Det var en mørk og stormfuld aften, da to granvoksne mænd satte sig ved hver sin MacBook, den ene med en Sierra Nevada Stout, den anden med resterne af en enorm Faxe Kondi.

Pastoren: Velkommen til oversigten over årets countryudgivelser vekslende med firserretro.

Jens: Og vi deler det fint imellem os.

Pastoren: Ja, det gør vi. Og vi holder os stort set til den engelsktalende del af verden. Og det er lidt uretfærdigt, for der er en masse god musik derude. I år har jeg hørt en masse portugisisk fado, og på det seneste har jeg lyttet en hel del til Olle Ljungström, som jo desværre ikke er her mere. Hans posthume albumudgivelse har jeg desværre ikke hørt endnu.

Jens: Men det album udkommer trods alt også først nogle dage efter denne samtale.

Pastoren: Årets soul-udgivelse fra udlandet er vel The Underside of Power med Algiers; en kølig og vred udgivelse med tydelig samfundskritik, der tager fat på den racisme og den ulighed, der stikker hovedet så tydeligt frem i USA nu. Man aner i høj grad Adrian Utleys rolle som producer. Den kølige og kantede lyd fra det tredje Portishead-album er tydelig her.

Jens: Der er meget på spil her; der er flest pågående numre og kun et par flygtige øjeblikke, hvor det hele ikke smadrer afsted. Det er et meget intenst album, og hele den politiske tilgang er noget, man ikke hører så meget til mere. Man skal nok tilbage til The O’Jays eller Marvin Gaye først i 1970’erne for at høre en tilsvarende samfundskritik tilsat soulmusik.

Jens: Så vil jeg nævne en plade, der godt nok har sine åbenlyse svagheder, men alligevel skal med, fordi den fulgte mig meget i foråret. Blondie: Pollinator. 

Pastoren: Ja, det er vigtigt at de unge også bliver repræsenteret. Debbie Harry er vel kun 72 år.

Jens: Det er hun jo. Jeg var mere end bare vild med Blondie, da jeg var teenager, og dette er det bedste album, de har lavet siden Autoamerican fra 1981. Det siger måske ikke så meget, for der har kun været udgivelser af meget ujævn kvalitet fra Blondie siden da. Musikken er den klassiske Blondie-vekslen mellem glitrende hitlistepop og mere pågående new wave, som man kaldte det dengang. Debbie Harry synger stadig som en drøm, og selv om Pollinator har en irriterende glat produktion, har jeg hørt den meget. Gammel kærlighed genoplivet.

Pastoren: Så skal vi have noget country – Tift Merritt: Stitch of the World. Her dukker Sam Beam fra Iron & Wine op som musiker og producer.

Jens: Det bliver det nok ikke mindre countrypræget af.

Pastoren: Nemlig. Det er næsten folkemusik. Resultatet er roligt og tilbagelænet og smukt. Tift Merritt har sådan en smuk stemme. Jeg kommer til at tænke på Emmylou Harris på en af hendes gode dage.

Jens: Og det er et rigtig flot cover. Er det en stortromme, hun har med op i træet?

Pastoren: Ja, det er det! Og så er hun forresten født den 8. januar, der som bekendt er en vigtig dato i musikhistorien (og for mig personligt).

Jens: Og så er vi nået til John Maus: Screen Memories. I 2011 udsendte han We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves som jeg havde med på min årsliste. Siden da har Maus været væk, har studeret på universitet og brugt to år på at bygge en synthesizer. Den bruger han så nu, og resultat er meget synth-præget, men på et par numre dukker der også lidt heftig guitar op. Retrofuturisme kaldes det ret præcist. Det er meget goth-pop over hans mørke, rugende vokal.

Pastoren: Jeg skulle lige til at sige, at David Rawlings sagtens kan lave musik uden sin hustru Gillian Welch, men hun er jo altid ved hans side. På Poor David’s Almanack er arrangementerne meget mere varierede end når Gillian Welch er i førersædet; vi kommer over i et band-udtryk, og af og til mærker man også Satans Sovsekande. David Rawlings har altid været en blændende guitarist, men nu er han også ved at blive en udtryksfuld country-vokalist. De tos stemmer passer så godt sammen.

