Jeg har fået en fantastisk ny plade. Historien er ca. således: Justin Vernon, en 30something fyr fra byen Eau Claire i Wisconsin, oplever i 2006, at det band, han har levet og åndet for gennem ti år, går i opløsning. Disillusioneret og helt nede, vil han gerne væk fra de vante omgivelser, og låner derfor sin fars jagthytte, langt ude i de wisconsinske skove. I tre måneder opholder han sig der helt alene. Hans føde består hovedsageligt af kødet fra to hjorte, det lykkes ham at nedlægge under sine jagtture. Det er koldt, så der bliver hugget meget brænde. Nu og da kommer faderen forbi med ølforsyninger. Tiden er lang ude i træhyttens ensomhed. Justin bruger den med sin akustiske guitar og noget forældet optageudstyr. Han får skrevet og indspillet en række sange. De gøres færdige i et studie, da han endelig er vendt hjem fra skovene.

Sidste efterår udsender Justin Vernon så resultatet, i et oplag på kun 500 eksemplarer, under navnet Bon Iver. Storstjernede anmeldelser følger og pladen genudsendes på et større indieselskab. Men først nu i maj dukker albummet, som bærer titlen For Emma, Forever Ago, op i Europa. På den er man i selskab med Justin, i hans brydningstid, langt ude i skovene. Første sang giver det hele væk. En forsagt akustisk guitar spiller, et harmonium falder ind, og Justin’s lyse stemme ruller hans historie ud. Efter andet omkvæd, der bærer den skrøbeligste fine melodi, stopper sangen. Justin rejser sig og der er fodtrin på trægulvet. Måske han bare har villet nærme sig mikrofonen, for da choruset kort efter atter løfter, er stemme og guitar endnu tættere på. Og i den mol fortsætter For Emma Forever.

Indimellem er Justin’s wailende stemme multitracket og badet i rumklang. Andre gange knastør og lige ved siden af. Selvom akustisk guitar hele vejen igennem er fundament, findes også fjerne keyboards, enkelte knitrende trommespor, endda nogle få harmoniserende horn, på sangene. Efter Gram Parsons’ to vilde plader, Springsteen’s klassiske Nebraska, Ryan Adams og hans knuste traditionalisthjerte, er Americana-genren ikke en nem en at brillere i. Justin Vernon har ikke desto mindre med Bon Iver muligvis begået en milepæl indenfor den. Sjældent at opleve en debut med så fuldbyrdede sange af forskellige stemninger. Svært ikke at blive berørt af Justin Vernon’s indre liv, mod stilhedens ekko ude fra skovene. Anderledes musik der går lige ind. Hjortene døde ikke forgæves.