Årets albumudgivelser 2014

Det var en mørk og stormfuld søndag aften i kongeriget. Pastoren viste Jens sin chokoladejulekalender, som han i år har fået råd til at anskaffe sig. Derefter udspandt omtrent følgende samtale sig.

Hounds_of_love

Pastoren: Det bedste album, jeg har hørt i år, er helt klart Hounds of Love med Kate Bush. Men det udkom i 1985, så det kan jeg ikke rigtig nævne her – heller ikke selv om det næsten blev opført i sin helhed at Kate Bush på Eventim Apollo. Jeg ved godt at du vil nævne et bestemt album.

Jens: Men London Calling med The Only Band That Matters kom ikke i 1985.

gasparyan

Pastoren: Nej. Det album er også altid aktuelt. Jeg er forresten også rigtig glad for et album med den armenske duduk-musiker Djivan Gasparyan – en dobbelt-cd med albummene I Will Not Be Sad In This World og Moon Shines At Night. Men det er en genudsendelse og tæller ikke rigtig.

Jens: Faktisk er det ikke utænkeligt, jeg lånte til en sang på min solodebut fra at have set den albumtitel et sted.

gregory-alan-isakov-the-weatherman

Pastoren: Og endelig har jeg også været glad for et album med en amerikansk sanger, der hedder Gregory Alan Isakov. Albummet hedder The Weatherman. Det er et sted i country/folk-hjørnet, ikke så langt fra Justin Townes Earle. Men det kom i 2013, så ikke engang dét kan komme med her.

Jens: Ikke at forveksle med Jamaica’s legendariske  tenor Gregory Isaacs, ham med “Night Nurse”.

Pastoren: Jeg kan nok ikke nå at lytte ordentligt til mere end omkring 30 albums på et år, men alle de albums, jeg har hørt i år, har givet mig noget. Ingen af dem, jeg nævner, er egentlige skuffelser. Denne gang vil jeg nævne alle albums, jeg har fået anskaffet mig og hørt. En mulig undtagelse er det nye album med U2. Hov, nu kom jeg til at nævne det alligevel.

Jens: Der er faktisk et fint nummer på, der hedder “Cedarwood Road”. Men man hører vel noget mere end 30 albums om året.

Pastoren: Det er rigtigt, men der er mange af de albums, man kun hører én gang streamet og aldrig får lyst til at høre igen. Derefter er de glemt. De albums, jeg vil nævne, er mere end bare dét.

Jens: Det var i 2014, jeg helhjertet gik tilbage til vinylplader. Der er noget helt særligt ved at have side 1 og side 2 og så tingsliggørelsen ved det store cover.

Pastoren: Jeg er ikke så nostalgisk selv. Og LP’erne lyder ikke så godt mere efter 10-15 afspilninger. Måske er det bare fordi jeg ikke er så god til at passe på pladerne.

Jens: Jeg er ikke nostalgisk! Vinylplader er bare det perfekte medie til musik.

Pastoren: Det er ikke sjovt at være hjemme ved nogen og bare se deres playlists på Spotify. Men jeg tror ikke at jeg får købt mig en pladespiller igen.

En top 10

arewethere.lpout

Pastoren: Jeg forstod vel først Sharon Van Ettens album Are We There?, da jeg læste et interview med hende. Nogle af hendes sange er denne gang reaktioner på og skildringer af at have spildt fem år af sit liv i et voldeligt og destruktivt forhold. Det er godt at det slutter med “Every Time The Sun Comes Up”. Hun er en rigtig dejlig sangerinde at lytte til.

Jens: Ja, hun er god. Jeg blev først opmærksom på hende via The National, der spillede hendes nummer “Magic Chords” over PA’et inden deres koncerter. Og så hørte jeg Tramp.

Pastoren: Det begyndte også med Tramp for mig, men dette album er meget bedre.

Jens: Der er noget lidt Interpol-agtigt over “Taking Chances”.

leonardcohen_popularproblems

Jens: Jeg vil nævne Popular Problems med Leonard Cohen. Cohen er i stilleglødende storform her og som altid helt sin egen; det må være et af årets grimmeste covers.

Pastoren: Det er formodentlig lavet af layouteren på Nørresundby Avis.

