Hvad var en protestsang i de socialbevidste 1970’ere? Her i landet var der vel – groft sagt naturligvis – to veje at gå. Den solidariserende med de undertrykte ville oftest være sunget ovenpå nogle frelserakkorders meget jævne beatmusik af nogle belæste langhårede, der slog et slag ovenfra for arbejderklassen. Den anden vej var indigneret, nærmest hidsig og blev fremført af den lille mand på gulvet himself. Man glemte ikke sådan lige John Mogensens vrede-boogie på ‘Der Er Noget Galt I Danmark’.

Men fra Frankrig i samme periode er her et helt andet take på protest mod tiden. Playboy, fransk popstjerne, Francoise Hardy-kæreste og enfant terrible Jacques Dutronc udsender i 1973 ‘La France Défigurée’, hvor han på tre minutter får stemplet sit hjemland som skamferet, forurenet og falsk. Det er så hvad det er, men sunget med nøgtern sørgmodighed og tilsat noget så uventet som en overdådig klassisk popmelodi, samt et bredvinget orkester-arrangement, er vi pludselig et sted, hvor det hele kan være svært at placere. Fuldtræffer eller total-forbier, døm selv. Teksten står Google Translate-oversat herunder…

Jeg ville ønske du hed Marie
og var fuld af ynde
men du hedder Frankrig
og du er skamferet

Ja du er mit skamferede Frankrig
mit Frankrig med betonblokke og fældede skove
mit Frankrig belagt med brutale højhuse
mit Frankrig med spildevand og sorte have

Jeg ville ønske du hed Marie
og var fuld af ynde
men du hedder Frankrig
og du er skamferet

Ja du er mit skamferede Frankrig
mit Frankrig med urobetjente og forvredet metal
mit Frankrig i nød med hormonfyldt kyllingekød
mit Frankrig med fedtet papir og forfalsket vin

Jeg ville ønske du hed Frankrig
og at du blev som du var
som dengang vi plejede at tage hen og drikke
den lille hvidvin fra Nogent
som da vi plejede at tage hen og se
det lyserøde kirsebærtræ og det hvide æbletræ