Vejen hjem

20130708-120212.jpg

Jeg lover at det bliver det sidste indlæg fra mig om Roskilde-festivalen 2013, og jeg kan lige så godt bruge det til at få ørerne i maskinen. For jeg er ikke enig med den holdning, der ofte gives udtryk for: At der skal være nogle flere Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock, og at Roskilde-festivalen svigter Alle Os Sande Musikelskere. Dette er en holdning, Jens og en bestemt musikanmelder fra Ekstra Bladet er overraskende enige om.

Som man forhåbentlig kan udlede af det, jeg har skrevet, havde jeg pænt mange gode musikoplevelser og kun én reel skuffelse (det var Animal Collective der er et Velkendt Band der så måske ikke spiller Rigtig Rock). Selvfølgelig kunne det da have været hyggeligt også at opleve f.eks. The Walkmen og Blur og Arcade Fire og alle de andre, Jens og jeg plejer at rose til skyerne og sikkert ejer alle officielle (og en god portion mindre officielle) udgivelser med. Men disse musiknavne er heller ikke hele verden, de er “kun” en del af den.

Der er vel tre typer koncertoplevelser, man kan have, og De Der Savner Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock, går så vidt jeg kan se efter én bestemt af dem. Lad mig prøve at eksemplificere.

Der var i år flere navne, som jeg havde et godt kendskab til og har oplevet tidligere. Det kunne være f.eks. Calexico eller Kraftwerk. Oplevelsen af en koncert med et så velkendt navn kan blive en gensynsglæde, en forventning (Spiller de mon “Computerlove”? Kommer der nye numre? ) som enten bliver indfriet helt, delvis eller slet ikke. Når Jens skriver om koncerter med bands, han holder af, mærker man tydeligt denne blanding af gensynsglæde og forventning.

Så var der andre navne, hvis musik jeg kendte godt, men som jeg aldrig tidligere har været til koncert med. Det kunne være f.eks. James Blake eller John Grant eller Animal Collective. Oplevelsen er ikke en gensynsglæde, men en forventning (Spiller han mon “Marz”? Er han mon lige så god på en scene som i studiet?). Set ud fra dette forventningsperspektiv var Blake rigtig god, Grant fænomenal og Animal Collective en fuser.

Og så er der navne, hvis musik jeg slet ikke kendte til. Det kunne være f.eks. Sohn eller Meher & Sher Ali. Her er oplevelsen i høj grad en opdagelsesrejse, der kan ende med at man farer vild eller opdager et nyt sted. I år var der mest tale om gode oplevelser i denne kategori; et par var endog rigtig gode.

En koncert med en enkelt kunstner kan også rumme denne blanding af det velkendte og det nye, og mange gange har musikerne planlagt sætlisten nøje – der skal være noget velkendt, noget ikke så kendt og måske også noget nyt, de vil prøve af. Hvis man tænker på en musikfestival ikke kun som en stor samling koncerter men også som sådan en planlagt helhed med noget velkendt, noget mindre kendt og noget helt ukendt, bliver det klart hvorfor det at sammensætte repertoiret til en stor musikfestival er så kompliceret og hvorfor forventningen om Det Band Eller Den Solist Jeg Kender ligner forventningen om Den Sang Jeg Kender så meget.

Den enighed, som De Der Savner Velkendte Bands Og Solister Der Spiller Rigtig Rock ofte postulerer, er desuden mindre reel end vi ofte tror. Vi har en tendens til at tro at det segment, vi selv færdes i og har lært at kende, udgør verden. Da tænker jeg på en 50-års-fødselsdag jeg var til for nylig et sted på Sjælland, hvor der herskede en uudtalt konsensus om at verden begynder og ender med hvad man kan høre på The Voice.

Eller jeg på tænker i går eftermiddags, hvor jeg stod i kø ved en bar, og lige bag ved stod tre unge fyre der snakkede om sidste års Roskilde-festival, der havde været deres første. Hvem var det nu, der var de vigtige navne på Orange Scene sidste år? grublede de lidt. Nå ja, det var da Magtens Korridorer og Tyler The Creator.

