Albumudgivelser 2013

Det var en mørk gråvejrsaften i kongeriget, da denne blogs forfattere satte sig ved deres respektive computere og begyndte en længere samtale.

Pastoren: Velkommen til årets udgave af Hvide Mænd Med Guitar Med Fokus På Dem Vi Altid Lytter Til, denne gang dog med enkelte elektroniske indslag og et damebesøg. Som andre gange er min top 10 faktisk blevet meget mere end dét. Så denne gang er der faktisk tale om en top 20 fra min side.

Og i nedtællingsrækkefølge:

the-national-trouble-will-find-me-608x608-1368715051

Jens: The National: Trouble Will Find Me. De gør igen det, de er så fantastiske til – at lave “lækkertrist” musik, der næsten er for harmonisk wellnessagtig til at være sand. Problemet (hvis man tør tale om sådan ét) er at High Violet er så perfekt et album; det er meget svært at kunne leve op til.

Pastoren: Også her har jeg en overbevisende Roskilde-koncert at læne mig op ad. Trouble Will Find Me er lige så godt et album som forgængeren, synes jeg dog. Jeg blev selv forbløffet over at High Violet var af så høj kvalitet. Jeg bliver mere og mere mindet om House Of Love og Guy Chadwicks sangskrivning, når jeg lytter til The National – og det er en ros.

Jens: Ja, men jeg synes dog (og jeg kunne godt lide House Of Love) at der er en betragtelig forskel. Der er en helt anden organisk stoflighed over The National’s musik. Dog skal det siges at jeg så dem i Forum, og det var desværre en minusoplevelse. De var nærmest på aftenen en undskyldning for sig selv. Det var min klare fornemmelse, at de ikke havde det så godt med at spille deres fine musik i så tarvelige rammer. Så var The National-flaget sgu langt mere sat på hel, da Loppen blev indtaget sidst i juni.

Pastoren: Forum er formodentlig fantastisk til alt andet end musik. Det bedste er at man som publikum i Forum får alt at høre to gange.

okkervil-river_the-silver-gymnasium

Pastoren: Okkervil River: The Silver Gymnasium. Will Sheff og de andre har igen et mere sædvanligt udtryk end hvad vi hørte på den noget overlæssede forgænger I Am Very Far. Man kan let blive snydt af Okkervil Rivers musik; den fremstår ofte glad, men teksterne giver et meget mere nuanceret og ofte vemodigt billede. Noget af det stærkeste ved Okkervil River er netop denne sammenstilling af nogle meget sangbare melodier og så Will Sheffs tekster, de er tæt på at være små noveller. Denne gang tager Will Sheff fat i sin opvækst i det nordøstlige USA (han bor i dag i Texas), og højdepunktet er vel “Down The Deep River”. Jeg ved også at dette er Will Sheffs eget yndlingsnummer. Det er et rigtigt syng-med-nummer, men det handler om hans ven, der drukner eller er ved at drukne.

Jens: Jeg var glad for et af deres tidligere albums, det der hed The Stand-Ins. Men jeg har det svært med Okkervil; der er for meget gymnasieband over dem. De mangler noget hård ledelse og de spiller med alt for slappe håndled.

daftpunk

Jens: Daft Punk: Random Access Memories. Jeg havde aldrig troet jeg ville have lyst til at høre noget fra dem igen, men jeg blev meget hooked på det ‘Get Lucky’-hit og begyndte at lytte til hele albummet. Jeg læste en reportage, hvor det fremgik hvordan de rejste rundt i USA for at indspille, og om hvordan de prøvede at lave et nærmest luksuriøst detaljedyrkende album, som dengang i 70’erne, hvor man gik efter den feeling, at tingene var indspillet af ‘rigtige’ orkestre, og hvor sangene både var arrangerede og orkestrerede. Random Access Memories er meget anderledes end de plader, jeg plejer at høre nu om dage.

