Kategoriarkiv: Saturday’s kids

Saturday’s kids

Et af de største karrieresmadrende fuck-ups i musikhistorien må næsten tilhøre The Stone Roses. I foråret 1989 udkom både ‘She Bangs The Drums’-singlen og debutalbummet, der sendte en reel tsunami af indiekids afsted ud at købe vinyl, bøllehat og flares. En ny single ‘Fools Gold/What The World Is Waiting For’ fulgte samme efterår, hvor også Manchester-bysbørnene fra Happy Mondays var lettet op fra undergrunden. Der var hektisk aktivitet; massehysteri, forsider på Europa’s toneangivende popblade, store koncerter – endda et meget undervældende show midt i København blev der tid til – og derefter……stilhed. Forholdet til Stone Roses’ pladeselskab Silvertone var nemlig brudt sammen, og det retslige opgør forhindrede bandet i at røre på sig i omtrent tre år. Geffen Records skrev herefter kontrakt med Roses, og en efterfølger blev indspillet i Wales under efter sigende forfærdelige forhold, præget af drugs, kæmpeegoer (sanger/guitarist…!), musikalsk ukreativitet og død i bandets omgangskreds. Resultatet Second Coming blev udsendt i december 1994, hele fem og et halvt år efter debuten, til anmeldelser der over en bred kam bød på svær skuffelse. Momentum var gået tabt, Madchester-bølgen havde mistet sin uskyld og The Stone Roses havde undervejs i den alt for lange pause glemt dén gyldne sangskrivning, der tegnede både debuten og ‘Fool’s Gold’-singlen. Svært ikke at ærgre sig dengang som nu og tænke, hvad kunne have været hvis ikke hele fem år var blevet spildt, lige da skarpheden var i zenit og alle cylindre brændte…

Saturday’s kids

‘Paninaro’ fra 1986 var øjeblikket som gjorde Pet Shop Boys til meget mere end en gulity pleasure her. Sangen, der i første omgang kun blev udsendt som single i Italien, optrådte for alle os andre som B-side til ‘Surburbia’ og på den fremragende PSB-mixopsamling Disco. Grunden til den eksklusive italienske udgivelse var utvivlsomt tekstens omdrejningspunkt, en hyldest til Il Paninari, en større gruppe milanesiske rich kids med hang til ekstravagant dyrt mærketøj, synth-pop og hedonistisk livsførsel. Kendere af Pet Shop Boys vil allerede vide, at det på ‘Paninaro’ undtagelsesvis ikke er Neil Tennant men hans makker Chris Lowe der er bag mikrofonen, der givende samme indtryk af cool ubesværethed, som når han i PSB’s samtidige video- og TV-optrædender spiller keyboard. Iøvrigt påfaldende omkring 1986-87, hvor inspirerede Pet Shop Boys og New Order syntes at være af hinandens samtidige plader. Hvilket der kun kom yderligere store ting ud af.

I don’t like country and western.
I don’t like rock music, I don’t like rockabilly or rock and roll particularly.
I don’t like much, really, do I?
But what I do like, I love passionately.

Saturday’s kids

På New Order’s fjerde album Brotherhood (1986) fremstår ‘Bizarre Love Triangle’ som en grumset usleben diamant. Sangen i sig selv fejler intet, men det er først i singleudgavens langt mere strømlinede mix, dens popkvaliteter får lov at sætte trumf på. Bernard Sumner’s ord lyder mest af alt som en cuetekst der har fået lov at leve, men deres troskyldige banalitet fungerer alligevel perfekt sammen med den ligefremme næsten barnligt naive melodi. En combi New Order ofte har benyttet sig af både før og siden. ‘Bizarrre Love Triangle’ gik – i modsætning til så mange andre af bandets singler dengang – aldrig sejrsgang på hitlisterne, hverken i England eller i USA. Helt uforståeligt.

