Jens’ og Pastorens albumlister 2016

Jens skrev:

Webmaster Pastor’s og min årlige decembersamtale om årets favoritplader er i år afløst af to adskilte lister, en fra ham og en fra mig. I må ikke tro, vi har fulgt årets dystre verdenstrend og er blevet uvenner, nej, jeg har simpelthen haft så travlt på det seneste med det nye LS-album, at det blev svært at finde tid til samtalen. Derfor har vi i stedet hver for sig begivet os ud i en kåring. Her først min top-10 over de 2016-albums, der betød mest…

10. Nick Cave & The Bad Seeds – Skeleton Tree

Et næsten alt for gribende og meget atypisk Nick Cave-album med sønnens forfærdelige død som omdrejningspunkt. Der er noget voyeuristisk i at skulle ‘nyde’ dette så gennemprivate album. Føles mest af alt som at overvære en fremmed persons tragedie fra første parket. Ved helt ærligt ikke hvad jeg skal stille op med Skeleton Tree, der først og fremmest synes begået for, at dets skaber skulle kunne overleve. Derfor ligger denne uomgængelige plade så langt nede på årets top-10 her. Jeg kan simpelthen ikke holde den ud. Nøgletrack: ‘I Need You’.

09 – Veronica Maggio – Den Första Är Alltid Gratis

Drømmen om svensk pop dør aldrig. Maggio kan det der meget udanske med at skrive store radiosange med omkvæd og det hele, som dog har det der anstød af drama, af tragik, af tårer på vej, af noget meget på spil. De bedste af sangene på denne plade lød fremragende gennem sommeren og efteråret. Og det gør de sådan set stadig. Nøgletrack: ‘Svart Sommar’.

08. PJ Harvey – The Hope Six Demolition Project

Efter mesterværket Let England Shake skulle det altid blive vanskeligt for PJ Harvey at komme ligeså stærkt igen. Og på den baggrund var The Hope Six Demolition Project en forventet skuffelse. Og samtidig umiddelbart vanskelig at komme ind på livet af med en mur af wailende saxafoner, der fik musikken til at lugte for håndgribeligt af fugtigt 70’er-øvelokale og petroleumsbrændeovn. Det var først PJ’s fantastiske show i Falkoner, som fik mig til at lytte bagom disse distraktioner og opdage et album, der igen rækker ud i verden med nysgerrighed og bekymring, med skønhed og gru. Nøgletrack: ‘A Line In The Sand’.

07. Andrea Schroeder – Void

Der er noget stærkt altmodisch over tyske Andrea Schroeder’s stemme og musik. Forgangne tider og årenes vingeslag flakker i hendes mørke, dramatíske stemme, og den ofte økonomiserede stramme musik, der på én gang emmer af dekadent Weimar-republik, smadrede punkklubber i Berlin – Schroeder’s hjemby – men så sandelig også af her og nu, år 2016. Void var mere muskuløs udfarende i sin lyd end Schroeder’s tidligere udspil og bød gavmildt på store sangøjeblikke. Klart det rigtige album til de mørke aftener/nætter. Nøgletrack:  ‘Drive Me Home’.

06. Peter Doherty – Hamburg Demonstrations

Doherty kom i nærmest bogstavelig forstand tilbage fra de døde, med et album der ikke slog sig stort op, men holdt tungen lige i munden, langt fra tabloidlivets blændende projektørlys, og leverede de bedste, mest tilstedeværende sange fra hans melankolske hånd i adskillige år. Når det var allerbedst lød det nærmest som Babyshambles var blevet ringforlovet med The Smiths. Nøgletrack: ‘I Don’t Love Anyone (but You’re Not Just Anyone)’.

05. Parquet Courts – Human Performance

Årets indienyopdagelse her. NYC-bandet doserer appetitlig larm, skæve underspillede guitarer og indimellem et friskt svajende orgel. De har to sangere og den ene af dem er ret givende at lytte på. Human Performance er en smeltedigel af sneaky VU-smagende sange, hårde storbynumre med kant, rastløse eksperimenter og kvikke musikalske idéer i nær, tæt produktion. Parquet Courts får deres tværgående rockmusik til at lyde, som har den en fremtid. Håndholdt kamera kan give fremragende levende billeder, når så skarptstillet som her. Nøgletrack: ‘Berlin Got Blurry’.