Jens: Der er noget uhyre ensomt over Gillian Welch’s musik.

Pastoren: Nogle gange, ja, men stemningen er noget mere tilbagelænet på Poor David’s Almanac. 

Jens: Coveret er sjældent stygt.

Jens: Peter Perrett: How The West Was Won. Han var sanger og sangskriver i det engelske band The Only Ones, et band som The Replacements var meget inspireret af. Man har ikke hørt fra ham længe, men her er han så tilbage.

Pastoren: Man fornemmer tydeligt at Paul Westerberg er meget inspireret af Peter Perrett, også i sin fremtoning. How The West Was One er faktisk et vellykket comeback.

Jens: Ja, i høj grad. Det er noget så sjældent som en økologisk, håndspillet plade med virkelig gode sange. Den slags hører man ikke så meget af i dag. Coveret her er sandelig heller kke noget specielt. Til gengæld er selve LP’en rød vinyl.

Pastoren: Så vil jeg igen nævne The New Pornographers. Whiteout Conditions er et temmelig kompaktlydende album, og der er en tydelig firserlyd, men måske ikke helt så mange vokalharmonier. Dan Béjar er ikke med denne gang, så dette er i endnu højere grad Carl Newmans band. Neko Case er stadig med, men ikke mere end hun plejer.

Jens: Coveret er vild firserretro. Jeg skal have hørt det noget mere!

Jens: Så kommer der nogen, du burde kunne lide, netop fordi du kan lide The New Pornographers, nemlig Wolf Parade og deres Cry Cry Cry.

Pastoren: Og det kan jeg! Wolf Parade er endnu et canadisk band. Og jeg har faktisk ikke hørt dem så meget før, men Cry Cry Cry (som vel på en måde er deres comeback) er vellykket. Det er forbløffende, at resignation kan lyde så godt. Jeg synes nu ikke, de minder så meget om The New Pornographers, for Carl Newman & Co. er aldrig resignerede.

Jens: Det er den musikalske rastløshed, de har fælles med The New Pornographers. I øvrigt er det en gruppe, hvis bagkatalog er værd at besøge. Der er blevet sagt meget godt om deres debutalbum, og det sidste album før den lange pause havde også nogle rigtig fine numre. Men Cry, Cry, Cry er vel måske deres bedste hidtil.

Lad mig så nævne The Afghan Whigs: In Spades. Coveret er besynderligt gammeldags med djævelen og pyramiderne. Deres ene guitarist døde i år efter indspilningen, da Greg Dulli & co. var på tour uden ham. Det er på afstand machorock, men der er et intenst soul-element, specielt i vokalen, som gør hele udtrykket meget mere forsonende.

Pastoren: Så det er årets anden souludgivelse?

Jens: Nemlig.

Pastoren: Jeg vil nævne Depeche Mode: Spirit er så klart det bedste, jeg har hørt fra Depeche Mode i lang, lang tid. Den politiske vinkel er meget tydelig denne gang, og den gør dem tydeligt mere motiverede end de har været på de seneste albums, hvor de har vendt blikket meget indad. “Cover Me” er nok det nummer, jeg holder allermest af. Men det er også godt at høre nogen synge om revolutionen. Det er utroligt, at Venstre ikke har udtalt sig fordømmende om Depeche Mode endnu.

Jens: Dave Gahan er en fantastisk sanger, og så klart gruppens store live-aktiv. Sjældent har Anton Corbijn lavet et så kedeligt cover som her.

Så vil jeg nævne LCD Soundsystem: American Dream, som jeg synes er deres bedste album til dato. De gør det, som James Murphy kan så godt, nemlig at lave dansemusik ud af hele hans rockbaggrund. Man kan høre Suicide, Talking Heads, Bowie og en masse andre  – meget engageret og legesygt.

Pastoren: Det er tydeligt at han kan sin rockhistorie!