…Every time I see you falling
I get down on my knees and pray
I’m waiting for that final moment
You’ll say the words that I can’t say…

Saturday’s kids

The revenge of the misfits! Fra Sheffield kom Pulp, der i 1993, efter nogle mere eller mindre håbløse/obskure indieudgivelser bag sig, endelig ramte storform og figur på singlen ‘Razzmatazz’ og det opfølgende album His ‘n’ Hers. Forsanger Jarvis Cocker skulle snart blive en central figur på britpop-scenen, specielt efter kæmpehittet ‘Common People’, men det var her, før han blev en så yderst aparte superstjerne, hans kulsorte sarkasme kom bedst til sin ret. Som sådan er ‘Razzmatazz’ klassisk Pulp, med sit bizarre set fra bunden-zoom på lowlife-England. Cocker var fantastisk til, ovenpå Pulp’s musikalske baggrund af lurvede billige synths og catchy popomkvæd, at sætte levende, absolut socialrealistiske billeder på egne nederlag og uforløste længsler fra en ungdomstid i det nordengelske. Pulp blev gendannet sidste år, men desværre har de til nu ikke været at finde her i landet. Roskilde ville ellers være et oplagt triumftog.

The trouble with your brother,
he’s always sleeping with your mother.
And I know that your sister missed her time again this month.
Am I talking too fast or are you just playing dumb?
If you want I can write it down.
It should matter to you,
cos aren’t you the one,
with your razzmatazz and the nights on the town?…

Saturday’s kids

En ny britisk bølge trængte sig på omkring slut-92/start-93. Det stive hvide beat var på vej tilbage efter flere års rock inspireret af dansegulvet. Bands med korte navne dukkede op. Et af de mest bemærkelsesværdige var Suede, en flok fejlernærede misfits. De sang om beskidt sex, billige drugs og utilpassethed. Deres sanger var en androgyn Bowiefan, der brugte meget scenetid på at vrikke med hofter og på det nærmeste stikke sin mikrofon op hvor solen aldrig skinner. Deres første single ‘The Drowners’ blev hypet heftigt. Efterfølgeren ‘Metal Mickey’ nåede både på radio og MTV. Men 3’eren ‘Animal Nitrate’ blev et decideret gennembrud, båret afsted af sit distinkte, pågående guitarrif. Suede’s guitarist kunne nemlig noget helt specielt, både hvad spillestil, lyd og musikhistorisk forståelse angik. Man hørte straks, han måtte være sin generation’s Johnny Marr. Hurtigt fik London-bandet sin egen fankult i England, der fulgte dem rundt i England, fra pakket show til pakket show. Tilhængerne klædte sig, helt som de fire bandmedlemmer, i lurvet second hand-tøj, der udstrålede en wasted og meget britisk glamour. En skønne dag, to-tre år ude i fremtiden, skulle Suede miste sit guitar-es, disse ultradedikerede fans, og derefter blive enorme i et lille land ved navn Danmark.

…Well he said he’d show you his bed
and the delights of his chemical smile
so in your broken home he broke all of your bones
now you’re taking it time after time…

Saturday’s kids

Naturligvis en Merseybeat-ærketypisk sang fra Liverpool netop i dag. ‘There She Goes’ var The La’s anden single og udkom først i november 1988, hvor ingen tog notits af det klassiske rif, af den så perfekte popsang med de ringende guitarer og Beatles-klassiske harmonier. Det var først efter The La’s debutalbum i 1990, da singlen blev genudsendt, at UK-hitlisten åbnede op og tog imod. Men frontmand Lee Mavers brugte ikke sin deraffølgende tid i britisk musikpresse på andet end at tale lyd og produktion på The La’s debutalbum ned under gulvbrædderne. Med hurtigtdalende salgstal og følgende obskuritet som synligt resultat, istedet for den logiske karriere, et så stort talent som hans fortjener. Ifølge Noel Gallagher og flere andre beundrere har Mavers siden skrevet en større bunke sange af samme klasse som dem fra debuten, men til dags dato er der kun kommet det ene album, altså det Mavers bad os alle om at holde sig langt på afstand af, da han selv kun kunne høre det mesterværk der var gået tabt i mixerpulten. Sandheden er at longplayeren The La’s er lidt af en perle, med sine umiskendelige Merseyhooks, genstridige scouserattitude og charmerende ligefremhed. Måske der en dag vil komme en opfølger…