04. Håkan Hellström – Du Gamla Du Fria

Havde vi ikke frygtet det værste efter Håkans überenorme popularitet i Sverige og forårets for glatte EP?! Heldigvis overraskede Håkan på Du Gamla Du Fria ved stadigvæk at turde gå sine egne veje i produktion, i sangskrivning og ikke lade sig lamme af popularitetens krav om et masseprodukt. Det kom der et underholdende, spraglet og referencefyldt album ud af, med ialfald to-tre sange der straks skriver sig ind blandt Håkans bedste. Nøgletrack: ‘Öppen Genom Hela Natten’

03. Hamilton Leithauser + Rostam – I Had a Dream That You Were Mine

Her var endnu et album jeg havde ventet længe på, og det skuffede ikke. Vampire Weekend-produceren Rostam gav Hamilton Leithauser endnu flere musikalske strenge at spille på end vanligt på denne, deres fælles debut som duo. Og har Leithauser mon nogensinde sunget bedre, endda med The Walkmen?! I Had a Dream That You Were Mine rakte, som altid med Leithauser, ud efter himlens øverste etager, med en romantisk musik, der synes at falde mere over sine opdagelser end søge dem. Leithauser formår det sværeste med, at få det hele til at lyde så fandens ubesværet og umiddelbart. Det er lige til at blive misundelig af. Nøgletrack: ‘The Morning Stars’.

02. Iggy Pop – Post Pop Depression

Vel det af årets albums jeg har hørt mest Ovenpå Bowie’s forstemmende bortgang var der en fantastisk triumf i, at netop Iggy Pop – efter guderne må vide hvor mange halv- og helvsløje albums – kom tilbage med en så kompleks, fuldvoksen og gennemført plade som denne. Iggy tog på Post Pop Depression udgangspunkt i sine to Berlin-mesterværker, men kunne alligevel noget helt andet her, nemlig lyde som en fuldvoksen overlever i begyndelsen af dette nye kaotiske årtusinde. Hans koncert i Berlin var det bedste jeg har været til i mange år. At stå i Tempodrom, få hundrede meter fra Hansa Studio-by-the-wall, og opleve Lust For Life/The Idiot/Post Pop Depression-sangene på så fremragende og vital vis som tilfældet var med Iggy’s stjernebesatte Josh Homme-band – vildt, velgørende og godt. En drøm af en aften. 1000 tak, Iggy Pop. Nøgletrack: Allesammen på nær kikseren ‘Vulture’, men i dette øjeblik ‘Chocolate Drops’.

01. David Bowie – Blackstar

David Bowie’s helt uventede død fyldte meget i 2016. At han samtidig efterlod os med et så intenst og overrumplende overskudsalbum gjorde ikke afskeden virkeligere eller nemmere. Eller gjorde det?! For i modsætning til Cave og Leonard Cohen’s dødsplader er dette en man kan spille igen og igen. Fordi den er så vital og vægtløs. Fordi Bowie på Blackstar ikke lød som noget vi har hørt før eller siden. Og den underskønne, på én gang opløftende og hjerteknusende ‘Lazarus’ |– ja, jeg ved godt denne sang udkom i december ’15 – var dømt til ikke at blive overgået af nogetsomhelst andet i 2016. Det skete heller ikke. Nøgletrack: ‘Lazarus’.

Og……

Hvis liveplader havde relevans på en liste som denne, ville jeg helt sikkert også have nævnt Iggy Pop’s energibombe Live at the Royal Albert Hall, der på imponerende levende vis fangede ham og hans band på en af de eksklusive europæiske aftener i maj.

Danske plader?!

Nævnes i al hast blandt mange givende skal Bisses spraglede overflødighedshorn Højlandet, Michael Falchs lyriske landvinding Pludselig Alting Samtidig og Nicolai Munch-Hansen/Peter Laugesens fabulerende legesyge og yderst stemningsfulde Det Flimrende Lys Over Brabrand Sø, hvor så store sangere som Steen Jørgensen, Kira Skov og Anna Brønsted er med til at løfte tårnhøjt. Men så var der også Nikolaj Nørlunds Villa med den store widescreen-vinder ‘Amerikaneren’, og Henrik Olesen’s Ukendt Under Andet Navn, der på Ingen Hunde Hyler Her igen på fornemmeste vis fremviste den så sjældne popmusikalske less is more-dyd. Og ja, det var bare for at nævne nogle få.