Jens: Ja, det er meget tydeligt. Jeg så bandet i København her i år, og jeg forventede ikke noget særligt – men jeg blev blæst væk! Det var virkelig intenst. Men det er et forfærdeligt cover, nærmest et anti-cover, American Dream har fået.

Pastoren: Jeg vil nævne Hiss Golden Messenger fra USA – North Carolina, nærmere bestemt. De er et sted mellem country-rock og Crowded House. Hallelujah Anyhow er et album, der altid får mig i lidt bedre humør, også selv om tonen er lidt mere melankolsk end ellers på (titlen alene antyder det). Og så har de i øvrigt Tift Merritt med på kor.

Jens: Jeg vil gerne rose coveret. Det giver mig lyst til at høre pladen!

Vi bliver i USA – det er underligt og forstemmende, at den britiske musikscene virker så død for tiden. Jeg vil nævne Protomartyr: Relatives in Descent. Min 15-årige datter synes, det er et utroligt flot cover, og jeg kan kun give hende ret.

Pastoren: Og derefter tog hun på efterskole…

Jens: Ja, det gjorde hun jo. Jeg var inde at høre Protomartyr for nylig; de fremstod på en scene som et underligt, næsten dysfunktionelt band. Sangeren stod der helt ensom midt på scenen med en taburet ved sin side. Dér placerede en roadie så seks flasker øl, og da sangeren tog en stor ølåbner frem fra inderlommen, vidste vi godt, hvad der så skulle ske.

Pastoren: Altså druk på scenen. Blev han så helt Ian McCulloch-fuld?

Jens: Nej, det opnår trods alt kun McCulloch. Men Protomartyr er klart værd at høre; de laver ind imellem forunderligt rørende melodistumper, der bliver klædt på af sangerens mørke søløvestemme og lejlighedsvise bjæffen.

Pastoren: Rhiannon Giddens er også fra North Carolina. Denne gang er der fokus på hendes egne sange, og vi kommer vidt omkring på Freedom Highway, fra udgangspunktet i country og bluegrass og over til soul og dixieland. I teksterne er det ofte den afrikansk-amerikanske befolknings hårde vilkår – slaveri og siden apartheid – men også kampen for ligestilling og værdighed, der er i fokus. Det er meget besjælet og smukt, og Rhiannon Giddens er en af de bedste vokalister, jeg har hørt.

Jens: Coveret ligner i motiv og typografi en mainstream roots-udgivelse fra 1986. Hun er alt for pænt klædt på til at stå på en mudret grusvej.

Jens: Og så kommer min nummer tre. Jeg fik først dette album i starten af 2017, men det kom i 2016, faktisk blev jeg introduceret for det da Love Shop spillede i Vestberlin.  Bandet er et udskud fra Stuttgart’s Die Nerven, som hedder All diese Gewalt. Albummet hedder Welt in Klammern. Coveret er naivistisk mystisk. Musikken er noget helt særligt; nogle gange er der nogle nærmest ambiente passager, men sok oftest er det indiemusik af højeste karat. Og det tyske sprog står perfekt til sangerens nøgternt messende stemme. Det hele er meget ambitiøst – og utroligt vellykket.

Pastoren: The National: Sleep Well Beast er nærmest et comeback, for det er ved at være længe siden, vi sidst hørte fra dem. Det er lige så melankolsk som det plejer, men sangene holder standarden, og der har sneget sig loops ind i lydbilledet, uden at det kommer til at lyde som en samling ferske remixes af noget, vi ellers kender (jvf. Kent, der endte med at lyde som et remix af sig selv). “Turtleneck” er en overraskende tilbagevenden til et lidt råt udtryk, som jeg troede at The National helt havde glemt.

Jens: Man kan mærke, at Dessner-brødrene har arbejdet meget med filmmusik de senere år. Jeg var meget begejstret, da jeg fik den – teksterne er også rigtig gode – men jeg har næsten slet ikke hørt den siden. En omvendt Blondie-oplevelse så at sige. Jeg savner nok mere af det liv og den vildskab, der dog er på “Turtleneck”. Mener, albummet er næsten for gennemarbejdet. Coveret kan jeg godt lide.