Jens: Nørresundby Avis fra 1984, vil jeg sige. Det er første gang i lang tid, han ikke har skrevet musikken selv – hans producer har skrevet de fleste melodier. Cohen selv har kun skrevet musik til én af sangene. Det gør ikke spor. Siden han vendte tilbage, har man godt kunnet mærke at det ikke så meget var musikken, som teksterne, der interesserede ham. Der kommer en musikalsk lethed og en nærmest poppet melodik som klæder hans alvorlige ord.

Pastoren: Han har næsten sagt alt hvad han nogensinde har behøvet at sige? Cohen har ikke noget at skamme sig over!

Neuroplasticity

Pastoren: Cold Specks er også fra Canada, og kunne vel være Cohens barnebarn. Hun leverede en god koncert på Northside. Desværre kendte jeg ikke hendes numre fra Neuroplasticity endnu. Selve albummet kom først omkring to måneder senere. Sangmaterialet er mere dystert end før og måske ikke helt så lettilgængeligt. På et par numre er Michael Gira fra The Swans med, og så ved man godt hvilken vej, vi skal. Resultatet er i al fald stadig fascinerende, og er Al Spx’ vokal er fabelagtig. Det er en værdig toer, men ikke helt oppe hvor debutalbummet er.

strand-of-oaks-heal1

Jens: Heal med Strand of Oaks. De bliver måske aldrig mit favoritband, men albummet har en fin samling sange med helt Replacements-agtige jeg-personlige tekster om at føle sig ung, fucked-up og alene i verden.

Pastoren: Og sådan opdagede du Jason Molina via hyldestsangen “JM” – der ikke er spor Molina-agtig.

Jens: Strand of Oaks spillede på Ideal Bar, og det skulle have været en vildt god koncert efter anmeldelserne at dømme. Det var faktisk på den måde, jeg opdagede dem.

Pastoren: Jeg kunne godt forestille mig, at de gerne ville have haft højere til loftet. Strand of Oaks er jo sådan rigtig “rock med stort Å”-musik.

Jens: Nej, egentlig ikke. Det kunne albummet her godt være, hvis det var blevet produceret dyrere. Men det er det ikke. Det er sådan rigtig overdub-musik lavet af et band i et lille æggebakke-studie.

spoon

Pastoren: Spoon har med They Want My Soul lavet et album med meget stærkere sange end hvad man fandt på Transference (til gengæld var jeg rigtig glad for Ga Ga Ga Ga Ga). Dét band har en vane med at holde meget lange pauser mellem albummene. Det er svært ikke at tænke på Oasis, når man lytter til Spoon, og det skyldes i høj grad sangeren Britt Daniels, der lyder som Liam Gallagher, hvis han havde været begavet og sympatisk.

Jens: Men det er han jo ikke.

Pastoren: Nej. Der er i det hele taget meget Manchester over deres lyd. Man kunne måske kalde det pop, men den slags betegnelse bliver efterhånden brugt af anmeldelse, så snart de mener at kunne høre en G-dur-akkord. Men Spoon er faktisk fra USA. Tænk på titelnummeret, når dine urimelige kolleger beder dig om noget, og brug det som underlægningsmusik, når du siger nej til dem.

lament_l

Jens: Så vil jeg nævne Einstürzende Neubauten med Lament, der er deres konceptplade om Første Verdenskrig. Virkelig en voksenplade med stort V. Numrene blev uropført i Diksmuide i Belgien, der var skueplads for et af de første store slag i krigen. Det er en på én gang grum og dyster og humoristisk plade, hvor de indarbejder navnene på steder og på slag og gamle krigssange, men der er også gribende musik undervejs.

Pastoren: En dobbelt-LP, m.a.o.

Jens: Dem har verden også brug for.

afterthedisco

Pastoren: Broken Bells har med After The Disco lavet en overbevisende opfølger til debuten. Balladen “Leave It Alone” er hele albummet værd. James Mercer er en rigtig dygtig vokalist, og Brian Burton er en interessant producer. Det er et godt album, og det minder hverken om The Shins eller om Danger Mouse.

Jens: Der er nogle rigtig gode sange på den; jeg kan især godt lide “Holding On To Life” og titelnummeret. Der er en meget firseragtig stemning over lydtapetet, og coveret står flot.

Pastoren: Halvfjerdserstemninger produceret firseragtigt.

die nerven fun

Jens: Så vil jeg nævne Die Nerven fra Stuttgart og deres tysksprogede album Fun. Det er ret heftigt og i mangel af bedre beskrivelse Sonic Youth-inspireret. De arbejder i strukturer og med dynamik; men det er ikke bare et støjband, der er elementer af melodi og besnærende akkordforløb.