Og Pastoren skrev:

2016 har været et elendigt år på mange måder med usædvanligt megen krig, død, had og dumhed, men der kom nogle gode albums i år. Her er en helt subjektiv liste, der kun er udtryk for hvad jeg hørte og kunne lide at høre af nye albums i året, der svandt. (Jeg har også lyttet til en masse gamle albums, heriblandt en hel del klassisk musik.) Med andre ord: Velkommen til Årets countryudgivelser – med enkelte indslag fra andre genrer.

10. Case/Lang/Veirs – Case/Lang/Veirs

Årets udgivelse med Neko Case er hverken et soloalbum fra hende eller et album med The New Pornographers, men en trio-udgivelse, hvor hun er sammen med k.d. lang og Laura Veirs. Jeg har et nogenlunde godt kendskab til k.d. lang, men Laura Veirs kendte jeg ikke ret meget til.

Neko Case og k.d lang er fremragende vokalister på hver deres måde, Laura Veirs synger strengt taget ikke så godt igen. Men Case/Lang/Veirs er et album, der får det bedste frem hos de tre sangerinder og deres sangskrivning, og selv om det på nogle sange er meget tydeligt, hvem der har bidraget med hvad, er det blevet til et behageligt helstøbt album med en meget gennemført produktion af Tucker Martine. Han er i øvrigt gift med Laura Veirs. Nøgletrack: “Atomic Number”.

9. Hamilton Leithauser + Rostam – I Had A Dream That You Were Mine

Jeg er ikke den eneste, der har savnet The Walkmen. Mens nogle medlemmer går til bunds i astrologi o.lign. er Hamilton Leithauser heldigvis stadig oven vande, og samarbejdet med Rostam Batmanglij er rigtig vellykket. Det lyder hverken som Vampire Weekend eller som The Walkmen, men forener meget af det bedste fra de to bands sangskrivning. I det hele taget synes jeg at I Had A Dream That You Were Mine tager fat i mange inspirationskilder fra det 20. århundredes amerikanske sangskrivningstraditioner inden for doo-wop, pop, rock, soul osv. og får forenet dem sømløst og overbevisende. Nøgletrack: “In A Black Out”.

8. Frank Ocean – Blonde

Det er forbløffende, at man kan lave popmusik (eller hvad det nu er, Frank Ocean laver) stort set uden at have omkvæd og så alligevel få resultatet til at virke naturligt. Og det er forbløffende, at man kan være en så dygtig vokalist som Frank Ocean og så alligevel slippe af sted med nogle gange at processere sin vokal til noget nær ukendelighed uden at det virker malplaceret. Sådan et album er Blonde. På tekstsiden er det en ofte meget personlig sag, og et sted dukker Frank Oceans mor endda op! Det er efterhånden tydeligt, at Frank Ocean, Justin Vernon fra Bon Iver og James Blake er tre kunstnere, der kommer fra hver deres udgangspunkt og nu er i gang med at mødes –både i deres musikalske udtryk og i bogstavelig forstand. Det er rigtig spændende at følge med i. Nøgletrack; “Ivy” (selvfølgelig).

7. Hiss Golden Messenger – Heart Like A Levee

Jeg har fulgt med i Hiss Golden Messengers musik siden Bad Debt kom, og derefter har jeg fået hørt alt hvad jeg kunnet få fat i fra Mike Taylors hånd. Jeg holder meget af den rolige hånd, man hele tiden fornemmer i hans sangskrivning og produktion. Der er også noget, jeg ikke helt kan sætte fingeren på, der minder mig om Neil og Tim Finn over hans tilgang til musikken (måske er det melodimaterialet?), selv om udgangspunktet så umiskendeligt er countryrock. Denne gang har der sneget sig nogle soul-elementer ind i det musikalske udtryk, og det virker faktisk. Hvis man har været hurtigt ude, da man købte Heart Like A Levee, fik man også albummet Vestapol med. Det er helt enkelt i sin produktion og minder næsten om Bad Debt – og er også værd at høre, selv om Heart Like A Levee har hovedrollen. Nøgletrack: “Biloxi”.

