I dag for 24 år siden…

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-monody.jpg

…den 6. februar 1982 spillede Næste Uges TV og Ballet Mécanique på Jomfru Ane Teatret i Aalborg. Det var dengang, dagen før i går.

Jeg var der ikke selv, men min kammerat Finn var. Han var ovenud begejstret. (Hvad blev der egentlig af Finn?)

Billedet er fra en senere festival i Århus. Freshly Riots var og er det største band nogensinde fra Vesthimmerland. Sangeren fra Ballet Mecanique udsender stadig albums med ujævne mellemrum.

Historien bag den danske punk/”nyrock”-scene er delvist dokumenteret på http://www.garagerock.dk.

29 tanker om “I dag for 24 år siden…”

  1. Som daværende forsanger i Disaster må jeg protestere: nummeret hed ikke “martin hall”, men “Psykoanalysen af den ekstraordinære cyclus i sidste fase af zenit”. Nummeret var dog tilegnet Martin Hall.
    -mads brenøe

    Ps
    men det med gennemsnitsalderen er rigtigt nok, men vist lidt lavere; engang måtte vi aflyse en koncert i Viborg fordi vores trommeslager Rasmus skulle til 9-årsfødselsdag…

  2. Orkestermedlem? Oh, det var da en oplysning, jeg kunne bruge til meget – især når der nu er en hel del bands at vælge imellem.
    Hm, hvis nysgerrighed kunne dræbe… Træls! Men, men, men jeg skal ikke snage mere (argh, selv om det ikke er lysten, der mangler ;o), lige bortset fra: kommer du meget på Budstikken?
    Nå, pligten kalder i den grad.
    Og god dag til dig!

  3. Hey Susie
    … we were….
    Benny har rundet de fyrre og er for et par år siden flyttet til staden. Savner ham nu i hverdagen men så kommer han på besøg engang imellem.
    Stjaff var orkestermedlem – god dag…
    🙂

  4. Ydermere: havde Internettet været lige så udbredt for 15 år siden, som det er i dag, og havde jeg fået den om Benny, der gemmer sig bag et alias, smidt i synet på det tidspunkt, ville jeg nok have fået en smule åndenød. Men man er vel modnet lidt med tiden, flyttet fra hovedstaden og ikke længere i stand til at nævne konstellationen af medlemmer i The Cure et hvilket som helst år mellem 79 og 97. Fniser dog stadig en smule…

  5. Hej stjaff.
    Ha, jeg tænkte nok, at du var noget nær sønderjysk med det alias ;o) Og jeg kan love dig for, at ingen af dem eller du (måske lige med undtagelse af hr. Langberg, som jeg jo gik i klasse med på katedralskolen) aner, hvem jeg er. Og tro da endelig ikke, at jeg nogensinde har turdet sige et eneste ord til Jens Peter og alle de andre rødder – vi var jo bare små tøser, der var ved at dø, når vi skulle passere en af dem på gaden. Derudover vil jeg tro, at Benny må være en 7-10 år ældre, end jeg er, og det er altså begrænset, hvor interessant en 17-årig fnisefaster er for en på 27 – med mindre selvølgelig at den 17-årige er helt vildt lækker ;o) Og man kan sige meget om mig som 17-årig, men lækker er vist ikke helt dækkende, he.
    Men altså, jeg aner ikke noget om nogen af alle de fortidens semiguder mere. Det er længe siden jeg flyttede fra Haderslev, og jeg vender helt sikkert ikke tilbage.

    Nu er jeg selvølgelig temmeligt nysgerrig på, om jeg ved, hvem du er…

  6. Hej Susie
    Er da ved at blive gammel men selvom jeg vrider de små grå kan jeg ikke huske en “Susie”! Viste godt Olli og Jens-P havde fans – men er glad på Bennys vegne. Du skulle nu have sagt noget i den taxa…
    Var ellers tit i nærheden af Benny der skjuler sig bag et alias her i forumet!
    Mon Bo Terp ved hvem Susie var??