Pastoren: Dvs. der er en G-dur-akkord et sted.

st-vincent-birth-in-reverse

Pastoren: Det var først med årets selvbetitlede album St Vincent, jeg for alvor blev introduceret til St Vincents musik.

Jens: Årets plade ifølge NME.

Pastoren: Jeg kan lide albummet alligevel. Mange hæfter sig ved at Annie Clark har lavet en duo-plade med David Byrne, men der er snarere noget meget ABBA-præget over hendes tilgang. Og så lyder hun nogle gange helt utroligt meget som Annifrid Lyngstad. Prøv at høre “Psychopath” og lad være med at tænke på Voulez-vous. Ikke mange tænker på hvor exceptionelt dygtig en guitarist hun også er. Jeg kommer til at tænke på Robert Fripp – eller er det Adrian Belew med næsehornsguitaren? Det er det vel.

kent

Jens: Jeg vil nævne Kent med Tigerdrottningen. Voksenpop med mistet uskyld. Som at køre i en by af glas, der lugter af kræft og motorolie. Det var en god Kent-årgang.

Pastoren: Jeg er stået helt af på Kent. Det er ikke noget med at de ikke spiller guitarrock, de er bare kedelige. Kent var engang et band, jeg lyttede meget til. Men i dag synes jeg desværre, de er ligegyldige. Joakim Berg tænker tydeligvis stadig over sine tekster, men sangene på Tigerdrottningen lyder for meget som noget, jeg har hørt før, og det hele er begravet i et lydbillede, der ikke er særlig spændende.

tvotr_seedslp01

Pastoren: På en måde har jeg haft det med TV On The Radio, som jeg havde det med St Vincent; Dygtige musikere og gennemført musik, men stadig et eller andet, der holdt mig tilbage. Men på Seeds forstår jeg for alvor TV On The Radio. Det er albummet med deres hidtil mest iørefaldende og helstøbte sange; der er pågående rock og nogle meget funky forløb også. “Right Now” er et eksempel på det sidste. Tunde Adebimpe har jeg ikke helt forstået før, men nu står det klart at han kan synge.

Jens: Haha, de to ord ‘funky forløb’ siger det hele. Musik for musikkens skyld.  TV On The Radio’s muso-tilgang minder mig levende om hvorfor punk rock måtte komme og redde verden.

champs

Jens: Jeg har kun et britisk navn på min top-10 i år. Det siger måske mest om hvor skidt det ser ud med engelsk musik for tiden. Det album, jeg vil nævne, er Isle of Wight-duoen The Champs med Down Like Gold. Det er et nærmest pastoralt album, der kom ud af ingenting for mig, men jeg har hørt det meget. De synger rigtig godt, måske næsten for godt?

Pastoren: Det er meget salmeagtigt med falsetsang og det hele. Måske næsten lidt for meget for min smag.

singles

Pastoren: Future Islands er måske også næsten for meget af det gode, men de er det på den gode måde. Dem kendte jeg ikke noget til, før jeg så Lettermann-klippet af “Seasons” med den fascinerende koreografi og den specielle brug af growl. Og så ligner bandet jo fire mænd, der lige er kommet ud fra et lærerværelse.

Jens: De ligner slet ikke et band!

Pastoren: Jeg er nok ikke den eneste, der holder af Future Islands’ meget 1980’er-inspirerede poplyd på Singles. Simple Minds og The Fine Young Cannibals har bestemt ikke levet forgæves! Dette er overbevisende pop, og som genren ofte fordrer, er teksterne temmelig melankolske. Jeg holder meget af Samuel T. Herrings vokal og af den måde, bassen driver mange af numrene frem på (også dét minder om Simple Minds, dengang de var gode).

Jens: Det er et fascinerende tv-klip! Og Singles er sådan et album, der burde få The Killers til at ærgre sig. For Future Islands gør det som The Killers engang var så dygtige til, men for længst har glemt.

Pastoren: The Killers? Så kan jeg næsten bedre lide det rigtige Bon Jovi.

protomartyr-under-color

Jens: Jeg vil nævne Under Color of Official Right med Protomartyr, der udkom mens jeg var i New York i år. Dette er et meget sort-hvidt album; det er punket og går i tilgang lidt i retning af både The Fall og Wire, dengang de var spændende. Protomartyr lyder på én gang gammeldags og i stand til at bruge deres virkemidler, så resultatet ikke bliver retroagtigt.