Saturday’s kids

Hvem skulle have troet irsk folkemusik De Gyldne Løver-style blandet med ånden fra Sex Pistols skulle kunne føre til noget godt?!? Uden Shane MacGowan var det heller aldrig gået, men hans sublime sangskrivning og mildest talt uslebne sangforedrag banede vej for The Pogues usandsynlige gennembrud på den engelske rockscene. Og i en række år der midt i firserne, inden et altid tørstigt misbrug ødelagde MacGowan’s lyriske skarphed og sangskriverevner, formåede The Pogues over en række albums at give traditionel irsk musik sin plads i nutiden, det gennem en fortabt romantisk musik, som oftest fuld på udlængsel, drømme, storby og alkohol. ‘Fairytale Of New York’ (1987) er hittet The Pogues om noget bliver husket for, en julesang hvor alle violiner spiller og lidt til, men her ovenfor gælder det London-sangen ‘A Rainy Night In Soho’ fra året før.

I’ve been loving you a long time
Down all the years, down all the days
And I’ve cried for all your troubles
Smiled at your funny little ways
We watched our friends grow up together
And we saw them as they fell
Some of them fell into Heaven
Some of them fell into Hell…

Saturday’s kids

I april 1985 kom The Jesus & The Mary Chain til København for at spille i Saltlageret på Gl Kongevej, hvor Planetariet nu ligger. JAMC var netop da det mest omtalte og hippe navn i England, dels på grund af nogle voldsomme riotkoncerter, men især på pga. af to radikale singleudspil – ‘Upside Down’ og ‘Never Understand’ – der begge gav ordet støj en ny ekstrem og attraktiv pop-betydning. På den baggrund blev aftenen i Saltlageret lidt af et antiklimaks. Vi var mange der nok havde svært ved at se, hvorfor et band gad komme hele vejen fra Glasgow for kun at spille fem (!) korte numre (hvoraf de fire endda var samme ‘Fuck Jesus Fuck’-nummer gentaget igen og igen) og svine sit publikum så grundigt til som tilfældet var. Hvis brødrene Reid, deres bassist og trommeslager Bobby Gillespie havde håbet på en voldelig modreaktion fra den pakkede sal med deres “you fuckin’ Copenhagen wankers!”-ordtstrøm, må de være rejst skuffede hjem. Skuffelse var der til gengæld intet af da JAMC’s Psychocandy blev udsendt godt et halvt år efter. For hvilken feedbackdruknet rocknrolldrøm af et popalbum det var og er! Her åbningstracket, der samtidig var ude som bandet’s 4. single. Ikke-kendere kender nok bedre ‘Just Like Honey’ som nøglesangen i Sofia Coppola’s Lost In Translation

Saturday’s kids

Fra mørkegrå Birmingham kom Felt med ringende guitarguirlander, antirock-trommer og en særegen melodisk popsensibilitet. Sanger og mastermind Lawrence blev hurtigt – sit åbenlyse musiktalent tiltrods – mest kendt for sin maniske og aparte optræden i interviews, hvor han kunne forsvinde helt ud af en psykisk tangent. Hvilket også afspejledes da denne side så bandet spille live i Ladbroke Grove, London i 1986, hvor bandleaderen brugte meget tid på, både mellem som under de ellers ret harmoniske sange, hårdt og grundigt at sparke sin egen guitarist Maurice Deebank rundt på den scene, han iøvrigt selv forlod utidigt i vrede hele to gange, under det forholdsvis korte men iøvrigt aldeles fremragende set – tal om hysterisk! Bandets rene, lyse guitarspil var et kendetegn, ligeså Lawrence’s snakkesyngende vokal, der vel mest lød som en der forsøgte at synge som Tom Verlaine, når han prøvede at synge som Lou Reed. ‘My Face Is On Fire’ fra september 1982 er bandets 3. single. Der kom en sand strøm af ujævne udgivelser siden. Hvis et par essentielle Felt-longplayers skal anbefales, må det klart være minialbummet The Splendour of Fear (1984) samt Forever Breathes the Lonely Word (1986).

