Saturday’s kids

En ny britisk bølge trængte sig på omkring slut-92/start-93. Det stive hvide beat var på vej tilbage efter flere års rock inspireret af dansegulvet. Bands med korte navne dukkede op. Et af de mest bemærkelsesværdige var Suede, en flok fejlernærede misfits. De sang om beskidt sex, billige drugs og utilpassethed. Deres sanger var en androgyn Bowiefan, der brugte meget scenetid på at vrikke med hofter og på det nærmeste stikke sin mikrofon op hvor solen aldrig skinner. Deres første single ‘The Drowners’ blev hypet heftigt. Efterfølgeren ‘Metal Mickey’ nåede både på radio og MTV. Men 3’eren ‘Animal Nitrate’ blev et decideret gennembrud, båret afsted af sit distinkte, pågående guitarrif. Suede’s guitarist kunne nemlig noget helt specielt, både hvad spillestil, lyd og musikhistorisk forståelse angik. Man hørte straks, han måtte være sin generation’s Johnny Marr. Hurtigt fik London-bandet sin egen fankult i England, der fulgte dem rundt i England, fra pakket show til pakket show. Tilhængerne klædte sig, helt som de fire bandmedlemmer, i lurvet second hand-tøj, der udstrålede en wasted og meget britisk glamour. En skønne dag, to-tre år ude i fremtiden, skulle Suede miste sit guitar-es, disse ultradedikerede fans, og derefter blive enorme i et lille land ved navn Danmark.

…Well he said he’d show you his bed
and the delights of his chemical smile
so in your broken home he broke all of your bones
now you’re taking it time after time…

En tanke om “Saturday’s kids”

  1. Da Suede spillede på Grøn Koncert, var der i hvert fald ikke længere nogen tvivl om, hvor bandet var på vej hen.. Dets kommende album er imødeset med en vis frygt for resultatet..

Skriv et svar