  7. Det er lidt længe siden, denne tråd var aktiv, men jeg er lidt genert, så det gør ikke noget, og der er bare noget, jeg er nødt til at have ud – så dér.

    Benny Woitowitz. Benny. Da jeg læste jens’ indlæg og så navnet Benny Woitowitz, var det næsten som at blive kastet 15 år tilbage i tiden med tøsefnis og umulig forelskelse så tæt på, at det var til at smage.

    Da jeg gik i gymnasiet på Haderslev Katedralskole i slutningen af firserne/starten af halvfemserne, arbejdede BW på videoværkstedet, hvor en veninde og jeg af en eller anden årsag skulle låne et videokamera. Da jeg så Benny første gang, blev jeg lige så forelsket i ham, som jeg var i en del af de andre unge mænd, der repræsenterede musiklivet i Haderslev – især de langhårede som Oliver Langberg (Cathedral of Sin) fra min klasse og Jens Peter Nejrup (ditto). Men jeg anede ikke, hvem BW var, før jeg så ham i selskab med Blindfish på Slotsgade 25 (endnu en grund til at ringe ind til Radio Haderslev hver fredag for at vinde billetter til Slotsgade ved at gætte en sang inden for de første par sekunder af afspilningen – det kunne på den måde faktisk lade sig gøre næsten at komme til koncert hver fredag).

    Jeg var selvfølgelig en selvklar køber af albummet “Tales”, der blev udgivet i 93 og indeholder bidrag fra de (i hvert fald) dengang cooleste Haderslev-bands Beyond the Pale, Blindfish, Citizen Nightmare, Cathedral of Sin og The Rainfall Years.

    Min veninde (som også var totalt skudt i Benny, selv om han dog ikke var langhåret (og her taler vi om unge piger, der ikke havde set langhårede fyre, før de kom på gymnasiet – så langt hår var hot og bare så “helt-fantassssstisk-agtigt”)) og jeg hang en del ud på videoværkstedet og Slotsgade, hvor der var så småt (eller intimt, hvis man skal operere med positive ord), at man nemt endte op på toilettet med Dicte, når Her Personal Pain spillede. Selvfølgelig fik vi aldrig gjort det store indtryk på BW (men vi fik edderma’me optaget en del video!), og vores venskab var også ved at lide alvorlig skade en aften, hvor jeg tilfældigvis (og oh, lykke!) kom til at dele en taxa hjem med BW. Desværre var jeg lige så veltalende som en tennissko i den taxa, så den dag i dag har jeg stadig ikke talt med BW om andet end, om man kan oversætte PAL til NTSC (eller hvad forkortelsen nu er).

    En dag var BW ikke længere på videoværkstedet, og jeg har ikke siden haft brug for at optage en af mine søskendes konfirmation.

  8. Hej

    Det omtalte End of Your Garden nummer Celebration er iøvrigt på den cd som som Iben nævnte tidligere. Så hvis man er interesseret kan man jo bare sige til.
    Hvis bandet da ikke har indvendinger?

    mvh
    Ibens Kæreste

  9. …hvis Hanne Boel kommer til byen:-(

    Tak for smilet, Iben! Jeg sidder på job i åbent kontorlandskab og griner højt:-)

  10. Ja, Haderslev var cool engang. Nu er der kun udsolgte koncerter, hvis Hanne Boel kommer til byen:-(

  11. MP, nu du siger det har du da vist ret i, at det bare var “don’t walk away in silence”-linien der blev liftet fra Joy D’s “Atmosphere”. Har ikke hørt EOYG’s 7-tommer i mange år, men husker den som imponerende stemningsfuld. Helt sikkert at EOYG bør være med langt fremme i køen, hvis der nogensinde kommer den føromtale DK-punk/new wave-sampler.

    EOYG og Escape Artists var forbundet af det fælles bandmedlem, Haderslev-legenden Benny Woitowitz. Et andet EA-medlem Torben Johansen blev iøvrigt senere fast medlem i Gangway og arbejder nu på Sony/BMG.

