Soft Cell fra Leeds fortalte samme kitchen sink drama i Bedsitland som The Smiths siden skulle tage patent på. Altså absolut uglamourøse historier om at være ung, akavet, fattig, alene på vej i verden. Specielt debuten Non-Stop Erotic Cabaret fra vinteren 1981 er sårbar og stolt, sørgmodig og desperat på en og samme tid. Stilen blev i mangel af bedre dengang kaldt synthpop og sat ukritisk i bås med de talrige andre bands, som samtidig havde anskaffet sig et billigt moderne keyboard eller to. Dave Ball spillede det keyboard i Soft Cell og var noget af en mester til at arrangere bandets små melodramasange, så de lød tacky og storladne på samme tid. Om ikke andet gav denne approach ialfald en nærhed i udtrykket, som mange andre skød forbi. Coverversionen ‘Tainted Love’ (1. single fra debutalbummet) er sangen alle kender, men ‘Say Hello, Wave Goodbye’ (3. singlen fra samme plade) kan så meget mere, om ikke andet fordi den bærer et 24-karat’s omkvæd af de helt sjældne. Soft Cell var Smash Hits-teenagepopstjerner til 1984, hvor boblen brast, duoen floppede med sin til stadighed mere hysteriske musik og gik i opløsning.

…Under the deep red light
I can see the make up sliding down
Hey little girl you will always make up
So take off that unbecoming frown
What about me
Well I’ll find someone
That’s not going cheap in the sales
A nice little housewife
Who’ll give me a steady life
And won’t keep going off the rails
Take your hands off me
I don’t belong to you, you see
Take a look at my face
For the last time
I never knew you
You never knew me
Say hello goodbye
Say hello wave goodbye…