6. Okkervil River – Away

Alle ved godt, at Okkervil River er et band, jeg holder meget af. Formodentlig ved man så også, at jeg har været lidt forbeholden over for de seneste par albums. Der har bestemt været gode ting på, men det har samtidig været som om, Will Sheff har været usikker på sit musikalske udtryk og der har desværre også nogle gange været for langt mellem de rigtig gode melodier (som der er rigtig mange af på The Stand-Ins og The Stage Names). Efterhånden er Will Sheff det eneste oprindelige medlem, der er tilbage i Okkervil River, og reelt er Away vel nærmest blevet hans soloprojekt med en række rigtig dygtige musikere som assistance. Pitchfork kalder da faktisk også Away for det første album med Okkervil River, hvor Okkervil River ikke er med! På dette album er vi tilbage ved et enklere, mere folk/country-præget udtryk som man husker fra tidligere, og teksterne er denne gang i det udpræget melankolske (og selvbiografiske) hjørne. Og det virker rigtig godt. Away er blevet et vellykket album. Den koncert, jeg var til i Glasgow, overbeviste mig yderligere om at Okkervil River er tilbage på sporet. Nøgletrack: “Comes Indiana Through the Smoke”.

5. Bon Iver – 22, A Million

Da jeg først hørte dette album, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle mene. En del steder er Justin Vernons karakteristiske vokal blevet processeret til ukendelighed, og der har sneget sig en hel del elektronik ind. Nogle gange lyder det mest som et album indspillet af en robot. På en måde er 22, A Million vel for Bon Iver, hvad Hail To The Thief var for Radiohead, nemlig et radikalt brud med fortidens udtryk. Men efter nogle gennemlytninger kunne jeg genfinde Bon Iver inde bag robotten, for de sædvanlige instrumenter dukker jo stadig op – og sangskrivningen er faktisk også intakt. Da jeg først var trængt ind til 22, A Million, endte med at blive rigtig glad for det . Nøgletrack: “29 #Strafford APTS”.

4. Leonard Cohen – You Want It Darker

Det var hårdt at miste David Bowie, men det var godt nok også hårdt at miste Leonard Cohen. Hans koncert i Aalborg i 2012 vil jeg aldrig glemme; den var intet mindre end en perfekt oplevelse. De to foregående albums fra Cohens hånd rummede gode ting, men You Want It Darker har ekstra gode sang og en bedre, mere fyldig produktion, som hans søn Adam Cohen tog sig af. Albummet trækker tråde tilbage til Cohens gode ting fra 1980’erne og 1990’erne (især The Future og I’m Your Man). Teksterne er selvfølgelig i særklasse som altid. Ligesom det er tilfældet for David Bowies sidste album, er dette en sidste hilsen med al den livsvisdom som et langt og levet liv kan bibringe, og en meget vellykket én af slagsen. Nøgletrack: “You Want It Darker”.

3. Karl Blau – Introducing Karl Blau

Jeg havde aldrig hørt om Karl Blau, før jeg stødte på dette album ved et rent tilfælde, men Introducing Karl Blau endte med at blive et af de albums, jeg har lyttet mest til i år. Karl Blau kunne måske lyde som en navnet på en krautrock-musiker fra 1970ernes Düsseldorf, men Blau er faktisk amerikaner. Han har været studiemusiker og turneret med bl.a. Laura Veirs, og har også lavet en hel masse albums med egne ting, nogle gange helt små pladeselskaber, andre gange på “eget forlag”. Dette er så første gang han bliver lanceret for et større publikum. Sangene er ikke hans egne, men derimod en meget velvalgt samling countrysange fra 1970’erne af Townes Van Zandt, Tom T. Hall og andre af de store sangskrivere fra dengang. Der er også et enkelt gammelt Bee Gees-nummer, “To Love Somebody”, men det bliver gjort til en rigtig countryballade. Karl Blau har en rigtig dejlig country-vokal, ikke så langt fra f.eks. Sturgill Simpson, og det er altid godt at høre en sanger, der tydeligvis er en voksen mand. Albummet er forresten produceret af Tucker Martin, der også producerede Case/Lang/Veirs (og er gift med Laura Veirs). Det nummer, jeg først faldt for, er “Falling Rain”; det er skrevet af Link Wray, og den meget sorgfulde tekst om et samfund, der er ved at ødelægge sig selv, og den håbløshed, man kan føle derved, passer kun alt for godt på 2016. Både sangen selv og hele produktionen af den lægger sig i klar forlængelse af Marvin Gaye’s klassiker What’s Going On, der er et af de albums, jeg holder allermest af. Så nøgletracket (som det hedder på nudansk) er selvfølgelig “Falling Rain”.

