Verdens måske mest forhadte band har udsendt ny single i dag. Det kan ikke være nemt at være U2 og få så meget negativitet smidt efter sig, som de konstant gør. Hvordan tackler man i sit kreative arbejde den situation? Her er ‘Silencio’, forløber for kommende Carnaval de Luz, U2’s 16. album, deres første i ni år. Hvad mere er der at sige om albummet? Jo, nyligt afdøde Dolly Parton medvirker som sangsskriver og med sin stemme på afslutningssporet ‘Torn’. Lyder denne riff-musik på ‘Silencio’ mindre af U2 og mere ovre i retning af The Hives, nej, måske ikke?
3 tanker om “Reality check”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
I Bonos tilfælde er det kognitiv disssonans, så det sejler, vi er ude i. De fleste mennesker vil gerne tænke på sig selv som gode mennesker, og derfor bruger de mange kræfter på at retfærdiggøre de valg, de træffer, som har konsekvenser, der er alt andet end gode. De retfærdiggør valgene over for sig selv og over for andre.
Jeg har også mødt politikere, der gerne vil være gode mennesker (og på mange måder har gode hensigter) men har været med til at træffe beslutninger, der var alt andet end gode.
Se, det sidste er interessant. Han “stræber efter at være et godt menneske”, men fremstår dog alligevel “hyklerisk”? Hvad kan det være for et menneskeligt spændingsfelt den irske McPhisto-figur har bevæget sin persona og sit bands karriere ud i?
Jeg hader ikke U2, overhovedet ikke. Deres albums til og med Zooropa holder jeg af, og Achtung Baby er et regulært mesterværk. De er simpelthen blevet kedelige og kæmper desperat for at finde tilbage til en form for musikalsk troværdighed, de for længst har mistet. Der er en masse anden musik, jeg hellere vil stifte bekendtskab med end at nærlytte endnu en U2-udgivelse.
Bono er en dygtig sanger, men han fremstår selvhøjtidelig og træls og lettere hyklerisk, selv om jeg egentlig tror, han dybest set stræber efter at være et godt menneske.