Hørte et frygteligt dansk nummer i dag, hvor den amerikanske tradition blev brugt som alibi for en djævelsk masse postuleret ingenting. Jo mere regelret stilistisk en musik man spiller, jo mere afslørende er det hvis man har mangler i den helt centrale afdeling med indhold, sjæl, personlighed, autencitet. Og dette danske nummers mærkværdigt falske americana-pas kom på alle måder fra højtalerne så fattigt og gustent, at den ægte vare pludselig blev et must at lindre ethvert ubehag på. Så derfor her den nu så sørgeligt afdøde Justin Townes Earle serveret i levende live med sit righoldige udtryk i ord, musik og levering…