Fra Spot i Aarhus sidste weekend forlød det fra flere tilstedeværende branchefolk, at ‘bandformatet’ synes på vej tilbage, altså ny musik lavet af ikke bare keyboards, men også med levende trommer, bas og elektrisk guitar. Er det mon Aphaca der allerede sætter sine spor? Og her kommer trendstyrende Charli xcx med sin nye single ‘Rock Music’, der ligeledes åbner døren op til en fortid, som efterhånden ret længe har været lukket, og ved hjælp af nogle stærkt karikerede guitarriff-samples, samt en tekst, der også bekender sig til rockmusikkens skammekrogs-verden, antyder at noget rører på sig i tidsånden. Men hvad mon? I det kun to minutter lange nummer siger omkvædet det måske/måske ikke: “I think the dance floor is dead / So now we’re making rock music...”.