Liverpool’s mest lovende band da 1979 blev til 1980 var Echo & The Bunnymen. Echo var trommemaskinen, som hurtigt blev skiftet ud med trommeslager Pete De Freitas. Versionen her ovenfor af bandets første single er således genindspilningen – uden Echo – fra debutalbummet Crocodiles, som udkom i juli 1980. Rockmusik havde en gylden periode, hver uge bød på nye bands med hver deres ofte yderst selvstændige take på hvordan verden skulle skæres i musik. Vinklen i engelsk musikpresse på Echo & The Bunnymen var umiddelbart at de var et ‘neo-psykedelisk’ band. Om det var Ian McCulloch’s dobbeltydige leg med ord i sangteksterne, eller den usædvanligt store mængde røg på scenen til bandets koncerter, som lå til grund derfor skal ikke kunne siges. Men psykedelikere var Bunnymen aldrig, med deres stramme sange, rocknrollbevidste popstjernedrømme og en slet skjult naturdyrkelse, udtrykt både på albumcovers som i den oftest reverb- og delaytyngede storladne musik. ‘The Killing Moon’ i 1984 blev deres store hit og omfavnede alt dette på fornemmeste vis. ‘The greatest song ever made’, som McCulloch med vanlig beskedenhed siden kaldte den. Og helt uret har han nødvendigvis ikke. Men det er på bandets første to albums – Crocodiles (1980) og Heaven Up Here (1981) – man finder lyden af et ungt skarpt band, der hørbart fortrylles og henføres af egne nyopdagede kollektive evner. Det forstår man kun godt.

…Can you hear it?
The sound of something burning
Something changing
On the merry-go-round tonight

The pictures on my wall
Are about to swing and fall
Love it all
Love it all…