Saint Etienne stopper i år efter kun lidt over tre årtier. Det var der en god (og lidt vemodig) artikel om i The Irish Times i lørdags.

Vi har tit rost den engelske trio her på på bloggen. Nogen ville måske indvende, at vore dages popmusik lyder temmelig meget anderledes end hvad Bob Stanley, Sarah Cracknell og Pete Wiggs frembragte. Men egentlig gør det ikke noget. Deres sange, hvor det vemodige og det finurlige ofte stod side om side på iørefaldende vis, var og er noget særligt. Og hvor havde f.eks. The Cardigans været uden Saint Etienne?

Jeg har kun været til én koncert med Saint Etienne; det var på Roskilde-festivalen i 2000. Stemningen på scenen og blandt publikum var god, og jeg husker, at det faktisk var en dejlig koncert, Men da jeg og min gode ven Per kom ud fra teltet, var alt forandret efter en afbrudt koncert med Pearl Jam.