Alle indlæg af Pastoren

Afskedskoncerternes dag


Netop i dag er det 29 år siden, The Band spillede deres afskedskoncert, dokumenteret i Martin Scorseses film The Last Waltz.. Samtidig er det præcis 9 år siden, Crowded House gav deres definitivt sidste koncert – med Paul Hester og Tim Finn tilbage i bandet for en stund. Paul Hester døde på tragisk vis i marts i år.

Sen nat i Aalborg

Netop hjemkommet ukristeligt sent fra en inspireret, ja rent ud sagt god koncert med Olesen-Olesen, hvis musik nok vil appellere til mange af dem, der kan lide Vejen hjem fra rocknroll. Deres nye album er forresten også produceret af en vis NN og viser denne gang brødrenes mere elektriske side. I bandet finder man for tiden to eksil-aalborgensere, Nikolaj Stig Nielsen (fra hedengangne Well of Souls) og Klaus Mandal Hansen (nok bedst kendt fra Learning From Las Vegas).

Henrik og Peter bad mig overbringe en personlig hilsen til deres gamle bassist!

Send ham hjem.

Tre udlændinge har for nylig indspillet nedenstående sang, der uden videre kunne handle om et fremtrædende medlem af regeringens støtteparti, en ikke-kollega til mig og nok den danske statsborger, jeg er allermest træt af.

John the Revelator
Put him in a elevator
Take him up to the highest high
Take him up to the top where the mountains stop
Let him tell his book of lies

John the Revelator
He’s a smooth operator
It’s time we cut him down to size
Take him by the hand
And put him on the stand
Let us hear his alibis

By claiming God as his holy right
He’s stealing a God from the Israelite
Stealing a God from the Muslim, too
There is only one God
Through and through

Seven lies, multiplied by seven, multiplied by seven again
Seven angels with seven trumpets
Send them home on the morning train
Well who’s that shouting?
John the Revelator!
All he ever gives us is pain
Well who’s that shouting?
John the Revelator!
He should bow his head in shame

By and by
By and by
By and by
By and by

Seven lies, multiplied by seven, multiplied by seven again
Seven angels with seven trumpets
Send them home on the morning train
Well who’s that shouting?
John the Revelator!
All he ever gives us is pain
Well who’s that shouting?
John the Revelator!
He should bow his head in shame

By and by
By and by
By and by
By and by

Bøvl med kommentarer?!

Brugere af denne blog har observeret at der har været en del tilfælde, hvor indlæg ikke er blevet vist. Skylden har undertegnede og spamfilteret i WordPress (den blogware, vi bruger). Hvis man skrev indlæg i Love Shops gæstebog, opdagede man, at det efterhånden begyndte at vælte ind med spam om poker i Texas etc. Den slags var denne blogs forfattere trætte af.

WordPress har et spamfilter, der sender tvivlsomme kommentarer til godkendelse. Indtil i dag var kriterierne for at være tvivlsom

  1. At et indlæg havde flere end 2 URL’er
  2. Eller at det rummede ord fra en liste over spam-ord
  3. Eller at det kom fra en sortlistet IP-adresse

Som standardindstilling er indlæg, der opfyldte disse kriterier, derfor blevet sendt til bedømmelse hos mig, men jeg kan ikke sidde døgnet rundt og godkende indlæg.

Derfor har nogle indlæg med ord, der indeholdt danske stavelser, der matchede de engelske spam-ord, og indlæg med mange henvisninger til spændende websider desværre måttet overvintre, og nogle af dem overvintrede endog urimeligt længe. Det beklager jeg naturligvis dybt.

Spam-problemet har endnu ikke manifesteret sig; det ser ud til at løse meget af problemet, at man skal være registreret bruger for at kunne skrive kommentarer. Jeg har derfor ændret indstillingerne, så listen over spam-ord er tom og så indlæg kan have helt op til 4 URL’er.

(Hvis denne blog begynder at få uønskede kommentarer om poker i Texas o.lign. vil jeg selvklart tage frisindet op til revision.)

Krystalnatten

I dag er det 67 år siden, nazisterne for alvor optrappede jødeforfølgelserne i Tyskland. 7500 forretninger blev vandaliseret, 91 mennesker blev dræbt og mellem 25.000 og 30.000 sendt i koncentrationslejr. Den slags må ikke gentage sig!

Ironisk nok er 9. november samtidig årsdagen for Berlinmurens fald.

I dag for 20 år siden…

I disse dage er det 20 år siden, The Replacements udsendte albummet Tim. Dette skulle vise sig at blive det sidste album, hvor guitarist Bob Stinson var med. Han blev smidt ud af gruppen på grund af sit eskalerende stofmisbrug (jvnfr. en vis stakkel ved navn Pete Doherty). Det er Bob Stinsons ansigt, man kan se på hovedet øverst på albummets forside. Hvor meget han rent faktisk spillede på albummet, er en anden sag.