Pastoren: Der er i det hele taget meget få plader nu om dage. Plader er 33 cm i diameter og lavet af sort vinyl. Det vi taler om er albums, og dette er et meget overraskende album. Det er helt tydeligt at den franske duo er formet af en 1970’er-æstetik, og noget elektronisk album er det slet ikke. Alle kender “Get Lucky”, men det er egentlig nummeret “Touch” med Paul Williams, der er det mest interessante. Det er i det hele taget et overraskende sangorienteret album.

Jens: Det synes jeg også. Sangskrivning rendyrket som en kunstform.

Overgrown_James-Blake

Pastoren: James Blake: Overgrown. Overgrown er en overbevisende opfølger til debuten. James Blake bebor en niche, jeg engang ikke ville have troet man kunne bo i, endsige fandtes – det meget bastunge elektroniske lydbillede og det, der egentlig er en følsom engelsk singer-songwriter. Jeg oplevede James Blake til Roskilde-festivalen, og det er imponerende så godt hans musik kan fungere sammen også i en live-sammenhæng og er et helstøbt udtryk (med masser af bas!). Det er jo også gode sange, han skriver.

Jens: Jeg kan ikke med James Blake.

101744-sortie-de-lalbum-de-detroit-avec-bertrand-cantat-horizons

Jens: Så er det Détroit med Horizons.

Pastoren: Og det skal udtales på fransk – détroit betyder “stræde”.

Jens: Bertrand Cantats duo-album fortsætte de ekceptionelle takter, man troede var forsvundet med Noir Désir, der ikke har lavet plader i omkring ti år. Vi havde jo hele den diskussion på bloggen, om man kan synes om musik lavet af en, der har begået en så forfærdelig forbrydelse som Cantat begik. Jeg vælger at tro på at han nu er et andet sted. Cantat er en meget ekspressiv sanger, hvis stemme lukker sin lytter direkte ind i musikken.

1361219468-caitlin-rose-the-stand-in

Pastoren: Caitlin Rose: The Stand-In.

Jens: Den har jeg vist læst om.

Pastoren: Og jeg har hørt den. Country-rock af den rigtig vellykkede slags, der bliver sentimental og fandenivoldsk på de rigtige steder. Lidt som Lucinda Williams uden sammenligning i øvrigt. Det er her, udfordringen er for country – ikke at blive sentimental (eller fandenivoldsk) på de forkerte steder. Jeg kan godt lide Caitlin Rose’s vokal. Hvis man kan lide dette album skal  man også prøve at lytte til hendes coverversion af en Arctic Monkeys-ballade (“Love Is A Lazerquest”). Det var så årets damebesøg (eller kvindelige gidsel, om man vil).

Ed Harcourt artwork

Jens: Ed Harcourt: Back Into The Woods. Harcourt har lavet en plade, hvor han over en aften og en nat i Abbey Road har indspillet ni sange. De fleste af dem bare med ham selv på klaver og så ellers lidt overdubs med en enkelt violin og en smule kor/guitar hist og her. Jeg har hørt flere af hans tidligere plader; der har været fine ting på, men de har fremstået for ujævne. Han kan ofte virke rastløs, som om han nærmest selv keder sig i sin musik. Men når han rammer rigtigt, rammer han lige i bull’s eye. Og det gør han her. Albummet kom i foråret, men har desværre ikke fået den store opmærksomhed.

Pastoren: Jeg vidste faktisk ikke engang at der var et nyt album fra ham.

arcade-fire-reflektor-cover-500x500

Pastoren: Arcade Fire: Reflektor. Det var et album, jeg havde det svært med i starten, men det er vokset med hver gennemlytning. Jeg opfattede først albummet som alt for langt, men nu hvor jeg har et meget bedre overblik over det, giver det store format bedre mening. Man skal passe på med ikke at forveksle “Jeg kan ikke finde strukturen” med “Der er ingen struktur”. Der er stadig et par numre, der vel godt kunne undværes (herunder det kantede reggae-nummer og den underlige afslutning), men til gengæld er der så f.eks. titelnummeret, “Here Comes The Night Time 2” ,“Afterlife” og “Supersymmetry”. Strukturen er helt klar for mig nu – disk 1 er mere pågående.