  12. Kære Jens, End Of Your Garden har aldrig spillet Atmosphere. De var dog ude med et tidligt stykke citat-pop ved at benytte linie “Dont walk away in silence” fra omtalte JD-nummer til en egen hyldest-sang med sammme titel. Findes på EOYGs første 7″ Celebration. Som garanteret aldrig bliver genudsendt. EOYG har dog spillet Means To An End et par gange i øvelokalet.
    Et andet Haderslev band Escape Artist spillede dog She’s Lost Control en del gange live. Iben, du har sgu ret! Kenan Seberg fra hedengangende Irmgards udråbte dog osse i startende af 80’erne Haderslev til at være DKs svar på Manchester!

  13. Det lyder skæppeskønt, Iben. Jeg har ellers gået i dag og brugt ledige stunder på, at sammensætte en cd af kvalitativ dansk punk, det har været svært! Udover de indlysende navne, har jeg kun været sikker på at City-X skulle med. Jeg sender dig en mail…

  14. Min kæreste har en fin cd med en masse gamle 80’er ting… Bla. Næste uges Tv. Men man jo ikke brænde cd’er disse dage:-)

  15. Klarhed at elske……..Pastor, vent ved din dør, der er en mundkurv på vej!

    Mht. til Hip, så tror jeg det måske er en tilforladelig plade, hvis man er lige så trimleskæv som de der lavede den. Og det er man ikke.

  16. Der er faktisk allerede genudgivelser af City X og Before, men der mangler en samlet status.

    Jeg må her krybe til korset og tilstå at jeg faktisk godt kan lide Hip med Steppeulvene.

    Hvornår kommer forresten genudgivelsen af Jens’ første soloudgivelse, Klarhed at elske?

  17. Det er godt nok laaaang tid siden … det var dengang, hvor der ikke fandtes et stykke mur i Århus C, der ikke bar påskriften “WofD”. Jeg var kun 15 år, men husker tydeligt alle punks’ene, der lå og sov rusen ud i Mølleparken, når der var Monody Festival på Huset. Selv listede jeg ind på hovedbiblioteket og lånte plader med Moral (Trees in November – utrolig smuk a’la Cocteau Twins, som jeg husker det) samt en dobbeltopsamling Somehere Outside, hvor de fleste af de bands du nævner Jens, inkl. Næste Uges TV, var med på. De plader ville jeg meget gerne høre igen!!!

  18. Vermouth, Pærepunk har klassiske øjeblikke og burde straks genudgives. Ved dog ikke om den danske punkscene som sådan har et kvalitativt output, der vil kunne refærdiggøre en samplerudgivelse a la den svenske, hvor der iøvrigt også – jeg har den selv! – er for langt mellem snapsene. Det er der i den grad også på de 68’er-plader du omtaler. Selv Steppeulvenes “legendariske” Hip-plade er jo aldeles rædsom…

    Næste Uges TV – hvad ialverden tænkte vi da på med det håbløse navn? -er alright som kasettebånd, men som decideret live-plade tror jeg ikke h-e-l-t det holder:-)

  19. Ak ja, endnu engang bliver man mindet om, man er for ung. Alt det man gik glip af!!!

    Haderslev havde heldigvis stadig lidt undergrund da jeg var teenager og oplevede de fedeste bands/oplevelser:-) på Musik 25. Men End of your Garden må være opløst inden jeg var gammel nok til koncert livet – har ikke hørt om dem. Men lyder som typisk Haderslev band (Joy Division cover nummer…).

  20. Ualmindelig god hukommelse du har, Jens. Og godt spørgsmål, hvorfor ikke genudgive Næste Uges TV?

    Hvorfor ikke i det hele taget udgive en dansk punksampler, i stil med den svenske Svenska Punkklassiker 1978-81, der kom for nogle år tilbage? Så vidt jeg husker er Pære Punk slet ikke udsendt som cd. Talsmændene for dansk hippierock forstår jo gang på gang, at sætte fokus på deres årgang, seneste Billes udladninger i forbindelse med kanonen. Hvad med at nogle af punkarkæologerne kom på banen?