Pastoren: Dét album har jeg til gengæld ikke hørt. Desværre har The Fall aldrig sagt mig noget. Jeg kan ikke finde ud af om Mark E. Smith er sur eller bitter – han passer ikke rigtig ind på pH-skalaen.

 Jens: Mark E. Smith er vel  først og fremmest en stor engelsk excentriker. Hans interviews er bedre end hans musik.

Pastoren: Jeg er altid særligt glad for at stifte bekendtskab med et musiknavn, jeg ikke kendte, og opdage at deres musik rummer en ny og spændende verden af sangskrivning. For et par år siden var det Cold Specks. I år har jeg stiftet bekendtskab med Hiss Golden Messenger gennem to meget forskellige albums.

baddebt

Bad Debt er et optaget-hjemme akustisk album, kun M.C. Taylor og hans guitar. Han var lige blevet far og skulle ikke vække nogen. Dét album blev genudsendt i år og minder om Bruce Springsteens Nebraska, om det tredje album med Uncle Tupelo og også stemningsmæssigt om Gillian Welch/David Rawlings.

latenessofdancers

Lateness of Dancers får vi i stedet band-udgaven, og vi kan høre en rolig country-rock-vokal og en sangskrivning, der minder om både Neil Finn og Bob Dylan.

wodlp3.11298covertext

Jens: Nævnes skal bestemt også The War On Drugs med Lost In The Dream, et afklaret, smukt album. Hvis der er et problem her, skulle det måske være, at vi allerede har hørt samme lydbillede på The War On Drugs’ foregående album.

Pastoren: Egentlig er det vel årets bedste Springsteen-album.

Jens: Jeg synes ikke at de minder om Springsteen – bortset fra i et par atypiske uptempo-numre. Men det er der andre end dig, der siger. Så måske er der noget om snakken.

Pastoren: Der er vel også lidt Tom Petty over dem. The War On Drugs er dog ikke så originale sangskrivere som man måske kan forledes til at tro. Men “Burning” og titelnummeret kunne sagtens passe ind på Tunnel of Love. Det er netop på “Burning”, man kan opleve hvordan ambient-lydbilledet og Springsteen-lyden fra midt i 1980’erne kan møde hinanden helt sømløst. Dét nummer er hele albummet værd.

lana-del-rey-1403216007

Jens: Lana del Rey: Ultraviolence. Er den på din liste?

Pastoren: Der er udkommet en masse god musik i 2014, så svaret er nej.

Jens: Der findes ikke ret mange albums i dag, der kan mestre den sangskrivning, hun præsterer på især albummets første fem-seks numre.

Pastoren: Nej, det vil jeg da sandelig ikke håbe.

Jens: Det er virkelig, virkelig gode sange, hun laver.

Pastoren: Hvorfor er de så ikke med på albummet?

Jens: Hvis Cat Power eller Ryan Adams havde et album med sange af den klasse, ville det blive hyldet som deres livs mesterværk.

Pastoren: De ser i hvert fald ikke så godt ud i bikini.

Jens: Måske gør Ryan Adams. Produktionen er rigtig spændende og speciel her, lyder som en blød valiumdrøm. God brug af rumklang. Den plade holder jeg meget af.

the-new-pornographers-brill-bruisers

Pastoren: Her er så til gengæld et godt album: Brill Bruisers med The New Pornographers. Måske er dette det bedste album det canadiske band har lavet; der er plads til både de lidt mere hektiske Sparks-agtige numre der især var mange af på deres første tre albums og de rolige øjeblikke. Der er ikke ét eneste svagt øjeblik på Brill Bruisers, hvis man spørger mig. Carl Newman er en rigtig dygtig sanger og sangskriver, og det er altid godt at høre Neko Case i denne sammenhæng. Men denne gang bidrager Dan Béjar også med nogle rigtig gode numre; især er jeg glad for “Born with a sound”. De er ikke bange for at lyde “syntetiske” med falske strygere af og til, og det holder jeg også meget af.

Jens: Men bliver du også ramt følelsesmæssigt af det?

Pastoren: Så afgjort!

Hamilton-Leithauser

Jens: Øverst har jeg Black Hours med Hamilton Leithauser. Der er en nysgerrighed i musikken, hvor han tager nye steder hen. Man kan høre debutens friskhed og legesyge i musikken, og når det lykkes er det rigtig, rigtig vellykket.