Jens: Det er et album, vi har diskuteret en hel del på bloggen. Og det er faktisk også en kvalitet. Jeg har hørt Reflektor meget og fået noget ud af det, men jeg er lidt splittet omkring det som sådan. Arcade Fire er et band der (i modsætning til f.eks. The Walkmen) næsten er for bevidste omkring hvad de vil lave. Man savner måske en mere spontan tilgang indimellem. Reflektor insisterer på at være en rodebutik, og lykkes næsten for godt. Omvendt er det beundringsværdigt at Arcade Fire selv tager sig ret til at definere, hvad albumformattet skal bruges til. Men dette bliver indimellem så komplekst pompøst, at skældsordet ‘prog rock’ ikke ligger mange byer borte.

Pastoren: Man kan dårligt forestille sig at Arcade Fire til en koncert spontant bestemmer sig til at spille “Johnny B. Goode”.

Kurt-Vile-Wakin-On-A-Pretty-Daze-608x608

Jens: Kurt Vile: Waking On A Pretty Daze. På dette album er Vile endnu tættere på War On Drugs, uden dog at være helt så ambient-atmosfæriske som dem. Minus sin specielle udflydende sound ville Kurt Vile meget hurtigt kunne lyde som en sløj omgang øvelokalerock. Titelnummeret er 9 minutter langt; det bare kører og kører, men føles ikke ét sekund for langt. Et fantastisk track.

MANDO_INFRUSET_

Pastoren: Mando Diao: Infruset. Måske er det snyd? Albummet kom i Sverige sidste år, men først i år i Danmark. Infruset er et smukt album, der gør Gustaf Frödings tekster ære. “Strövtåg i hembygden” er allerede blevet en nyklassisk svensk vise. Det, vi hører på Infruset, er et helt nyt og meget bedre Mando Diao. Når de synger på deres eget sprog kommer der en inderlighed frem, som jeg ikke har hørt hos dem før. Jeg håber virkelig, at de vil fortsætte i denne retning.

Jens: Jeg har ikke Mando Diao med, for den kom jo egentlig sidste år. Så den kan “kun” blive æresgæst på min liste for 2013. Men det er et meget overraskende album – Mando Diao plejer jo mest at være et solidt, gennemsnitligt svensk rockband af den slags, der synger på engelsk og er populære specielt i Tyskland, med “Dance With Somebody” og deres andre pophits. Sangene fra Infruset har modtaget meget ros i Sverige, hvor Mando Diao har turneret folkeparker med albummet og vundet fine priser. Spændende hvad de nu gør. ‘En Sångersaga’ er min klare favorit på pladen.

babyshambles_sequel_to_the_prequel-portada

Jens: Babyshambles: Sequel to the Prequel. Jeg troede at Peter Doherty var for langt ude i tovene til at lave noget overbevisende. Det er han måske også, men hans bassist har samlet nogle af Pete’s skitsestykker sammen og færdige hele sange af dem, som han så har hevet Peter Doherty og bandet i studiet med. Det er nok den bedste The Smiths-agtige udgivelse fra i år, vil jeg mene.

Pastoren: Doherty og Morrissey har én ting fælles: de er nogle forfærdelige pisseugler. Jo mindre jeg siger om Peter Doherty, jo bedre. Jeg har det meget svært med den snalrede stemning; jeg kan simpelthen ikke abstrahere fra den. Og så har manden to børn. Stakkels dem.

