Dagens nye single fra The Smiths-geniet Johnny Marr. Hans solokarrieres altoverskyggende problem viser sig straks. En klassisk Marr-lysende guitarguirlande lover fra starten af nummeret næsten alverden, men det øjeblik Marr begynder at synge bliver alting pinagtigt gråt og helt ordinært. Ikke blot fordi teksten fremstår klodset og blind for sprogets poetiske muligheder, men også fordi hans stemme bare ikke kan bære eller udtrykke en sang. Vanvittigt som de to fjender Marr og Morrissey savner hinandens talent til kunstnerisk at kunne forløse deres eget. Et paradoks på størrelse med Greater Manchester…
2 tanker om “Marr”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Ak, det lyder som noget man har hørt før, bare meget bedre…
Uden at skulle vælge side, så er Morrissey solo så langt den mest interessante af de to post The Smiths (IMHO). Og hvem havde troet det, da bandet faldt fra hinanden?
MEGET enig! Åbningsguitaren bragte mig et kort øjeblik nærmest i euforisk stemning….for så atter at lande ved manglen af vigtige ord og stemme til at bakke den gudbenådede guitar behørigt op…..Ak!