Der er ikke ret mange store rocknavne, der kan samle bredt. Det er ikke rockmusikkens skyld, men et udtryk for at der er mange segmenter. Rige Hanne siger mig ikke rigtig noget, men jeg kunne fornemme at ganske mange festivalgæster var glade for hende. Mit bud er det i lige så høj grad er rendyrkede popnavne som hende, Beyoncé, Lady Gaga m.fl. der vil kunne samle et stort bredt publikum.

Nå, fred med det. For at det hele ikke skal kamme over i hellighed er det nok bedst at jeg husker at nævne at jeg lige nu sidder og lytter til Calexico, mens IC3-toget klatrer nordpå.

11 tanker om “Vejen hjem”

  1. Meget inspirerende diskussion, og som min gamle professor – Jan Molin – altid sagde “hvis vi er enige, hvorfor er du her så?”

    Hvorfor valgte jeg Roskilde og ikke Northside, som jeg var meget fristet af på forhånd?

    Fordi jeg vidste, igennem 32 års erfaring på Roskilde, at jeg ville komme hjem med netop de kategori 2 & 3 erfaringer som Pastoren omtaler. En ganske rammende klassificering.

    Det fandt jeg langt mindre sandsynligt på Northside.

    I dag sidder jeg så med fantastiske oplevelser i kategori 1: Metallica og the National

    I kategori 2: Savages, Dead Can Dance, James Blake og Animal Collective (som efter et dræbende kvarter foldede sig ud) og Kraftwerk.

    I kategori 3: Pinkunoizu, Kottarashky & The Rain Dogs, Rokia Traoré, Crystal Castles, Unknown Mortal Orchestra, My Bubba, King Tuff og The Soul Rebels.

    Hertil kommer adskillige gode oplevelser: Efterklang, Jonathan Wilson, BRMC, Calexico og skuffelser: Iceage (et flop), Devin Townsend Project (en parodi), Rihanna, the Lumineers, Kris Kristofferson.

    Størst af alt var dog, at høre min Voice lyttende datter (16 år) og HipHop lyttende søn (17 år) proklamere Metallica som største oplevelse. Det var ALDRIG sket, hvis ikke muligheden havde været til stede. De har nu fået udvidet deres begrænsede horisont, og er åbne overfor nye indtryk og genrer.

    Tak for mangfoldigheden og et overflødighedshorn af oplevelser.

  2. Nu er det dig, der læser mit indlæg som Krarup læser Koranen! Jeg mener selvfølgelig at Roskilde-festivalen ikke vurderer musikalsk kvalitet ud fra at der er udsolgt. Den slags har der været andre festivaler, der gjorde – den nu hedengange Midtfynsfestival er nok det bedst kendte eksempel.

    Roskilde-festivalen tænker selvklart på at få penge ind til Roskilde-fonden og på at kunne blive ved med det. Men det er også tydeligt, at arrangørerne ser nogle rent logistiske problemer med at lade festivalen vokse – det er derfor de i 1990’erne satte en øvre grænse for antallet af deltagere, en øvre grænse som de endda har nedjusteret i årenes løb. Og samtidig har festivalen også en profil, der ikke er genrebestemt, men er bestemt af en selvopfattelse der er at festivalen er

    “festivalen, hvor du oplever nye spirende navne, nuværende verdensstjerner og tidløse legender. Roskilde Festival har overrasket sit publikum gennem historien, og du kan kun forberede dig på at blive overrasket igen og igen. ”

    (citeret fra http://roskilde-festival.dk/dk/om_roskilde/historie/)

    Jeg tør ikke sige om Metallica var en løsning udtænkt i desperation; det vil vi nok aldrig få at vide. Det er rigtigt at aftalen først kom på plads i maj i år, men om det skyldes at bandet er i studiet (hvad de er) eller bekymring over svigtende billetsalg, ved jeg ikke.

  3. Spændende. For hvis de ikke ser det som et kvalitetstegn med udsolgt, hvorfor mon så den sene, nærnest desperate booking af Metallica? Og hvorfor så ikke istedet sætte grænsen ned for hvor mange man vil lukke ind, måske droppe Orange Scene samt den del af de store hovednavne der som i forvejen afviger fra resten af festivalens kunstnerisk ambitiøse profil? Derved kunne man pr. automatik frasortere en stor del af det for en musikfestival i teorien ret overflødige campingsegment, der ude fra lejrområdernes selvkørende drukfest ofte aldrig kommer videre end til nærmeste pispøl og rent faktisk når ind at høre musik?

