester-bysbørnene fra Happy Mondays var lettet op fra undergrunden. Der var hektisk aktivitet; massehysteri, forsider på Europa’s toneangivende popblade, store koncerter – endda et meget undervældende show midt i København blev der tid til – og derefter……stilhed. Forholdet til Stone Roses’ pladeselskab Silvertone var nemlig brudt sammen, og det retslige opgør forhindrede bandet i at røre på sig i omtrent tre år. Geffen Records skrev herefter kontrakt med Roses, og en efterfølger blev indspillet i Wales under efter sigende forfærdelige forhold, præget af drugs, kæmpeegoer (sanger/guitarist…!), musikalsk ukreativitet og død i bandets omgangskreds. Resultatet Second Coming blev udsendt i december 1994, hele fem og et halvt år efter debuten, til anmeldelser der over en bred kam bød på svær skuffelse. Momentum var gået tabt, Madchester-bølgen havde mistet sin uskyld og The Stone Roses havde undervejs i den alt for lange pause glemt dén gyldne sangskrivning, der tegnede både debuten og ‘Fool’s Gold’-singlen. Svært ikke at ærgre sig dengang som nu og tænke, hvad kunne have været hvis ikke hele fem år var blevet spildt, lige da skarpheden var i zenit og alle cylindre brændte…

Saturday’s kids

Naturligvis en Merseybeat-ærketypisk sang fra Liverpool netop i dag. ‘There She Goes’ var The La’s anden single og udkom først i november 1988, hvor ingen tog notits af det klassiske rif, af den så perfekte popsang med de ringende guitarer og Beatles-klassiske harmonier. Det var først efter The La’s debutalbum i 1990, da singlen blev genudsendt, at UK-hitlisten åbnede op og tog imod. Men frontmand Lee Mavers brugte ikke sin deraffølgende tid i britisk musikpresse på andet end at tale lyd og produktion på The La’s debutalbum ned under gulvbrædderne. Med hurtigtdalende salgstal og følgende obskuritet som synligt resultat, istedet for den logiske karriere, et så stort talent som hans fortjener. Ifølge Noel Gallagher og flere andre beundrere har Mavers siden skrevet en større bunke sange af samme klasse som dem fra debuten, men til dags dato er der kun kommet det ene album, altså det Mavers bad os alle om at holde sig langt på afstand af, da han selv kun kunne høre det mesterværk der var gået tabt i mixerpulten. Sandheden er at longplayeren The La’s er lidt af en perle, med sine umiskendelige Merseyhooks, genstridige scouserattitude og charmerende ligefremhed. Måske der en dag vil komme en opfølger…