
Den svenske forfatter Göran Rosenberg (http://www.rosenberg.se) bliver interviewet af Camilla Stockmann i dagens udgave af Politiken. Her er et citat, der meget præcist beskriver min personlige holdning:
Kritiserer du dermed, at Jyllands-Posten har ignoreret ansvaret i sagen om de 12 tegninger?
Ja. Især må konteksten tages med i betragtning. Danmark er et land, der er præget af en udtalt islamofobi, fordi Dansk Folkeparti har gjort det muligt at tale nedsættende om muslimer. Når Jyllands-Posten i den kontekst begår et tabubrud ved at ignorere islams billedforbud, ved avisen godt, at det ikke bliver opfattet som en fin teologisk debat om islam, men som en provokation af muslimerne.
Men kan man gradbøje ytringsfriheden? Kan man sige, at man gerne må lave satire over den kristne tro, men ikke over den muslimske?
Selvfølgelig må man lave satire over al religion. Men der er stor forskel på at lave satire over ens egen eller andres religion. Begrebet blasfemi er jo, når en kristen siger noget nedsættende om kristendommen. Det bliver vældigt risikabelt, når en kristen laver sjov med en anden religion, f.eks. islam, for så opstår risikoen for, at det bliver forstået som et angreb på muslimerne.
Anerkender du da, at der skal være noget, som hedder ‘god tone’ i det offentlige rum?
Nej, ikke god tone. Man skal have mulighed for at formulere nye ideer, der kan være kritiske over for det bestående. Det handler om at omgærde ytringsfriheden med et fungerende system for ansvar. Formelt og uformelt. De, som siger, at de har ytringsfrihed og kræver at sige, lige hvad de har lyst til, har ikke sat sig ind i ytringsfrihedens forudsætninger. De er med til at skabe et klima af mistro, hvor ingen tør stole på hinanden.