    Det ville der sikkert komme en endnu mere musikfokuseret og mindre forgøglet stemning ud af. Og der ville sgu også lugte bedre. Nej, går ud fra at hele campingmarathonfesten derude kører i den crazy størrelse den gør, fordi festivalen må have brug for samtlige de deltagendes penge for at holde sig økonomisk flydende. Og fair nok, hvis det er det der skal til.

  4. Hiphop-navnene var for manges vedkommende så store, at selv jeg kendte dem. Kendrick Lamar er et glimrende eksempel, der også demonstrerer at rockmusikken ikke er ene om at tiltrække et stort publikum længere. (Rige Hanne er endnu et eksempel på det.) Kendrick Lamars koncert trak et publikum så stort at der var fyldt langt ud over Arena-teltdugen. Jeg ved; jeg var der – som jeg allerede tidligere har røbet her.

    I øvrigt tror jeg ikke at Roskilde-festivalens arrangører ser det som noget kvalitetstegn at der bliver udsolgt. Der er nemlig også et tidspunkt, hvor marginalfortjenesten ved at lukke flere ind spises op af logistiske omkostninger. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at der skulle 32.000 frivillige til for et publikum på omkring 60.000.

  5. Hans, jeg tror næsten du vil misforstå mig? Det hele behøver ikke være hvid indie-affødt rock, slet ikke. Det jeg siger er, Roskilde mangler flere kendte artister i mellemklassen, altså navne som man som almindelig entusiastisk musikbruger kan have et passioneret forhold til, uden at disse behøver hverken at være ret ukendte eller superstjerner. Hvilket betyder der simpelthen var for få artister på årets plakat der lyste op og siger ‘kom her!’. Hvilket måske pænt forklarer den sene nød-booking af Metallica, samt det faktum at der alligevel ikke blev udsolgt i år.

    Hvad hip-hopfolkene angår har de altid levet på nåde på festivalscenen, så de er måske lettede, bare de i det hele taget er repræsenteret. Vi andre er historisk set langt bedre vant, og har derfor svært ved at leve med de mange spændende mellemstore – og også rigtigt store – navne, der turnerer festival-Europa rundt lige nu, men dog ikke kommer forbi Roskilde.

    Al den stund man entrerer med store scener som Orange (og Arena) er bands med en forholdsvis bred kommunikation og kundekreds påkrævet, hvis disse scener skal kunne fungere. Kris Kristofferson, Vinnie Who, Ingrid, Bobby Womack, Turbonegro og Black Rebel Motorcycle Club på Orange er hele seks slående eksempler på, man i år ikke har haft nok ‘rigtige’ Orange-navne til at fylde den scene behørigt ud. Mærkeligt du overhovedet ikke ser, der er et problem…

  6. Men Jens, der er jo mange genrer derude, Roskilde-festivalen er i vore dage hverken en rock-, en pop-, en hiphop-, en metal-, en electro- eller en folk-festival. Det er blevet mere og mere tydeligt. Jeg vil gætte på at f.eks. hiphopfolket også syntes at der var for lidt hiphop i år – eller måske hører de (hvad jeg tror) også andre slags musik. Jeg har i al fald ikke hørt brok af betydning fra den kant, så jeg hælder til den sidste forklaring.

  7. Jeg kritiserer slet ikke valget af de af dig der nævnte artister. Men finder blot, at Roskilde 2013 – sammenlignet med både andre europæiske storfestivaler og egne forventninger – er for beskedent besat i vægtige/toneangivende navne, ialfald indenfor de musikgenrer jeg selv går efter.

  8. Men Jens, det er jo i høj grad cremen inden for international rytmisk musik, Roskilde-festivalen præsenterer. International rytmisk musik er bare en hel masse mere end vi som enkeltpersoner og med vores hang til bestemte genrer opdager. Angel Haze, Azalea Banks, Disclosure, Meher & Sher Ali, Rokia Traoré og Kendrick Lamar er alle del af denne creme. Det er ikke obskure navne på vej frem.