2. PJ Harvey – The Hope Six Demolition Project

Det er svært at følge op på Let England Shake, der vel er det bedste, PJ Harvey har lavet. Men The Hope Six Demolition Project er tæt på at nå derop. Der er i høj grad brug for nogen, der kan sætte ord og musik på den ulighed, der kendetegner verden i dag – både den ulighed, der findes på globalt plan og den ulighed, der også findes i den rige del af verden. Det lykkes til fulde på dette album. Det er en stor glæde for mig at se, hvordan PJ Harvey tager fat i gamle rock- og blues-standards og gennem at citere dem lader os opdage helt nye lag i denne kulturarv. Og det er også en stor glæde for mig at genhøre Linton Kwesi Johnson på “The Ministry of Defence”. Endelig vil jeg selvfølgelig nævne PJ Harveys koncert på Roskilde-festivalen, der måske er den bedste koncert, jeg nogensinde har været til på dén festival. Den cementerede indtrykket af at hun er en af vore dages helt store og vigtige rock-personligheder. Jeg vil endda hævde, at PJ Harvey nu er den største sangskriver i britisk rock i vor tid. Nøgletrack: “The Ministry Of Defence”.

1. David Bowie – Blackstar

Da jeg havde læst, at David Bowie var død, kun to dage efter vores fælles fødselsdag, sad jeg og græd. Det gjorde jeg også i de dage, der fulgte. David Bowie er en af de musikere, der har betydet allermest for mig gennem årene. Tilsyneladende har han været en sanger og sangskriver, der “forklædte sig” som andre personer, men det var i virkeligheden hans måde at være dybt personlig på. Ziggy Stardust, The Thin White Duke og de andre var alle sider af ham selv.

The Next Day var et særdeles værdigt comeback, fuldt af gode numre, men Blackstar var endnu bedre. Jeg vil ikke kalde det hans bedste album, for det vil være at kaste vrag på alt det andet gode, han har lavet, og jeg ved end ikke om det giver mening at tale om “det bedste album” fra en så stor og facetteret kunstner som David Bowie. Blackstar er på én og samme tid udfordrende og let tilgængeligt, grumt og smukt, rock og alt andet end rock. Og det stod i kølvandet på Bowies død hurtigt klart for mig, at dette album udgør hans afsked med verden og at denne afsked gennemsyrer alt, hvad der sker på Blackstar. Af samme grund er det desværre blevet svært for mig at høre albummet efterhånden, for hver gang jeg hører det, kommer jeg til at tænke på at David Bowie ikke er blandt os længere. Jeg savner ham helt usigeligt! Nøgletrack: Dem alle sammen.

Og så var der alle de andre albums også

Der er som sædvanlig også en del andre albums, jeg har hørt og faktisk også synes om. Når de ikke er på min Top 10, skyldes det ikke at jeg ikke kan lide dem. For en del af dem skyldes det simpelthen, at jeg ikke har hørt dem tilstrækkeligt mange gange.

Jeg kan læse, at mange er glade for Lemonade med Beyoncé, men det album har jeg kun hørt sporadisk. Og jeg har endnu ikke fået hørt comeback-albummet med A Tribe Called Quest, et ensemble som jeg var ret så glad for i gamle dage – men det er trist, at Malik Izaak Taylor alias “Phife Dawg” døde, lige inden We Got It From Here… Thank You 4 Your Service var færdigt. Til gengæld har jeg fået hørt afskedsalbummet med Kent, og det siger mig – ingen verdens ting. Jeg kan knap nok huske, hvad det hedder.