Jens: The War on Drugs: A Deeper Understanding. En drøm af en plade, det værk The War On Drugs gennem hele karrieren har arbejdet sig frem imod. En smuk og fin stemningsplade. Coveret tilhører den sjældne kategori, hvor musikere står med deres musikinstrumenter – den slags ser man sjældent nutildags. Bare det at se en musiker opføre sig som en musiker på et pladecover!

Pastoren: Balladerne fylder stadig meget.

Pastoren: The Navigator er det bedste album, jeg har hørt i år. Jeg hørte Hurray for the Riff Raff på Roskilde Festival i 2016, og dengang mindede de mest om Gillian Welch. Udgangspunktet er stadig country og bluegrass, men der er også facetter af tresserpop og af latinamerikansk musik. Gruppens eneste gennemgående figur, sanger og sangskriver Alynda Segarra, tager ligesom Rhiannon Giddens udgangspunkt i sin etniske baggrund (hendes forældre er fra Puerto Rico) og i sin rejse gennem USA, tilbage til det New York, hun voksede op i.

Jens: Et meget mærkværdigt albumcover. Det signalerer en helt anden musik end den, man får. For Hurray for the Riff Raff er jo slet ikke i nærheden af urban R&B.

Jens: Thåström:  Centralmassivet er min nummer ét.

Pastoren: Det kommer som et chok! Ham har vi aldrig hørt om før. Jeg anede ikke, at du kunne lide ham.

Jens: Det kommer som et chok, at en mand på 60 år kan lave noget så godt. Og så har han det der fantastiske band, der i en svensk avis ikke helt forkert fik benævnelsen ’de skandinaviske Bad Seeds’. Thåström siger selv, at han er meget inspireret af Algiers’ debutalbum. Det synes jeg godt, at man kan høre. Coveret holder stilen fra de andre Thåström-covers: Industrial Nordic.

Og så var der også…

Pastoren: Future Islands: The Far Field. Nogle gode sange, og interessant at høre Debbie Harry, men nu kan man desværre også mærke begrænsningerne i deres udtryk. Jeg så Future Island på Roskilde-festivalen i år, og de ligner fire mænd, der lige har forladt et lærerværelse. De lever nogle gange meget højt på sangerens “Min onkel har vist fået for meget”-udstråling.

Jens: Han er den mest karismatiske lærer fra lærerværelset!

Jens: Kevin Morby: City Music. Lidt ujævnt, men med gode tendenser. Værd at høre.

Jens: Det vil sikkert glæde dig at høre, at jeg faktisk ikke er nær så begejstret for debutalbummet med Cigarettes After Sex, som jeg troede, jeg ville blive. Det lever ikke, må jeg indrømme.

Pastoren: Det er stendødt. Deres sangerinde har aldrig sagt mig noget. Så kan jeg bedre lide den rigtige Lana Del Rey.

Jens: Hendes Lust For Life fra i år fortjener også at blive nævnt. De luksuriøse ballader med hiphopbeats kan noget helt specielt. De er en tilstand. Hvis albummet havde været en 32 minutter kortere og kun varet omkring, ville det have stået meget stærkere som helhed.

Pastoren: Vidste du egentlig, at der også er udgivet et godt album med netop dén titel? Hvis Lana Del Rey samlede bagkatalog havde været to-tre timer kortere, kunne det have været et fremragende bidrag til musikhistorien.

Pastoren: Father John Misty: Pure Comedy. Father John Misty er livstræt, og det er i fare for at ende som en “vi er alle dumme”-resignation, en (efter min mening) helt retningsforladt samfundskritik. Det er nemt at skyde på den kristne højrefløj og våbentilhængerne og de overfladiske eksistenser, for dem er der ikke ret mange af hans publikum, der kan lide alligevel.  Men det er også forudsigeligt. Musikken er flot arrangeret, det er den. Den minder om Elton John for 40 år siden, men Elton John kunne i det mindste fatte sig i korthed. Pure Comedy er simpelthen meget længere, end det kan bære.