Jens: Jeg tror næppe han vinder ‘Årets Far’-prisen, uden at skulle dømme ham. Til gengæld har han både levet liv i sin musik og den der Shane MacGowan(The Pogues)-følsomhed i både de slørede, indimellem rørende tekster, samt det stakåndede sangfordrag.

thegracelessage_us_cover

Pastoren: John Murry: The Graceless Age. Endnu en af årets store positive overraskelser. Hvis andre er sentimentale, er John Murry det stik modsatte. Dette er beretningen om hans personlige nedtur, en rejse gennem et helvede af stofmisbrug og benægtelse, væk fra den del af USA han kom fra og til Californian, hvor det går helt i hundene for ham. I “Little Colored Balloons” fortæller han om hvordan han ligger i en ambulance og er lige ved at dø. Det er et album om at finde hjem – for det gør John Murry. Teksterne står meget stærkt frem, men også melodimaterialet er helstøbt. Det er ikke som Mark Eitzel, der mest har ondt af sig selv og burde flytte ind hos en psykolog. The Graceless Age lever et sted mellem en slags alternativ country og en tradition for rå gadepoetisk rock, der har sit udspring i Tom Waits og den tidlige Bruce Springsteen. Og så kan jeg ikke undlade at bemærke at John Murry er jævnaldrende med Peter Doherty.

Jens: Nej, der er ingen lyserøde solnedgange her.

hakan_hellstrom-det_kommer_aldrig_va_over_for_mig

Jens: Jeg vil godt nævne Håkan Hellström: Det kommer aldrig va över för mig.

Pastoren: Har han virkelig lavet noget, du godt kan lide? Det kommer unægtelig som et chok.

Jens: Jeg var ovre at se ham i Malmö forrige weekend, og så fandt jeg hans album fra i foråret frem igen. Jeg havde næsten glemt, hvor godt det er. Når jeg hører en Håkan Hellström-plade, lægger jeg altid mærke til, at der er en 7-8 forskellige genrer der bliver besøgt undervejs. Han er jo en musikalsk kamæleon. Så laver han en svensk vise, så laver han et wannabe-Broder Daniel-nummer, så hugger han et nummer fra The Killers, så laver han lidt northern soul, men i kraft af hans specielle stemme, de kommunikerende tekster og det særegne tonale sprog bliver det alligevel helt særligt og sammenhængende.

Pastoren: Hug et hit og klip en takt.

Jens: Han er en mester til at stjæle og gøre sine tyvekoster personlige.

Pastoren: Jeg har alle hans foregående albums; jeg kan sagtens (ud fra at have set ham til koncerter) se at han har et kæmpe live-potentiale.

jon_hopkins_immunity

Pastoren: Jon Hopkins: Immunity. Dette er årets store positive overraskelse på den elektroniske front, og Mercury-nomineringen er helt fortjent. Immunity er både storslået og swingende og fyldt med længsel. Nummeret “Open Eye Signal” rummer hele dette spektrum, men lyt også til et nummer som “Sun Harmonics”. Jon Hopkins kan virkelig male med elektronikken på sin egen facon. Tag hovedtelefonerne frem og lyt med – dette er et album, der i høj grad fortjener at blive lyttet til på den måde. Jeg havde egentlig troet, at det ville være Moderats album der ville gribe mig mest, men Hopkins kan meget af det samme som Moderat, bare bedre denne gang. Hopkins’ musik har beats, men den er ikke som sådan dansabel.

cover_teho_teardo__blixa_bargeld_still_smiling

Jens: Teha Teardo og Blixa Bargeld: Still Smiling. Bargeld blev inviteret til Rom for at lave et nummer til en film, som Teha Teardo (en italiensk komponist) skrev musik til. Men det endte med at de to lavede et helt album sammen. Blixa Bargeld reciterer/synger tekster på engelsk, tysk og italiensk og han nærmest crooner indimellem. Det er musik som er smuk, dragende og intens på sin egen nøgne facon. Einstürzende Neubauten har også den slags elementer, men slet ikke med samme nærmest melodiske snit som her.