Saturday’s kids

Hvilken smuk tid da hitlistepop kunne komme fra Dundee i Skotland og lyde så vildt ekcentrisk, som ‘Party Fears Two’ formåede det i foråret 1982. Billy Mackenzie og Allan Rankine gjorde sig først som The Associates i Bowie-inspireret modernisme, via især longplayeren The Affecrtionate Punch (1980) samt efterfølgende singler med bizarre navne som ‘Tell Me Easter’s On Friday’ og ‘White Car In Germany’, slog så et ufortrødent slag dybt ind i popstjerneland – på albummet Sulk (1982), som denne sang kommer fra – hvorefter Rankine hurtigt forlod duoen. Samarbejde forbi. Short but sweet.

Saturday’s kids

The Cure’s ‘Charlotte Sometimes’ blev udsendt på samme dag i oktober 1981 som U2’s ‘Gloria’. Fandt begge singler på en endagstur til Aarhus, havde kun råd til den ene – those were the days – så valgte uden megen tøven The Cure, der havde imponeret så meget året før med moody Seventeen Seconds, og siden det perfekt farveløse, druknende Faith-album. Robert Smith’s musik og evner var i hastig udvikling på dette tidspunkt, hans karrieres kreative højdepunkt, og kun et halvt år efter skulle den igen helt anderledes Pornography blive udsendt. ‘Charlotte Sometimes’ lyder langt mest af Faith i stil, men har alligevel en helt anden popappeal end det albums udstrakte sange. En kvalitet der siden skulle gøre det da forholdsvis ukendte band til mainstreamnavn.

Saturday’s kids

Liverpool’s mest lovende band da 1979 blev til 1980 var Echo & The Bunnymen. Echo var trommemaskinen, som hurtigt blev skiftet ud med trommeslager Pete De Freitas. Versionen her ovenfor af bandets første single er således genindspilningen – uden Echo – fra debutalbummet Crocodiles, som udkom i juli 1980. Rockmusik havde en gylden periode, hver uge bød på nye bands med hver deres ofte yderst selvstændige take på hvordan verden skulle skæres i musik. Vinklen i engelsk musikpresse på Echo & The Bunnymen var umiddelbart at de var et ‘neo-psykedelisk’ band. Om det var Ian McCulloch’s dobbeltydige leg med ord i sangteksterne, eller den usædvanligt store mængde røg på scenen til bandets koncerter, som lå til grund derfor skal ikke kunne siges. Men psykedelikere var Bunnymen aldrig, med deres stramme sange, rocknrollbevidste popstjernedrømme og en slet skjult naturdyrkelse, udtrykt både på albumcovers som i den oftest reverb- og delaytyngede storladne musik. ‘The Killing Moon’ i 1984 blev deres store hit og omfavnede alt dette på fornemmeste vis. ‘The greatest song ever made’, som McCulloch med vanlig beskedenhed siden kaldte den. Og helt uret har han nødvendigvis ikke. Men det er på bandets første to albums – Crocodiles (1980) og Heaven Up Here (1981) – man finder lyden af et ungt skarpt band, der hørbart fortrylles og henføres af egne nyopdagede kollektive evner. Det forstår man kun godt.