Jens: Ja, det er ikke godt. Hipster John Misty er alt for dygtig til at skulle gøre sig så kedelig.

Pastoren: Elbow: Little Fictions. Måske er det bare mig, men er Elbow ikke ved at blive lidt magelige efterhånden?

Jens: Jo, det er de. De første albums var rigtig gode. Sympatiske er de, men man kan ikke lade være med at savne Leaders of the Free World.

Pastoren: Cold Specks: Fool’s Paradise. Det, der var godt på debutalbummet I Predict A Graceful Expulsion – den stærke vokal, de enkle arrangementer, er desværre helt trådt i baggrunden til fordel for hvad jeg synes er et mere glat popudtryk med ganske meget synth og sange, der melodimæssigt ikke udfordrer så meget, som sangene fra de to første albums gjorde. Ladan Hussein gør ligesom Alynda Segarra og Rhiannon Giddens det, at hun vender tilbage til sin etniske baggrund (hendes familie er fra Somalia), men man kan ikke rigtig høre det på musikken.

Pastoren: Spoon: Hot Thoughts. Spoon er nok det mest engelsk-lydende amerikanske band, jeg kender. Hot Thoughts er klart bedre end Transference, hvor sangskrivningen haltede, men ikke så godt som Ga Ga Ga Ga eller They Want My Soul. Stadig værd at lytte til.

Pastoren Og derefter vil jeg for en gangs skyld nævne noget country, nemlig Son Volt: Notes of Blue. Det er et solidt album, og jeg holder af Jay Farrars vokal. Her, 23 år efter Uncle Tupelo, er det helt klart Farrar og ikke Tweedy, jeg foretrækker. Notes of Blue er bundsolidt spillet (og med strejf af blues), omend det ikke er alt, der bider sig lige meget fast.

Pastoren: Og nu, jeg alligevel har fået ordet, vil jeg da også nævne The Shins: Heartworms. Nu er James Mercer efterhånden det eneste oprindelige medlem af The Shins. Man kan mærke påvirkningen fra de to albums, han lavede som del af duoen Broken Bells. Forgængeren Port of Morrow havde bedre sange, synes jeg.

Jens: Så er der kommet et album med Morrissey.

Pastoren: Ja, det er der.

Jens: Og der er ikke mere at sige.

Pastoren: Det er der ikke. Morrissey er en idiot.

Jens: Det er han desværre blevet.

Pastoren: Downtown Boys: Cost of Living. Vred og pågående rock med stort Å og stedvist spanske tekster, men måske også lidt anstrengende ind imellem. På den anden side er det alle tiders at høre som afreaktion, når man har hørt Dansk Folkeparti udtale sig i medierne. Der er mao. gode muligheder for at få hørt Cost of Living.

Og så til Danmark

Jens: Sort Sol: Stor Langsom Stjerne. 

Pastoren: Ja, det er et interessant album. Det er spændende at høre dem synge mere på dansk.

Jens: Enig. Og meget fornemt at vende tilbage så ambitiøst og helt anderledes.

Jens: Henrik Olesen: Ukendt Under Andet Navn. Han er virkelig fin til at lave musik med de tilsyneladende små virkemidler, der gør så stor en forskel.

Pastoren: Jeg er helt enig.

Jens: Carl Emil: Natradio. Nu fik han bevist, at han kan lave en soloplade!

Pastoren: Ja, det kan han. Udtrykket er selvfølgelig ikke ret langt fra Ulige Numre. “Skærgården” er et dejligt nummer. Jeg hørte ham på Roskilde-festival i år, og det var en god oplevelse.

Jens: Nikolaj Nørlund: Skamskudte fugle. Også et yderst ambitiøst album, hvor Nørlund med sans for tværgående arrangementer fortsætter strygertingen fra sidste album.

Pastoren: Og med Satans Sovsekande fra København i baggrunden.

