Om en uge er der premiere på EPiC: Elvis Presley in Concert af den australske instruktør Baz Luhrmann. Den er på sin vis en opfølger til hans spillefilm om Elvis fra 2022. EPiC: Elvis Presley in Concert vandt en pris ved den internationale filmfestival i Toronto i september 2025, så helt dårlig er den næppe.
Når jeg ser traileren bliver jeg glad for at se, hvor godt det hele ser ud til at fungere. Luhrmann og hans filmhold har tydeligvis gjort meget for at skabe en film med gode billeder og lige så god lyd, og det kan jeg da også læse mig til at de har. Men jeg tænker også på, at jeg selv har haft en underlig, doven fordom om at Elvis var tyk og træt, da han kom til Las Vegas. Men det var han jo ikke endnu; tværtimod vidner traileren om at der stadig var liv og energi i ham dengang sidst i 1960’erne. Han var omsider sluppet væk fra de film, han egentlig længe havde været træt af. På den måde gør det egentlig historien om hans sidste år endnu mere tragisk.
D’herrer Lynggaard & Quietsch har lavet et fremragende version af rockhistorier om Elvis i 70’erne, så kan man jo selv bedømme https://heartbeats.dk/podcast/rockhistorier-om-elvis-presley-i-1970erne-kongens-fald-var-mere-vaerdigt-end-sit-rygte/ 🙂
“…en underlig, doven fordom om at Elvis var tyk og træt, da han kom til Las Vegas”, ja, det må man nok sige, Webmaster Pastor. Elvis var aldrig skarpere som sanger og performer end de første to år i Vegas. De mange (!) officielle liveoptagelser derfra er udenfor kategori. Han udsender jo således også sin karrieres IMHO bedste album – From Elvis In Memphis – mindre end to måneder før første engagement på Hilton International i juli 1969.
Har ikke selv set EPIC, men hørt noget af soundtracket, hvor der er lavet dyrtlydende men uklædelige 2026-mashups af sange. ‘Wearin’ That Loved On Look’ fra føromtalte album er f.eks. blevet blandet helt sammen med en anden sang og hedder nu ‘Wearin’ That Night Life Look’. Der findes kun et ord for den slags: Gravskænding.