Push-The-Sky-Away-PACKSHOT3-768x768

Pastoren: Nick Cave and The Bad Seeds: Push The Sky Away. Måske det bedste album, Nick Cave har lavet. Og det siger ikke så lidt. Der er en ro og en inderlighed i sangene, som griber fat i det bedste fra The Boatman’s Call uden det vemod, der prægede dét album. På nogle af de senere albums (især på Grinderman-udgivelserne) har der været rigeligt med høhø-stemning, men det er heldigvis nedtonet her. Jeg havde vel egentlig troet at The Bad Seeds var et uerstatteligt hele, men man mærker ikke noget dårligt til de udskiftninger, der har været.

Jens: Nemlig. Nu har han Warren Ellis som sparringspartner, hvor det før var Mick Harvey og vel også Blixa Bargeld. På den ene side er det traditionelle sange, på den anden side er det til tider som om musikken flyder sine helt egne veje og inspirerer Nick Cave til nye ting i både udtryk og form. Som tekstforfatter stråler han – nogle af sangene er jo små levende film. Tag f.eks. “Jubilee Street”.

Pastoren: Og så er Nick Cave jo efterhånden blevet en dygtig vokalist; engang brølede han vel nærmest. Nu synger han!

David Bowie's The Next Day

Pastoren: David Bowie: The Next Day. Et comeback, jeg aldrig havde forudset. Det er særdeles overbevisende. Det er ikke som at få et postkort fra en længe savnet ven, det er som at få en gave og et besøg fra en længe savnet ven! The Next Day er ikke David Bowie som han lød i 1970’erne, det er summen af alt det David Bowie har gjort og har lært i sin karriere, der kommer frem her. Der er et Ray Davies-agtigt udtryk på “Valentine’s Day”, der er 70’er-agtige saxofoner på “The Dirty Boys”, der er stemninger fra de stille dele af Heroes på “Where Are We Now?” – listen er lang. Og sangskrivningen er helt i top. Dette er et album, jeg holder meget af.

Jens: Jeg troede det var en dårlig joke, den januar-dag sidste år, da jeg fik at vide af min kæreste, at der i morgenens mulm og mørke var kommet et nyt David Bowie-nummer. The Next Day er et meget heterogent album – det stikker i så helt utroligt mange forskellige retninger. For mig er det især en 5-6 numre, der gør albummet værd at høre. Men det er skønt at Bowie kom tilbage. Og så at han stadig kan lave musik, der udfordrer lytteren. Han hviler ikke bare på laurbærrene her. Og så har manden vel ikke sunget så……direkte siden Scary Monsters i 1981. Der er noget på spil igen for ham igen.

Nævnes skal også…

Pastoren: London Grammar: If You Wait. London Grammar er en ekstremt kompetent natradio-udgave af The XX (der i sig selv er en natradio-udgave af Young Marble Giants), hvor det især er vokalisten, man lægger mærke til. Min største anke er at albummet kan blive temmelig søvndyssende i større doser. Men de har nogle kvaliteter alligevel; de bør dog nok variere deres udtryk – og holde op med at lade som om de er fra London. For de er jo faktisk fra Nottingham!

Jens: The Veils: Time Stays, We Go. The Veils er et britisk/new zealandsk band med vokalisten Finn Andrews – han er søn af Barry Andrews, der oprindelig er fra New Zealand og spillede keyboards i XTC. Det bliver aldrig stilistisk banebrydende musik som sådan, for det er meget firser-agtigt, men albummet i år var alligevel yderst vellykket og dramatisk.

Pastoren: My Bloody Valentine: mbv. Av mine ører! Den gamle kombination af et meget indadvendt og på sin vis blodfattigt udtryk og et vildt opskruet støjniveau lever endnu. Det holder ikke hele vejen igennem, men det er da interessant at de stadig findes.

Jens: Der var mange, der var glade for at de kom tilbage. Men ja, det er sært konservativt på sin egen støjende måde. Jeg fik hurtigt nok.

Pastoren: Yo La Tengo: Fade. Yo La Tengo har altid dyrket flere musikalske udtryk. Her mødes det droneagtige udtryk fra f.eks. I Can Hear The Heart Beating As One og det akustiske fra Fakebook omsider, og det lykkes til dels. Der er endda sat Satans Sovsekande på.

