Har aldrig oplevet en irsk begravelse før nu i fredags, da Shane MacGowan’s send-off fra Nenagh i Tipperary blev sendt live på Twitter. Og kun vant med blodfattige danske begravelser i protestantiske kirker, hvor en lokal sortklædt præste-djævel for ofte med ord og ceremoni prøver at kapre et afsluttet frit liv tilbage i den Herrens fold, det engang blev født ind i, var denne begivenhed en glædelig overraskelse. For ligeså meget som der var mærkbar sorg over Shane’s bortgang, ligeså meget blev hans liv fejret med taler, anekdoter, sang, latter, ja, endda personlige Shane-effekter, som på parade blev frembragt foran alteret i den stopfyldte kirke. Og de sange der blev delt, de blev givet med fuldt skrald og en befriende skamløs intensitet. Nej, ingen mådeholden protestantisk angst for at afsløre sig som levende mennesker af kød og blod i det hellige rum dér. Denne gråkolde søndag kan således nemt fortjene dette følgende klip at varme sig på. Tilsidst i Nenagh sluttes seancen af med en fullblown version af Shane og The Pogues’ mest berømte sang, der, som det åbenbart går på de kanter, ender med dans forrest i kirken. Et vitalt folk, de irere, også i dødens skygge…
3 tanker om “Glæden og sorgen”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Man skal jo altid være lidt varsom med begravelser, men er meget enig i Jens’ betragtning om det blodfattige og ekstra triste ved danske begravelser.. Det smukke ved musik og fejringen af et liv tror jeg irerne er gode til, så ser frem til at se klippet.
Her en lidt alternativ tilgang til mindetale, hvor humoren er i fokus. Det kan gøres på andre måder end den danske:-) https://www.youtube.com/watch?v=CkxCHybM6Ek
Jeg så ikke hele begravelsen, men har set optagelsen her et par gange. Den er både overraskende, rørende og overrumplende. Et værdigt farvel til livet!
Det er et bevægende klip.
Musikerne er faktisk (bortset fra Glen Hansard på sang) alle de endnu levende medlemmer af The Pogues. Ude i siden står en gråhåret dame i grøn frakke og synger lidt med; det er Caitlin O’Riordan, der var bassist på de første af gruppens to albums.