  9. Pastoren/1888, synes I gør regning uden vært med jeres generalisering.

    Den snak om mænd der kun vil have ‘rock’ er så kunstigt oppustet og Informations-hellig.

    For mit eget vedkommende er den nok bedste koncertoplevelse det sidste halve år de tre gange (Berlin, Kbh, Malmö), jeg har set Crystal Castles stå på en scene. Ikke meget ‘rock’ der, er der?

    Undskylder jeg har opsøgt dem mere end én gang. Ifølge Pastoren ville jeg nok bruge tiden mindre forstokket ved at lede videre efter nyt i det overflødighedshorn, moderne musik udgør.

    Men nej, jeg opsøgte dem igen fordi de rykkede så meget mere i mig, end vel de seneste 3-400 nye bands jeg har hørt. Derfor måtte jeg have mere af samme styrke.

    På samme måde ser jeg også gerne en film eller læser en bog adskillige gange, hvis den når langt nok ind i mig.

    Kritikken omkring Roskilde-programmet fra mange sider, handler vel hverken om noget så snævert som ‘rock’ kontra whatever, eller om det er noget man har set før eller ej.

    Den går derimod på, at en af Europa’s største festivaller godt kunne præsentere flere af de artister, som lige nu udgør cremen indenfor international rytmisk musik. Navne, der via deres kunnen og bedrifter er vokset fra at være så ukendte/obskure som dem Pastoren hylder i sit indlæg.

    Imponerende og dejligt at Roskilde er så gode til at grave ned i mulden og kunne præsentere morgendagens navne, før de fleste af os andre nogensinde har hørt om dem.

    Men der er altså også de artister som allerede har været dér, er kommet videre og står i fuldt kunstnerisk flor her og nu. Er det virkelig så bagstræberisk gerne at ville nyde dem?!? I think not.

    Det er opmuntrende at se U20-VM i fodbold fra Tyrkiet i TV for tiden. Masser af talent og særpræg på vej frem blandt de unge spillere. Men man glemmer ikke hvor den mest ophidsende fodbold dog bliver spillet: Blandt dem, der på den ene eller anden måde allerede er brudt igennem og har skabt sig et navn. Der er jo en kvalitetsmæssig grund til, at de er kommet videre, har udviklet deres talent endnu mere og derigennem fundet et så stort publikum, at så mange af os nu kender dem. 😉

    Så nej, at sige ‘Alle Sande Musikelskere’ bliver svigtet er voldsomme og 100% forkerte ord, ialfald i forhold til hvad jeg personligt mener, Pastor. For Roskilde gør et enormt og glimrende stykke arbejde. Det er et langt mindre og mere delikat spørgsmål om fokus, der er tale om.

  10. Masser af stjernestunder på årets RF for mig:

    Hjerteskærende Sigur Ros, der afsluttede med et inferno af den mest syrede basvilde udgave af untitled 8.

    The National, som jeg frygtede ikke kunne spille Orange op, var blevet genfødt til seancen, og vist sig at gøre alle mine bekymringer til skamme. Der var blevet skruet op for alt og de spillede og sang røven ud af bukserne. Vildt var det.

    Crystal Castles som jeg oplevede for første gang! Hun var eddermame et kapitel for sig selv, hende Alice Glass. Umuligt ikke at hoppe med fra start til slut. Hvilke energiudladninger! Jeg så stroboskoplys for øjnene da jeg vågnede næste dag!

    Kraftwerk. Et must see af alt elektronisk musiks moder. Og ingen tegn på alderdom fra disse 4 æstetiske robotter. Det kørte hårdt og skarpt hele vejen. Flot koncert.

    Så var der en del blandende bolcher men også glædelige mindre overraskelser som Dead Can Dance med en kvindelig sanger med en uforlignelig skrøbelig og smuk stemme og en sfærisk melodi der møder Arabien. Stille og passende til en fredag eftermiddag. Sidste del af Riannah lød fedt og dansabelt fra Skiburgerboden hvor vi sad og drak øl nr. 500, men også Apolloscenen havde flere gode medrivende koncerter med nogen jeg ikke aner hvem er ;-).

    Ikke nogen dårlig festival – slet ikke!

Skriv et svar