Jens: British Sea Power: Machineries of Joy. British Sea Power arbejder i relativ ubemærkethed, og det er synd. De er bedre værd. Sidste år lavede de en EP hver måned, og albummet her er så en samling genindspilninger af udvalgte numre fra EP’erne.

Pastoren: Portugal. The Man: Evil Friends. Jeg tør ikke give dette album nogen placering, for jeg har først hørt det for godt en uge siden. Men det er et spændende bekendtskab med et amerikansk band, der allerede har en del erfaring. Evil Friends er (alt efter hvad man regner med) deres syvende eller ottende album. Det er produceret af Brian Burton (alias Danger Mouse) og det derfor ikke overraskende, at tankerne ledes hen på hans eget Broken Bells.

Jens: Pet Shop Boys: Electric. Jeg synes de har kørt på kreativt stand-by i mange år, men her fanger de endelig igen noget af det, der engang gjorde dem så fænomenale – uden at Electric dog er på højde med hvad de lavede i deres storhedstid.

Jens: Og apropos comebacks: Suede kom pludselig med deres comeback-single; desværre for dem var det lige dagen inden David Bowie udsendte sin ‘Where Are We Now?’-raket. Der var gode sange på Bloodsports, selv om der selvfølgelig er tale om et band, der har mistet momentum.

Pastoren: Det er svært at lyde som Bowie, når den rigtige Bowie pludselig begynder at røre på sig igen.

Pastoren: Cold War Kids: Dear Miss Lonelyhearts. Åbningsnummeret “Miracle Mile” er sådan et nummer, som et andet højreorienteret amerikansk band, nemlig The Killers burde have lavet. Hvis resten af albummet kunne have nået disse højder, havde det været med i top 10. Sådan er det nu ikke.

Jens: Jeg er helt enig. Åbningsnummeret lover noget, som resten af albummet desværre slet ikke kan leve op til.

Pastoren: Neko Case: The Worse Things Get, the Harder I Fight, the Harder I Fight, the More I Love You. Et forsøg på at forene nogle lidt mere pågående aspekter af Neko Case’s udtryk med balladerne. Jeg ved ikke om det fungerer. Hendes vokal er stadig stærk og overbevisende – måske skal jeg bare have lyttet lidt mere til dette album.

Jens: Palma Violets: 180. De lavede en fantastisk single, der hed “Best Of Friends”, og så lavede de 180, hvor den sang var bedste nummer. Om de kan komme videre, kan man godt tvivle på.

Pastoren: Moderat: II. Det album havde jeg glædet mig en hel del til, men desværre fanger det mig ikke helt som deres debutalbum gjorde. Det er lidt uklart for mig om Moderat vil lave længere instrumentale forløb eller vil skrive egentlige sange. Sidder de lidt mellem to stole?

Jens: Arctic Monkeys: AM. Det er et album, jeg har hørt en del. Den ene halvdel er rigtig god, den anden halvdel har jeg det svært med, og det er den hvor bandet kører med brede, tørre amerikanske rockguitarer. Mener, de er fra Sheffield – hvad er der galt med engelsk lyd? Alex Turner er en rigtig dygtig og smart sangskriver.

Jens: Og så er der The Savages: Silence Yourself. En kompetent og indesluttet debut af dette britiske kvindeband. Men hvis man har hørt de rigtige Siouxsie and The Banshees, ved man godt hvordan det også kan lyde.

Pastoren: Det er utroligt goth gået.

Pastoren: Depeche Mode: Delta Machine. En passende tilføjelse til kataloget, godt produceret og med gode bidrag fra både Gahan og Gore. Der er nu stadig et stykke vej til bandets storhedstid.

Jens: Ja, vi har hørt det hele mere intenst og krængende før, men sådan skal det vel være for et band med deres turbulente historie.