Jens: Søren Huss: Midtlivsvisen. Det er en visepræget tradition, Søren Huss bevæger sig i, og det gør han godt. Der er en lidt Infruset-agtig stemning over dette album (hvis nogen kan huske svenske Mando Diao); der er nogle meget smukke melodier på.

Pastoren: Ja, det er ikke noget dårligt album. Jeg kommer til at tænke på Benny Andersen og Povl Dissing nogle gange, både hvad angår sangforedrag og arrangementer, og det er jo en ros.

Jens: Jeg vil så nævne Katinka: Vi er ikke kønne nok til at danse. Hun har noget velgørende ekspressivt over sig, hvor hendes umiddelbarhed bliver meget levende og ikke “sangerindeagtig”.

Pastoren: Nemlig. Hun er god.

Jens: Så må vi heller ikke glemme Baby In Vain: More Nothing. Fra musikalsk at lyde som et supermaskulint stonerband (bestående af tre unge kvinder) er der kommet mange flere nuancer ind i deres musik, måske takket være den lange tid Baby In Vain har brugt på færdiggørelsen af denne debut. Det er normalt slet ikke min musikstil det her, men der er nogle fornemme og stærke numre på.

Pastoren: Det er ikke dårligt.

Jens: Der er forresten også Knud Odde, der lavede EP’en I Zahrtmanns Have, hvor han synger sammen med Aud Wilken.

Og til allersidst skal vi også nævne Peter Peter og Peter Kyed: It’s Wonderful To Be Alive – Please Kill Me Now. Det er en spændende og ambitiøs omgang; de har seks-syv kvindelige vokalister inde for at synge. Et af numrene er “Goodbyes and Beginnings” af den danske folkesanger Suzanne Menzel, der lavede nummeret tilbage i 1981. Det er et gribende nummer i en spændende udgave. Menzels album fra dengang er i øvrigt ganske eftertragtet og handles for store beløb.

Pastoren: Lad mig så slutte med at nævne Uffe Lorenzens debut som solist, Galmandsværk. Hvis John Maus er retrofuturisme, er dette vel bare retro – musikalsk er vi tilbage i hippietiden omkring 1970, men på en god måde.  Det er længe siden, jeg har hørt nogen tale om “flippere”, men Uffe Lorenzen er et godt eksempel på en flipper i ordets bedste forstand.

Og alt i alt…

Pastorens liste

1. Hurray for the Riff Raff: The Navigator (Hør: “Nothing’s Gonna Change That Girl”)
2. The National: Sleep Well, Beast (Hør: “The Day I Die”)
3. Rhiannon Giddens: Freedom Highway (Hør: “Julie”)
4. Hiss Golden Messenger: Hallelujah Anyhow (Hør: “Jenny of the Roses”)
5. Depeche Mode: Spirit (Hør: “Cover Me”)
6. Wolf Parade: Cry, Cry, Cry (Hør: “King of Piss and Paper”)
7. The New Pornographers: Whiteout Conditions (Hør: “Whiteout Conditions”)
8. David Rawlings: Poor David’s Almanack (Hør: “Cumberland Gap”)
9. Tift Merritt: Stitch Of The World (Hør: “Stitch Of The World”)
10. Algiers: The Underside of Power (Hør: “The Underside of Power”)

Unmacks top-10:

1. Thåström – Centralmassivet     (Hør: “Bluesen i Malmö”)
2. The War On Drugs – A Deeper Understanding  (Hør: “Holding On”)
3. All Diese Gewalt – Welt In Klammern  (Hør: “Maria in Blau”)
4. Protomartyr – Relatives In Descent   (Hør: “Half Sister”)
5. LCD Soundsystem – American Dream    (Hør: “I Used To”.)
6. The Afghan Whigs – In Spades   (Hør: “Oriole”)
7. Wolf Parade – Cry, Cry, Cry   (Hør: “Incantation”)
8. Peter Perrett – How The West Was Won    (Hør: “Hard To Say No”.)
9. John Maus – Screen Memories   (Hør: “Sensitive Recollections”)
10. Blondie – Pollinator   (Hør: “Gravity”.)