Tim er et legendarisk album; Alex Chilton var oprindelig indkaldt som producer, men Tommy Erdelyi, tidligere trommeslager i The Ramones, endte med at producere sangene. Mixet er ikke noget at råbe hurra for; sangene er derimod fine. Hør ‘Here Comes A Regular’ og kom i novemberstemning, Og der er ‘Kiss Me On The Bus’ og ‘Swinging Party’ og ‘Left Of The Dial’ og… De eneste regulært kedelige numre er garagenumrene ‘Lay It Down Clown’ og ‘Dose Of Thunder’.

Og så havde tre af gruppens medlemmer forresten nordiske aner: Brødrene Stinson (= Steensen) og forsanger og sangskriver Paul Westerberg (et svensk efternavn). De var trods alt også fra Minnesota, hvor mange nordiske indvandrere slog sig ned.

Besøg fra onkel Bob i Amerika

Så oprandt omsider den toogtyvende oktober totusindogfem, hvor Bob Dylan gav koncert i Aalborg.

Gigantium er større end Forum i København og har kun marginalt bedre akustik. Blandt de 7000 personer var en gammel gymnasiekammerat, en pædagog fra min datters børnehave, ham advokaten, der bor længere henne ad vejen, en lektor i matematik og talrige andre mennesker der i hvert fald ikke var yngre end undertegnede. Selv var pastoren og pastorinden formodentlig i det nedre kvartil, rent demografisk set. Klokken 20.10 startede koncerten, og alle ølsalgssteder på nær ét lukkede.

Uden unødvendige henvendelser til publikum førte Bob og band os gennem en række kendte og lidt mindre kendte udpluk fra det enorme bagkatalog med klart fokus på udgivelserne fra sidste halvdel af 1960erne. Vanen tro lavede han om på numrene, så de mange gange fremstod som musikalsk helt uigenkendelige. Det tog mig f.eks. et par minutter at genkende Maggie’s Farm, der indledte koncerten. Mange numre var svøbt ind i pedal steel guitar, der på de bedste steder frembragte en varme og moden eftertænksomhed, et nyt, smukt lys. Specielt interessant var udgaven af The Times They Are A-Changing. I sin tid var det en sang fra en ung mand, der ville advare om at verden var ved at ændre sig. Nu var det blevet en ældre mands erkendelse af tidens fylde.

Også Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again var særdeles vellykket.

Et tredje højdepunkt var en udgave af Positively 4th Street, hvor al tekstens bitterhed nu var transformeret af det tilbagelænede arrangement. Bagefter som kontrast en vellykket udgave af Highway 61 Revisited, som det vanen tro tog mig lidt tid at identificere.

Under koncertens første ekstranummer (Like A Rolling Stone) præsenterede Bob bandets medlemmer, men det lykkedes mig ikke at opsnappe deres navne.

Det hele sluttede med en udgave af All Along The Watchtower, der ikke var særlig bemærkelsesværdig (bortset fra at den også var blevet reinkarneret, forstås).

Sætlisten er allerede nu på WWW på http://my.execpc.com/~billp61/102205s.html. Her er den gengivet:

1. Maggie’s Farm
2. Tonight I’ll Be Staying Here With You
3. I’ll Be Your Baby Tonight
4. Lay, Lady, Lay
5. Cold Irons Bound
6. The Times They Are A-Changin’
7. High Water (For Charley Patton)
8. Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again
9. Ballad Of Hollis Brown
10. Most Likely You Go Your Way (And I’ll Go Mine)
11. Boots Of Spanish Leather
12. Down Along The Cove
13. Positively 4th Street
14. Highway 61 Revisited

(ekstranumre)

15. Like A Rolling Stone
16. All Along The Watchtower

Ryan Adams gør det igen…

Både jeg selv og den forfatter, efter hvem denne blog er opkaldt, er for tiden temmelig begejstrede for Ryan Adams’ nye album, Jacksonville Nights. I endnu højere grad end Cold Roses er her tale om en tilbagevenden til Adams’ musikalske rødder med twang i stemmen, steelguitar og tekster om knuste hjerter og hverdagen i en provinsby i USA. På Cold Roses var der enkelte tilløb til tøf-rock; det er der ikke noget af her – dette er rendyrket country. I tilgift er der en særdeles levende version af Always On My Mind som afslutning.

Jeg skal heller ikke undlade at bemærke at jeg omsider har fået fat i cd’en med de to sidste albums fra Ryan Adams’ musikalske forbillede, salig Gram Parsons. G.P./Grievous Angel er bestemt også værd at lytte til. Læg fordommene om country-musik på hylden og nyd de fine sange!