Angel Olsen – My Woman

Vores fjerne landsmandinde lyder ikke så knugende, som hun har gjort før, og det klæder hende. Enkelte sted lyder hun endda som en begavet udgave af Lana Del Rey.

Nick Cave – Skeleton Tree

Skeleton Tree er et dybt gribende, men også meget knugende album, præget som det er af tabet af hans søn på 15 år. Det gør det desværre svært at lytte ordentligt til det, og det bliver endnu sværere, når man selv er far til en på 15 år. Jeg tror, at jeg vil værdsætte dette album meget mere, når der er gået lidt mere tid og jeg bedre kan høre det, for hvad det er.

Gojira – Magma

Jeg har ikke hørt ret meget metal i år, men dette franske band (nu bosat i USA) er årets helt store overraskelse for mig. Magma er forbløffende melodisk og tilgængeligt, samtidig med at der er tale om vred og voldsom metal. Det er beviset på at man sagtens kan forene “sædvanlig” sangskrivning med mere ekstreme virkemidler – og dette ser man også i bandets lyd, hvor de gør brug af både growl og sædvanlig vokal. Nogle gange minder Gojira mig faktisk om Killing Joke på en god dag – og måske også lidt om Helmet og om Dillinger Escape Plan. Lyt til “Stranded” til at starte med!

Gregory Alan Isakov – Gregory Alan Isakov with the Colorado Symphony Orchestra

Dette album har jeg hørt en hel del. Når jeg ikke lukker det ind på top 10, skyldes det vel kun, at der reelt slet ikke tale om nye numre, men i det store og hele om genindspilninger (iført Satans sovsekande) af numre fra Isakovs tre tidligere albums, Det er så til gengæld også meget smukt og gennemført. Isakov er en meget dygtig sangskriver i grænselandet mellem country og folk, og han fortjener et større publikum. Nøgletrack: “The Stable Song”.

Radiohead – A Moon-Shaped Pool

Dette er Radioheads nye, “enkle” album, og på nogle måder er det en tilbagevenden til et mere tydeligt sangbaseret udtryk beslægtet med In Rainbows. Der er bestemt ting på dette album, jeg godt kan lide. Hvorfor det ikke har sat sig større spor hos mig, tør jeg desværre ikke sige.

The I Don’t Cares – Wild Stab

Her mødes Paul Westerberg og Julianna Hatfield. Det er altid hyggeligt at høre fra Westerberg, men desværre også nogle gange mest dét; det er tydeligt at det er ham, der sidder i førersædet – på godt og på ondt. Han er som sædvanlig en rigtig dygtig sangskriver, men jeg vænner mig nok aldrig rigtig til hans sjaskede trommespil, og det ville klæde ham at få en producer udefra, der kunne udfordre ham lidt mere.

Ray La Montagne – Ouroboros

Dette album hørte jeg en hel del, da det kom. Det er meget anderledes end Ray La Montagnes tidligere, countryprægede ting – her er vi ovre i psykedelisk rock på en meget Led Zeppelin’sk facon og med My Morning Jacket som backingband. Det bliver nok også lidt for meget af det gode, for nu at være helt ærlig. Jeg savner at høre mere til de kortere, mere ligetil sider af Ray La Montagnes værk på Ouroboros.

Iggy Pop – Post Pop Depression

Dette er simpelthen et album, jeg ikke har hørt nok til at kunne bedømme retfærdigt, og derfor kan det kun havne her. Jeg holder meget af Iggy Pop, og hans forbindelse til David Bowie betyder selvfølgelig noget særligt her i Bowies dødsår.

Moderat – III

Dette er den tyske trios tredje album. De er landet på et lidt mere skrøbeligt udtryk end før, og det er også blevet mere sangbaseret. Det klæder dem.

William Tyler – Modern Country

Som titlen vel antyder, er dette countrypræget album fra en dygtig guitarist, der bl.a. har spillet guitar for Lambchop. Modern Country er fyldt med instrumentalnumre, der spænder bredt i udtryk. Jeg kan godt lide Tylers rolige guitarspil.