…Can you hear it?
The sound of something burning
Something changing
On the merry-go-round tonight

The pictures on my wall
Are about to swing and fall
Love it all
Love it all…

Saturday’s kids

Soft Cell fra Leeds fortalte samme kitchen sink drama i Bedsitland som The Smiths siden skulle tage patent på. Altså absolut uglamourøse historier om at være ung, akavet, fattig, alene på vej i verden. Specielt debuten Non-Stop Erotic Cabaret fra vinteren 1981 er sårbar og stolt, sørgmodig og desperat på en og samme tid. Stilen blev i mangel af bedre dengang kaldt synthpop og sat ukritisk i bås med de talrige andre bands, som samtidig havde anskaffet sig et billigt moderne keyboard eller to. Dave Ball spillede det keyboard i Soft Cell og var noget af en mester til at arrangere bandets små melodramasange, så de lød tacky og storladne på samme tid. Om ikke andet gav denne approach ialfald en nærhed i udtrykket, som mange andre skød forbi. Coverversionen ‘Tainted Love’ (1. single fra debutalbummet) er sangen alle kender, men ‘Say Hello, Wave Goodbye’ (3. singlen fra samme plade) kan så meget mere, om ikke andet fordi den bærer et 24-karat’s omkvæd af de helt sjældne. Soft Cell var Smash Hits-teenagepopstjerner til 1984, hvor boblen brast, duoen floppede med sin til stadighed mere hysteriske musik og gik i opløsning.

…Under the deep red light
I can see the make up sliding down
Hey little girl you will always make up
So take off that unbecoming frown
What about me
Well I’ll find someone
That’s not going cheap in the sales
A nice little housewife
Who’ll give me a steady life
And won’t keep going off the rails
Take your hands off me
I don’t belong to you, you see
Take a look at my face
For the last time
I never knew you
You never knew me
Say hello goodbye
Say hello wave goodbye…

Saturday’s kids

Guderne skal vide det kan være svært at huske Jim Kerr som en visionær ung mand og hans Simple Minds som et band der viste vejen frem. Det har alt for meget træt pomp og hulhed fra Glasgow-bandet’s hånd siden midtfirserne sørget behørigt for. Men i nogle få år – fra 1980 til ’83 – tilhørte Kerr & co. førerfeltet i britisk rock, nok med afsæt i en nyere Bowie-tradition, men ligeså meget i en romantisk ide om det moderne Europa, hvor glitrende metropoler, lyden af Kraftwerk og kontinentale film – Jim Kerr talte ofte henført om Werner Herzog’s film i interviews på den tid – gik op i en høj idealistisk enhed. New Gold Dream (fra efteråret 1982) står som kronen på værket som album, med tidsløs skønhed og livskraft i sin verden af bølgende varme synths, men allerede på Empires and Dance (1980) og dobbeltudgivelsen Sons and Fascination/Sister Feelings Call var fundamentet lagt for den Simple Minds-musik, der på særegen vis formåede både det rytmisk kantede og det imødekommende melodiøse. Et godt eksempel på det er ‘Sweat In Bullet’, den anden single – efter ‘Love Song’ – fra Sons and Fascination.

…Airmobility
Dressability
Tranquil
You’ll never meet again
Eyes small
Take another fine walk
Expose
Society can gain
Great face
White soul
Great place
Then say goodbye
You take a walk
Another fine walk
Mission
Motion…

Saturday’s kids

Postcard Records satte i startfirserne lyden af det unge Skotland på radiobølgerne i Storbritannien. Ustemte skrattende guitarer, ofte ditto sangstemmer og et idealistisk popverdenssyn på en sælssom blanding af vel især Velvet Underground, The Byrds og Chic dannede baggrund for pladeselskabets charmeparade af singler fra bands som Orange Juice, Aztec Camera og Josef K. Sidstnævnte fra Edinburgh, med karismatiske Paul Haig som omdrejningspunkt, var mine favoritter og deres enlige album The Only Fun In Town er et must af en indieklassiker. Ikke mindst for Franz Ferdinand, der gjorde karriere på at lyde som en mere poleret udgave af Josef K. Her er ‘Sorry For Laughing’, Edinburgh-bandet’s 4. single, fra februar 1981. Skulle have været et kæmpe hit.