Det er meget længe siden, man kunne kalde Portishead for “trip-hop”. De slæbende beats og den scratch, der stak hovedet frem på det første album, Dummy, gled i baggrunden allerede på det næste album, og nu, i 2008, er der ikke mere. Hvor de to første albums tenderede mod det stort anlagte og orkestrale, er Third et album, hvor det ofte er gruppens tre medlemmer, der med guitar, trommer, vokal og programmeringer er alene sammen.
Hermed antyder jeg også, at den knugende melankoli og dysterhed, der altid har præget Portishead, er intakt. Det er stadig ikke festmusik eller det, der ligner. Det er på samme måde stadig ensomheden, tvivlen og følelsen af isolation i forholdet til andre, der dominerer i teksterne. Også her aner man en fjern arv fra Billie Holiday.
Arrangementerne er blevet enklere – der er akustisk guitar, mere regulære (jazzede) trommer end før og en del elektroniske indslag.
“Machine Gun” minder i sit arrangement ikke om noget tidligere Portishead-nummer; det er helt elektronisk med en skurrende maskinrytme, der trækker alt tempo ud af nummeret. Omvendt er “Deep Water” det nærmeste, Portishead er kommet på at lave en bagatel – halvandet minut i dur (!) med hvad, der må være en ukulele.
Mest bemærkelsesværdige er “The Rip”, som Jens allerede har nævnt, og “Small”. Begge numre bebor en slags grænseland mellem britisk folk og de dystre stemninger fra f.eks. Closer (på “Small” dukker også et Ray Manzarek-agtigt orgel op.)
Resultatet er vellykket, kræver en hel del af lytteren. Hits er der ikke mange af – formodentlig slet ingen. Men slags har vi andre, der laver.
Indtil videre er årets top-3
– Elbow
– Tindersticks
– Henrik Hall
Jeg håber dog den når at ændre sig inden årets udløb, for selv om det er fine plader, så er de ikke til mere end 4-5 stjerner. Det gælder dog kun de to første. Chok, Suk og Koma har jeg meget svært ved at se blive overgået som årets danske plade, men omvendt kommer der jo ny Dragontears til efteråret.
Først og fremmest er jeg enig i Pastorens linjer om Third. The Rip er “outstanding”. Foreløbig top-3:
Portishead – Third
British sea power – Do you like rock music
The Last Shadow Puppets – Age of….
R.E.M. står meget langt nede på listen, mens Tindersticks også er en stærk kandidat til top-3’en.
PS: REM’s nye er ganske OK men blandt årets albums? Nej, slet ikke! Lad os håbe at de i stedet placerer sig blandt årets bedste koncerter….trods svære odds i Lalandias afdeling på Østerbro.
Det er for tidligt at snakke om årets albums for mig – jeg begejstres let af noget nyt men ikke alting holder et halvt år senere.
Gode bud på noget der også holder ved årets udgang er dog Nick Cave, Tindersticks, Spiritualized, Santogold, The Last Shadow Puppets…måske Nada Surf eller senest Bon Iver kan blande sig?
Portisheads album er jeg begejstret for, mod mine forventninger som var ret lave og af samme årsag kom jeg ikke til koncert med dem. En klar fejl!
Men der er jo stadig syv måneder at overgå de nævnte i, så lad os håbe at f.eks. og blandt mange andre den ene af denne blogs to forfattere melder sig på banen inden vi skriver 2009….
Aakjaer – tænkte nok, at der var en smutter imellem. Jeg overvejede også Spoons nyeste, men som tidligere nævnt her på siden kom det albumn faktisk også sidste år, men jeg opdagede det først i år.
At være til koncert med et band kan jo ofte ændre ens opfattelse af et album afgørende – og heldigvis! Det skete for mig i klart positiv retning med Tindersticks for nogle uger siden. Jeg burde også have været til stede, da Portishead lagde vejen forbi. Ikke fordi jeg synes, det er et dårligt album, men det er vanskeligt tilgængeligt og svært at få ind under huden.
Jeg har ikke hørt noget fra din Top 3, Christian R, men vil checke det ud. PJ Harvey udkom sidste år.
Her er en interessant artikel fra The Guardian om Portishead og gruppens baggrund. En af mine anker mod Portishead var engang, at deres dystre, indadvendte musik var ved at blive et fashionabelt lydtapet. Der er nogen stor fare for, at Third lider denne skæbne, men det er også interessant at læse om Portisheads egen væmmelse ved dette fænomen!
2008-top 3 indtil nu:
1. Nada Surf – Lucky
2. R.E.M. – Accelerate
3. Robert Forster – The Evangelist
Runner-ups til denne liste er der nok af – bl.a. P.J. Harvey og Tindersticks og Death Cab for Cutie. Portisheads udspil har ikke rigtig fået tag i mig endnu. Jeg har ikke fået lyttet nok Nick Cave og Sun Kil Moon endnu. De ligger og venter på mig – jeg må i gang…
Jamen jeg holder (åbenbart ikke overraskende for de fleste herinde?) MEGET af R.E.M.´s tilbagevenden til rockland!
ACCELERATE blier faktisk bedre for hver genemlytning – kan du så komme i gang Aakjær 😉
Jeg kan dg også RIGTIG GODT lide April (Sun Kil Moon) og Robert Forster “The Evangelist”….
Portishead er ikke kmmet så satans meget ind under min hud endnu….
Portishead: Third
Erykah Badu: New Amerykah Part One
Goldfrapp: Seventh Three
Er nok de tre (nye) albums som jeg har lyttet mest til i år. Har det svært med REM pladen – er det ikke lyden af lettere rådvilde, midaldrende milliardærer som leger ”angry young men” for at please dele af fanskaren (og pladeselskabet)? Pete er muligvis af en anden mening. 😉
Hvad har vi ellers af kandidater på nuværende tidspunkt?
– Nick Cave – Dig!!! Lazurus Dig!!! (som er god)
– Sun Kil Moon – April (som er fremragende og min favorit indtil nu)
– R.E.M. – Accelerate (som jeg endnu ikke har hørt, undskyld Pete ;))
Hvad der imponerer mig allermest er, at Portishead har hold sig ude af rampelyset i 10 år for så at genopfinde sig og lave en plade, der er en tidlig, stærk kandidat til årets plade. Det er virkelig godt gået!