Pastoren: Du er bestemt ikke den eneste, der er rigtig glad for det album. Det er selvfølgelig svært ikke at nævne The Walkmen her. Noget af lyden er der stadig, og da især på de sidste sange. Men jeg er glad for at vi nu også hører Hamilton Leithauser med et orkester. Man kan i det hele taget få bekræftet, hvor vigtig en skikkelse han har været i bandet. Det er svært at fremhæve et enkelt nummer her; det skulle måske være “5 AM”.

Jens: Fremragende sang, ja. Eller ‘Self Pity’.

Og så var der også…

Pastoren: Der er ét album som det er vigtigt for mig at nævne, og det er Look Again To The Wind. Emmylou Harris, Gillian Welch & David Rawlings, Steve Earle m.fl. har markeret 50-året for udsendelsen af Bitter Tears, et gammelt album af Johnny Cash, ved at de sammen har genindspillet sangene. Johnny Cash ville dengang sætte fokus på forholdene for den oprindelige befolkning i USA, dem som mange kalder indianere, selv om der er mange forskellige folkeslag. Resultatet er rigtig smukt – alene Welch & Rawlings’ 9 minutter lange udgave af “As Long As The Grass Shall Grow” er albummet værd. Sangen handler om bygningen i 1964 af en dæmning i Pennsylvania, som oversvømmer det område hvor den oprindelige befolkning boede og drev landbrug. Dette antyder også at vi har at gøre med et usædvanligt sørgeligt album. Nogle af de sværeste albums at lytte til er i virkeligheden dem, der sætter fokus på social uretfærdighed – og den har der været masser af i dette tilfælde.

Jens: Det har jeg ikke fået hørt, men dét vil jeg.

Jens: Damon Albarn har lavet et godt, men måske lige lovlig diskret album med Everyday Robots. Når man hører albummet tættere på, kan man høre at der er rigtig gode sange iblandt, men der kræves stor tålmodighed og langsom hvilepuls. Jeg så en optagelse af hans optræden på Roskilde, som var langt mere levende.

Pastoren: Det er meget tilbagelænet. Det er utroligt, at han ikke falder af stolen. Titelnummeret er især rigtig godt.

Jens: Man kan håbe at det næste album tager ham et lidt mere energisk sted hen. En af Albarns styrker er at han er så god til at arbejde sammen med andre mennesker og alligevel altid få sat sit eget fornemme melodiske fingeraftryk på samarbejdet.

Pastoren: Elbow er på nogle måder lige så tilbagelænede i engelsk stil som Damon Album med The Take-off And Landing Of Everything. Det, jeg rigtig godt kan lide ved Elbow, er Guy Garveys vokal og den meget analoge stemning, der er over Elbows musik og hele lydbillede. Nummeret “The Blanket of Night” handler så vidt jeg kan læse og høre mig til om bådflygtninge – en sørgeligt aktuelt kommentar til et problem, mange helst ignorerer.

Jens: Jeg har et vist problem med Elbow, og det er vel netop Guy Garveys stemme. Der er en lidt lunkenvåd fornemmelse over den. Men de er bestemt dygtige folk.

Pastoren: Jeg havde glædet mig meget til Neil Finns nye album, og det ville også være spændende at høre hvad han kunne lave sammen med producer Dave Fridmann. Men selv om lydbilledet er flot på Dizzy Heights, er det også udflydende (som det godt kan blive når Fridmann er producer), og de fleste af sangene viser Neil Finn i det noget indadvendte hjørne. Der er efter min mening for lidt af det, der plejer at få Neil Finn til at stå frem som sangskriver. “Flying In The Face Of Love” er et af de numre, der bider sig fast.

Jens: Det album har jeg ikke fået hørt. Men jeg kender godt fornemmelsen af skuffelse – jeg var f.eks. selv meget skuffet over det nye album med Blonde Redhead.

Pastoren: The Young Fathers har lavet et rigtig interessant album ved navn Dead. De er en trio fra Edinburgh, to af medlemmerne har afrikansk baggrund. Grundstammen i musikken er hiphop, men der er også tydelig indflydelse fra rock og egentlig er lydbilledet meget beslægtet med TV On The Radio. “Get Up” er højdepunktet. Jeg skal vel bare høre det mere; så vil jeg for alvor opdage hvor mange kvaliteter albummet faktisk har.