Pastoren: Boards of Canada: Tomorrow’s Harvest. Det album havde jeg også set meget frem til. Det er stemningsmæssigt tættere på Geogaddi end på Music Has The Rights To Children og er en tand for gråvejrsagtigt til rigtig at fænge – men når temaet for dette album (og det er jo instrumentalmusik, så jeg er nødt til at tolke titlerne og foromtalen) er atomvåbenforsøg, må det vel være sådan.

Pastoren: Phosphorescent: Muchacho. Hvis bare alle numre havde været af samme standard som “Song for Zula”. Den sang er nok den bedste udgave af “With Or Without You”, jeg har hørt – men den skiller sig også ud stilmæssigt. Resten af Muchacho er mere sædvanlig countryrock.

Pastoren: Vampire Weekend: Modern Vampires Of The City. Nok den bedste genindspilning af Graceland, de har lavet.

Jens: Men det gør de jo altid. Der er en håndfuld ret originale sange på det nye album. Men først og fremmest er det produktionen der stråler. De har været et irriterende nerdy band, vel nærmest lidt behagesygt, men dét træder mere i baggrunden her.

Pastoren: Ja, nogle gange er de nogle vældigt pæne unge mænd.

Pastoren: John Grant: Pale Green Ghosts. Et overraskende skift hen mod et elektronisk udtryk. Det, der egentlig skæmmer albummet, er de to noget forskellige udtryk – det mere 70’er-prægede fra Queen of Denmark og de helt anderledes techno-numre. Men jeg forstår bedre sidstnævnte udtryk efter at have set mandens koncert på Roskilde-festivalen i år.

Jens: Har du hørt Disclosure: Settle?

Pastoren: Ja. Jeg ville også have hørt dem på Roskilde-festivalen, men det nåede jeg desværre ikke. Det er da meget kompetent, men partystemningen går lidt hen over hovedet på mig. Nok godt til en aften i byen. Jeg kan meget bedre lide de andre elektroniske albums, jeg har nævnt – og faktisk kan jeg også bedre lide Daniel Averys debut Drone Logic. Det store problem med det album er at Daniel Avery lyder så meget som Gui Boratto som han gør, bare uden at være helt så god som Gui Boratto.

Pastoren: Manic Street Preachers: Rewind The Film. Måske et lidt underligt valg – det er et meget traditionelt britisk rockalbum, og jeg havde ikke forventet noget interessant fra dem. Men det klæder den walisiske trio meget at gå efter et mindre stadionagtigt udtryk, og titelnummeret er noget af det smukkeste, de har lavet. Det var jo dig, der postede det på bloggen. Richard Hawley synger så godt. Og det er bemærkelsesværdigt at der er flere numre, hvor det næsten eller slet ikke er dem selv, der synger. På tekstsiden handler det meget om at være midaldrende, og det kan jeg sagtens forstå. Det er længe siden, de var vrede unge mænd.

Og så er der også de danske albums

Pastoren: Når jeg skal høre dansk musik, vil jeg helst høre musik med danske tekster. Dansk musik med engelske tekster falder alt, alt for ofte igennem i forhold til musik på engelsk af musikere med engelsk som modersmål. Når det så sker, at den “engelske” musik fra Danmark ikke falder igennem, ender jeg med mest at tænke på dét. Og det er jo helt anderledes, når der faktisk er tale om engelsksprogede musikere – jeg sidder aldrig og tænker at “det er da imponerende, at Nick Cave, The National og David Bowie kan skrive sange på engelsk uden at lave sproglige fejl eller fylde teksterne med floskler”.

