Saturday’s kids

Fra mørkegrå Birmingham kom Felt med ringende guitarguirlander, antirock-trommer og en særegen melodisk popsensibilitet. Sanger og mastermind Lawrence blev hurtigt – sit åbenlyse musiktalent tiltrods – mest kendt for sin maniske og aparte optræden i interviews, hvor han kunne forsvinde helt ud af en psykisk tangent. Hvilket også afspejledes da denne side så bandet spille live i Ladbroke Grove, London i 1986, hvor bandleaderen brugte meget tid på, både mellem som under de ellers ret harmoniske sange, hårdt og grundigt at sparke sin egen guitarist Maurice Deebank rundt på den scene, han iøvrigt selv forlod utidigt i vrede hele to gange, under det forholdsvis korte men iøvrigt aldeles fremragende set – tal om hysterisk! Bandets rene, lyse guitarspil var et kendetegn, ligeså Lawrence’s snakkesyngende vokal, der vel mest lød som en der forsøgte at synge som Tom Verlaine, når han prøvede at synge som Lou Reed. ‘My Face Is On Fire’ fra september 1982 er bandets 3. single. Der kom en sand strøm af ujævne udgivelser siden. Hvis et par essentielle Felt-longplayers skal anbefales, må det klart være minialbummet The Splendour of Fear (1984) samt Forever Breathes the Lonely Word (1986).

Skriv et svar