28. august 1987, en fredag aften med mildt opholdsvejr. Inviteret til noget middag i Sølvgade. Undervejs må man have sig undskyldt og forlader selskabet et par timer. Cykler langs Søerne til Tivoli, betaler entré og går mod den store friluftsscene, lige tidsnok til at se aftenens program begynde på Plænen. Først er det den amerikanske guitarist/sanger Carl Perkins og vokalklanen The Carter Family. Men de fungerer kun som behørig opvarmning til aftenens hovednavn, Johnny Cash, der snart står der stor og mægtig, slidt men stolt, knastør dog glødende varm. Rick Rubin har på dette tidspunkt endnu ikke genopfundet Johnny Cash som hip americana-artist, selvom han vel er mere ærkeamerikansk end noget andet på denne side af John Ford-westerns, så aftenens publikum i Tivoli synes et sært sammenrend af folk fra forskellige samfundslag, der måske kun har det tilfælles, at de på et tidspunkt i deres liv er blevet ramt af Cash’s mørke jernstemme og dens skæbnefortællinger. Som nu denne han synger en stærk version af den aften i sensommerens Tivoli…