    Her er hvad den svenske sampler kan byde på:

    1. Vad ska du bli – Ebba Grön
    2. Ge fan i mej – Attentat
    3. Vårdad klädsel – Kriminella Gitarrer
    4. Tidens tempo – KSMB
    5. Så jävla svensk – Urban Släke
    6. Ensam i natt – Lädernunnan
    7. Impopulär – Bitch Boys
    8. Jugend – P-Nissarna
    9. Today can’t be worser than tomorrow – Warheads
    10. Anna-Greta Leijons ögon – Besökarna
    11. Fuck of – Livin’ Sacrifice
    12. Kent agent – Massmedia
    13. Bohman Bohman – Rävjunk
    14. Ronka – Perverts
    15. Levande begravd – Liket Lever
    16. Churchyard – Pain
    17. Hör inte till – TT Reuter
    18. Benzin i blodet – Docent död
    19. Nick Carter – Travolta Kids
    20. Stålmannen/kvinnan – Pink Champange
    21. Malmö city – Stry & Stripparna
    22. Den ljuva ungdomen – Skabb
    23. Raggare is a bunch of motherfuckers – Rude Kids
    24. Droga för att våga – Baiters
    25. Psychotic – Stoodes
    26. Kroppsvisit – Problem
    27. Jag ska aldrig dö – Dr Zeke
    28. Allt ok – PF Commando
    29. Folkmelodi – Rukorna
    30. Beväpna er – Ebba Grön
    31. Atomkrasch – Slobobans Undergång
    32. Inget ljus – Noise
    33. 1000 punks – Grisen Skriker
    34. Jesus i betong – Cortex
    35. Forgotten heroes – Chatterbox
    36. Pappas tant – Tant Strul
    37. Discoäckel – Glo
    38. Kuken i styret – The Same
    39. Klippans centrum – Torsson
    40. Jag är oskyldig – Incest Brothers
    41. Jag dansar inte – Kai Martin
    42. Havet ligger blankt – Reeperbahn
    43. Radio aktiv – Bruset
    44. Pengar – Traste & Superstararna
    45. Silver son Johnnie – Four Mandarines
    46. Canser – City Kent
    47. Streberbarn – Garbochock
    48. Hellre en raket – Dag Vag
    49. Operahuset – Attentat
    50. Dörrterror – KSMB
    51. Staten & kapitalet – Ebba Grön

  21. Marianne fra Gylle er forresten programmedarbejder på Indvandrer-TV i Århus nutildags. Hendes adfærd må formodes at være blevet en anelse mere behersket.

  22. Desværre var jeg kun otte år i 1982 og havde endnu ikke opdaget hverken rockmusik eller øl (og var i øvrigt også lykkeligt uvidende om eksistensen af strippersangere og to sekunder lange numre ved navn “Martin Hall”) . Jeg var mest fan af Jugoslaviens målmand til VM i Spanien, men kunne man smutte tilbage i tiden, tror jeg at en aften som denne ville være umådeligt underholdende at gæste! Vi venter spændt på den live-plade med Næste Uges TV….

  23. Aftenen i Aalborg derimod var et højdepunkt for vores Næste Uges TV. Ballet Mecanique samt medrejsende københavnske tilbedere skulle nå nattoget hjem mod deres København, så vi blev nødt til at spille sidst, hvilket vi klarede uden at falde igennem. Ballet Mecanique var altid et yderst medrivende live-band, ikke mindst denne aften, så vi var lykkelige over at kunne bestå mod dem. Har stadigvæk en kasette-optagelse af hele denne aften – ikke dårligt!

  24. Pastor, den plakat bringer tvivlsomme minder frem om æblesnaps, vandret-skæve Århus-punks og billige ustemte guitarer.