Sturgill Simpson – A Sailor’s Guide to Earth

Måske skulle også dette album have været med i min top 10, for der er mange gode ting på. Sturgill Simpson er aldrig bange for at lade traditionel country møde andre musikalske udtryk som soul og psykedelia. Blandt andet er der her en overraskende (og overraskende god) udgave af Nirvana-nummeret “In Bloom”. Og så stod Sturgill Simpson for en særdeles fin koncert på Roskilde Festival i år.

James Blake – The Colour in Anything

Bon Iver, Frank Ocean og James Blake arbejder alle tre med at dekonstruere den traditionelle sangskrivning og med at behandle deres vokal elektronisk, nogle gange til ukendelighed. Det er interessant, at tre originale sangskrivere kommer fra hvert deres udgangspunkt og nu er endt med at have musikalske udtryk, der er tydeligt beslægtede. Og det ved de egentlig godt. Faktisk dukker både Frank Ocean og Justin Vernon op på The Colour in Anything Jeg har desværre ikke fået hørt netop dét album ret meget, og derfor tør jeg ikke placere det på listen.

Danske

Jeg skal her tage det forbehold, at jeg endnu ikke har fået hørt Nicolai Munch-Hansen album Det Flimrende Lys Over Brabrand med Peter Laugesen-fortolkninger i sin helhed. Albummet er et gaveønske, så dagen skal nok oprinde. Men her er så nogle danske albums, jeg har fået hørt.

Ukendt Under Andet Navn – Ingen hunde hyler her

Det er godt at høre Henrik Olesen igen (for ham er det jo). Hvor Glade dage i St. Vemod havde en aftenstemning og var præget af instrumentalforløb, har Ingen hunde hyler her en mere forårsagtig og u-melankolsk stemning – som man da også kan ane af det fine forsidebillede. Henriks tekster er som så ofte før næsten haiku-agtige og rammer en stemning præcist med få ord. “Søde bløde juni” (et Kirsten Hammann-citat) og “Han er kunstner” er gode eksempler på hvor enkelt og samtidig hvor rigt dette kan gøres.

De Efterladte – Adjø Tristesse

Og også Peter Olesen har lavet et nyt album i år, her som del af duoen De Efterladte. Man kan ikke kalde Adjø Tristesse for techno, men af og til sniger der sig noget elektronik ind. Peters tekster er som altid fyldt med skarpe observationer, og nogle gange er vi ovre i et nærmest Laugesensk udtryk. Det er rigtig gennemført på en god møde.

Bisse – Højlandet

Thorbjørn Radisch er en ekstremt produktiv kunstner: Hele seks albums er det blevet til på kun halvandet år. Nogle af hans ting er mere overbevisende end andre, men alle er de fyldt med store følelser og med en aldrig svigtende lyst til at eksperimentere og til at udfordre sig selv. Og så er han allerede ved at få et stort og nysgerrigt publikum – på Roskilde Festival i år ville jeg gerne have hørt ham, men det var der rigtig mange andre, der også gerne ville, så jeg gik for en gangs skyld forgæves. Højlandet er helt klart i den overbevisende ende af spektret, og mange gange er vi ovre i et C.V. Jørgensen-lignende verdensbillede. Jeg vil hævde at Højlandet er det bedste, Bisse endnu har lavet.

Trentemøller – Fixion

Og nævnes skal også Anders Trentemøllers Fixion, der er endnu et stilsikkert bidrag fra manden. Han fjerner sig længere og længere fra det rent elektroniske og instrumentale udtryk, han en overgang koncentrerede sig om. Fixion er tættere på at være en band-agtig udgivelse, og der er igen egentlige sange på. Marie Fisker og Jehnny Beth (fra The Savages) gør det godt på vokal-siden, og især sidstnævnte trækker udtrykket i en lidt goth-agtig retning, som man altid har anet ansatser til hos Trentemøller.

Til næste år…

…kunne jeg bare godt tænke mig et år med fred i verden, mindre had og vold og et stort valgnederlag til Le Pen. Og så glæder jeg mig til at høre det nye album med Rhiannon Giddens.

Jens Unmacks officielle weblog