Tag det roligt, jeg er ikke fan af dem. Men Jens’ indlæg om Arcade Fire og kommentarerne til det fik mig til at tænke på mit 20-års-skolejubilæum, hvor mine gamle skolekammerater insisterede på at høre Smokie o.lign. til ud på den lyse morgen. Jeg havde taget nogle cd’er med, som jeg troede ville egne sig til fest, bl.a. Afghan Whigs (1965) og – nå ja – Love Shop (bl.a. 1990, for nu at blive ved årstallene). Ingen vidste hvad det var for noget, ingen ville høre det. Det var bare for moderne og underligt for dem.

Lad os ikke ende sådan, vel?

…og den 30. januar, da The Beatles optrådte sammen for sidste gang nogensinde på taget af Apple Records i London. Koncerten blev afbrudt af politiet.

…i 1549 døde den berømte transsylvanske teolog Johannes Honter (kendt i Rumænien som Ioan Honter).

Honter indførte den lutherske reformation i Transsylvanien og var desuden kendt som en dygtig kartograf. I 1542 publicerede han Rudimenta Cosmographica (udgivet i Brasov) med kort over alle kendte dele af verden. Egentlig var bogen en kosmograf, dvs. en fortegnelse over hvad der var at finde himlen og jorden.

En af hans fjerne britiske efterkommere blev sanger i Mott The Hoople.

Underligt nok er Ian Hill fra Judas Priest, Paul Stanley fra Kiss, Greg Kriesel fra Offspring, Rob Bourdon fra Linkin Park og Michael Hutchence fra INXS alle født den tyvende januar. En stor dag for den mere tøffede ende af rockgenren.

Der kommer lige nu megen spændende popmusik fra Canada – et musikalsk miljø, der tilsyneladende hverken er plaget af mediernes permanente krav om De Seneste Nye Beatles (som i Storbritannien) eller det enorme markeds enorme pres (som i USA). Gad vide, hvor længe det varer ved.

Min seneste opdagelse er Our Thickness, det nye album med The Russian Futurists. Skiven udkom lige før jul og rummer popsange indsunget og indspillet af Matthew Hart fra Ontario – altså endnu en “enmandsgruppe”. Interessant og ofte iørefaldende.

(Det kunne godt lyde som om Matthew Hart anvender Apple GarageBand – et fint stykke software, i al fald. En dag tager jeg mig sammen og bruger det til at indspille sangene fra skrivebordsskuffen…)

I dag vender Krøniken tilbage. Pastoren synes at netop denne dag i Pastorens år er passende, især i betragtning af at den nye omgang afsnit begynder i 1964 – et år der havde stor betydning for denne blogs forfattere.

Ved samme lejlighed kan vi afsløre at Erik ikke døde. Han vendte tilbage til USA, hvor han blev rockstjerne – flankeret af en dansk trommeslager. Se ovenstående billede for beviset.

Man opdager og genopdager interessante ting i sin juleferie. I går opdagede jeg f.eks. efter 8 års parforhold at min bedre halvdel ikke kan lide mørk chokolade med kokosfyld.

I den mere substantielle afdeling genopdager jeg med jævne mellemrum gamle cd’er fra min samling, da de ca. 1500 cd’er for det meste er gemt af vejen i kasser. Cd’erne kommer frem i lyset for en kort stund, når jeg ripper dem til en ekstern harddisk og overfører dem til iPod’en.

Den anden dag genfandt jeg Opus Dei med Laibach, som vi dengang i 1987 kaldte for et jugoslavisk band. På mange måder foregriber dette albums tunge techno-rock med (ofte) tyske tekster og brølevokal Rammstein (omend uden den bund af firser-thrash metal, som Rammstein har). Prøv bare at høre “Leben/Tod” eller Queen-coverversionen “Ein Leitbild”.

Desværre forstod kun få deres satiriske kommentar til den omsiggribende nationalisme i Jugoslavien, og nogle af deres tekster fremstår i bakspejlet som ufrivillige profetier. Kun 4 år efter albummet blev udsendt, rullede forbundshærens tanks igennem gaderne i Ljubljana – den slovenske hovedstad, som på tysk hedder Laibach.

I en noget anden afdeling, men fra samme tid er Yemenite Songs med israelske Ofra Haza. Hendes familie kom fra Yemen, og hendes musik var et møde mellem mellemøstlige klange, blik-slagtøj og tekster på hebræisk og arabisk. Jeg kan huske et tv-program, hvor israelske unge beskrev hendes musik som håbløst gammeldags, “ikke-vestlig” som den var. Og jeg husker billederne af en ung, sorthåret kvinde i tung, guldbesat folkedragt fra Yemen.

Musikken swinger helt fænomenalt og blev samplet af mange hip-hop- og house-musikere. Teksterne forstår jeg ikke meget af. En arabisk lingvist, jeg engang kendte (og som i parentes bemærket så lige så godt ud som Ofra Haza), fortalte mig engang, at de sangtekster, som lød som de handlede om Jørgen Schleimanns indkøb af haveredskaber, faktisk var lidenskabelige kærlighedssange.

Ofra Haza fik et mindre hit med en house-udgave af “Im N’in Alu” fra albummet og gæsteoptrådte hos bl.a. Iggy Pop og Sisters Of Mercy. Siden forsvandt hun ud i glemslen, internationalt i al fald, og døde i en alder af 41 år af en voldsom influenza, der vistnok skyldtes en HIV-infektion. Ak, ak, ak.

På sin måde banede Ofra Haza vejen for accept af senere navne som vores allesammens Natacha Atlas, og alene for dét er hun værd at mindes.

Opfølgning på min decembersnak med Jens (der stadig er at finde som seneste feature!). Nu har jeg omsider jubilæumsudgaven af Born To Run; en julegave fra mig selv.

Den kedelige dyne-lyd, der plagede den oprindelige cd-udgivelse, er udbedret, så meget det nu lader sig gøre. Mest interessant er nu de to medfølgende dvd’er, og her især en hidtil uudsendt (men hyppigt bootlegged) optagelse af Bruce Springsteens første koncert i Storbritannien nogensinde, dengang i 1975.

Det er ikke nogen dårlig koncert. En nærmest telepatisk fornemmelse for samspil præger det to timer lange sæt, der rummer de fleste af de bedste numre fra de tre første albums, forståeligt nok med fokus på Born To Run. Alle de kvaliteter som Bruce Springsteens musik rummer, når den er bedst, er til stede – lidenskab, fest, fandenivoldsk attitude og inderlighed. En koncertoptagelse med højdepunkt efter højdepunkt – hele bokssættet værd!