    – War of Destruction og Zero Point var kernen af hardcore-punk scenen i Århus. Tror ikke ét af disse bands nogensinde skrev en sang. der ikke handlede om 3. verdenskrig.

    – End of your Garden var fra Haderslev og havde DR’s Jan Laursen med. De spillede bl.a. Joy Division’s “Atmosphere” og var med deres lille orgel og afdæmpede udtryk sjældent gode. .

    – Ligeså Moral, med Marco De Andreis – senere Love Shop og Greene – der lavde fantastisk smuk europæisk-lydende rytmebox-musik, ikke mindst pga. sangerinde Hanne Winterberg, der siden forsvandt ind i Rudolf Steiner-bevægelsen, hvorved DK mistede en kommende sangstjerne – så god var hun!

    – Disaster kom fra Jelling og havde en gennemsnitsalder på 13 år. De slog på potter og pander, var ikke gode, men havde et bizart nummer der hed “Martin Hall”, der varede de 2 sekunder det tog sangeren at skrige “PSYKOANALYSE”:-) Dét kunne de godt lide i Århus!

    – Razorblades kom fra Glamsbjerg på Fyn, og var måske det band der drak mest. Som oftest til den slags festivaller lå de bevidstløse på gulvet og skulle vækkes for at kunne spille.

    – Ci/artz var Thisted’s nyrockere. De spillede sjældent, men vi var misundelige på dem for deres Joy Division-ting kørte rigtig godt. Og de så cool ud…

    – Before kender de fleste. Sanger Fritz var en levende kamikaze-happening hver gang. I starten var de ikke helt så Doors-lydende som senere.

    – Electric Deads var det hurtigtst spillende af hardcore-bandsene, hvilket var en hoveddisciplin i de rækker. Deres sangerinde – Bibi? – havde en musestemme, så man vidste aldrig om ED’s singler skulle spilles på 33 eller 45 omdrejninger – begge dele lød lige forkert.

    – De Må Være Beligiere var ret arty og specielle, med en sød forsanger, Jesper, der tidligere havde haft hovedrollen i en Niels Malmros-film. Det var ham merd “syv baljer fulde af lort”-replikken…! Han virkede som en skrøbelig ung sjæl.

    – Freshly Riots fra Gedsted var de mest positive og glade fyre vi nogensinde mødte. Fontmanden Bo havde en fantastisk udstråling, og blev siden første sanger i Lit De Parade, der snart blev til Love Shop. Freshly havde også orgel med og lød indimellem meget som Stranglers…

    – Resten af bandsene på denne plakat, ialfald dem der kan huskes, var så usle, at det ikke vil være fair play at nævne dem.

    – Johnny Concrete kørte på det tidspunkt punkscenen i Århus-forstaden Tilst omkring sine bands Dream Police og Clochards, og omkring punk-zinet No Aarhus. Han lå vistnok i skænderi med Monody Festival-folkene – han kunne godt li’ konflikter! – og var derfor for ën gangs skyld ikke inviteret. Sikkert derfor gik vi også glip – 1000 tak for det! – af hans partner in punk-crime Marianne Malfet og hendes band Gylle. Marianne, der var tidligere stripper, plejede under Gylle-koncerter at smide al tøjet på scenen mens hun delte våde pot-cigaretter ud.

    Så trist var det…

  25. Jep, “ham” sangeren fra Ballet Mecanique udsender stadig albums med ujævne mellemrum. – eksempelvis har han lige udsendt en ep “DAMAGE CONTROL” og det mere afdæmpede album FACSIMILE er ude 13. februar.

    Meget kan man sige om Hr. Hall (nej, ikke ham!) – og måske kvaliteten og udgivelsesfrekvensen en gang imellem skulle være kigget lidt mere efter i sømmene! På trods af dette – så laver han altså stadig fremragende plader fra tid til anden, men det kræver naturligvis, at man kan leve med gode dele weltschmerz, krukkeri og at opholde sig i rum hvor der er umanerligt højt til loftet!

Skriv et svar