Jens: Jeg er helt enig. Thåström sagde engang, at når han sang på svensk, var han sig selv, mens han påtog sig en rolle om en slags rockstjerne, når han sang på engelsk. Dansk musik på dansk kan noget helt andet; den kan tale direkte til os. Hvorfor skal danske sangere, der synger til et dansk publikum, synge på engelsk? Der er selvfølgelig nogle der kan, men når de synger på dansk, rammer de stadig renere.

ulige-numre-nu-til-dags_241783

Pastoren: Ulige Numre: Nu til dags. Nu skal vi jo passe på at det ikke ender i det rene nepotisme, men jeg synes faktisk at dette er en særdeles overbevisende albumdebut.

michael-falch-sommeren-kom-ny-tilbage_246414

Jens: Ja, nu fik jeg selv ørerne i maskinen flere steder, fordi vi i Statens Kunstfond gav Carl Emil Petersen en pæn portion økonomisk tillid. Derfor blev jeg da personligt glad, da pladen beviste at talentet i den grad er der. Som om nogen også kunne have tvivlet på det. Men det er ikke kun debutanter, der har strålet. Michael Falch har lavet et rigtig dejligt album, Sommeren kom ny tilbage. Han har skabt sig noget af en genkomst over de senere år!

de-efterladte-alvorsord-og-etagevask-cd

Pastoren: De Efterladte: Alvorsord og etagevask. Et meget lavmælt album som opfølger til debuten. Peter Olesen er en af de bedste danske tekstforfattere, så god at Politiken engang fejlagtigt rubricerede ham som en forfatter, der var begyndt at lave musik!

Jens: Helt enig. Peter er dygtig. Specielt hans skarpe omgang med sangord imponerer.

Pastoren: Jeg glæder mig også til at høre nyt fra Henrik Olesen.

mellemblond

Pastoren: Mellemblond: Lysvågen. De skiftede producer og lavede et album, der er både mere umiddelbart og mere umiddelbart poppet (på den gode måde) end “Ude af mine hænder”. Kristoffer Munck Mortensen gør det også godt.

Jens: Nemlig. Han har også stort talent. Det er et vellykket album, omend meget anderledes og lysere, end hvad vi tidligere har hørt fra Mellemblond. De bliver spændende at følge fremover.

RævHundBjørn_20000_550

Pastoren: Og til sidst Ræv Hund Bjørn: Det er din natur. En rigtig kompetent dansksproget debut fra Klaus Mandal & Co. på Olesen-pladeselskabet Melodika.

Jens: ‘Kill your idols’, sagde Sonic Youth engang. I Ræv Hund Bjørn’s tilfælde ville det da vist hurtigt komme til at gå ud over Nikolaj Nørlund. Så er jeg mere til Kira Skov’s nye When We Were Gentle – den er fantastisk stemningsfuld og mesterligt økonomiseret i sine virkemidler…

Og herefter fortonede samtalen sig.

Jens’ top 10

  1. Nick Cave & The Bad Seeds: Push The Sky Away
  2. Blixa Bargeld/Teho Teardo: Still Smiling
  3. David Bowie: The Next Day
  4. Håkan Hellström
  5. Babyshambles: Sequel to the Prequel
  6. Kurt Vile: Waking On A Pretty Daze
  7. Ed Harcourt
  8. Detroit: Horizons
  9. Daft Punk: Random Access Memories
  10. The National: Trouble Will Find Me

Pastorens top 20

  1. David Bowie: The Next Day
  2. Nick Cave: Push The Sky Away
  3. Jon Hopkins: Immunity
  4. John Murry: The Graceless Age
  5. The National: Trouble Will Find Me
  6. Mando Diao: Infruset
  7. Arcade Fire: Reflektor
  8. Caitlin Rose: The Stand-In
  9. James Blake: Overgrown
  10. Okkervil River: The Silver Gymnasium
  11. Manic Street Preachers: Rewind The Film
  12. John Grant: Pale Green Ghosts
  13. Vampire Weekend: Modern Vampires Of The City
  14. Daft Punk: Random Access Memories
  15. Phosphorescent: Muchacho
  16. Boards of Canada: Tomorrow’s Harvest
  17. Depeche Mode: Delta Machine
  18. Moderat: II
  19. Neko Case: The Worse Things Get, the Harder I Fight, the Harder I Fight, the More I Love You.
  20. Cold War Kids: Dear Miss Lonelyhearts.

Jens Unmacks officielle weblog