Jens: Nu sagde jeg dårlige ting om musikscenen i England i år, men vil dog gerne lige kompensere lidt med at hylde Nottingham-duoen Sleaford Mods for deres salt & vinegar-bitre Divide and Exit, hvor den ene rant efter den anden om gråt, trøstesløst hverdagsliv i rustne England slynges afsted ovenpå en minimalistisk, hård sequence-bas/trommemaskine-backing. Et album jeg allerede her begynder at ærgre mig over ikke at have plads til i min egen top-10.

Pastoren: Hvis man trænger til at lytte til et skænderi på en pub, er Sleaford Mods en mulig erstatning. Lad mig nævne Tomas Andersson-Wij, der har lavet en rigtig skilsmisseplade med Mörkrets hastighet. Albummet er faktisk en sangcyklus om skilsmissen og livet som fraskilt forælder. Der er masser af skilsmisseplader, der handler om at eksmanden eller ekskonen er dum, men dette handler i stedet om sorgprocessen og om at finde ind til sig selv igen. Det hele slutter på en tone af håb. “Santa Monica” er et smukt og sigende nummer. Melodimaterialet trækker spor tilbage til de tidlige TAW-albums, og det kan jeg godt lide.

Jens: Jeg havde faktisk engang et album med TAW; det fik du.

Pastoren: Tak. Du må få alle mine plader med Lana del Rey. Det har du faktisk allerede.

Men for nu at tale om en dygtig og interessant kvindelig vokalist i stedet: Robyn og Röyksopp har lavet en EP, der hedder Do It Again. Numrene med Robyn er klart det bedste her; jeg ser frem til at hun en dag får lavet sig et album igen.

Jens: Endnu en meget fin tysk plade, men denne med et dansk islæt gennem guitaristen Jesper Lemkuhl, er Andrea Schroeder’s Where The Wild Oceans End. En dunkel samling sange, vi har featuret flere gange her på bloggen gennem først en meget vellykket tysksproget cover af Bowie’s ‘Heroes’, siden den gribende ‘Ghosts Of Berlin’. Schroeder synger sine sensuelle berlinske sange som en stille drøm.

Pastoren: Hvis Lana del Rey havde talent, smag og sangstemme, ville hun kunne stræbe mod at lyde som Andrea Schroeder. Lad mig nævne en engelsk sangerinde. Rumer har lavet In Colours, der er endnu et moderne Karen Carpenter-album. Hendes stemme er meget smuk; hun er en helt anderledes sangerinde end Neko Case, men der er den samme gode fornemmelse af at lytte til en vokalist, der mestrer sit instrument og samtidig har sjælen med. Burt Bacharach lurer i baggrunden på mange af sangene, men der er mindst ét sted også gået lidt halvfjerdserdisco i foretagendet uden at det gør noget.

Jens: Når folk sammenligner med Bacharach, er det som oftest når de skal beskrive komplekst konstrueret popmusik, der ikke rummer hans store kvaliteter.

Pastoren: Men sådan er det ikke med Rumer. Hele easy listening-stemningen dækker (som på en del andre udgivelser i genren) faktisk over en hel del alvor, især Rumers kamp med og mod psykiske problemer. Dette album tror jeg vil vokse med tiden, når jeg får lyttet lidt mere til det.

Så er der også Owen Pallett; han er fra Canada og har en baggrund i klassisk musik som bl.a. Arcade Fire haft glæde af – de har brugt ham som arrangør. In Conflict er et flot orkestreret album, men sangene er der ikke altid helt. Jeg kan godt lide “On A Path”.

Og så er der vores fjerne næsten-landsmand Beck Hansen. Han har med Morning Phase tydeligt prøve at videreføre den u-ironiske og mere sædvanligt sangbaserede stil, han oprindelig opdyrkede med Sea Change tilbage i 2002. Der er også gode ting på Morning Phase, men man kommer uvægerligt til at sammenligne med Sea Change, som jeg stadig foretrækker.

Jens: Jeg synes slet ikke at sangene er på niveau med hvad man hørte på Sea Change.

Pastoren: Han må se at blive skilt igen.

Men så er der dukket endnu en samling gamle optagelser op med Johnny Cash. På Out Among The Stars er bl.a. “She Used To Love Me A Lot” bestemt værd at høre, og i det hele taget er det underligt at sangene ikke er blevet udsendt tidligere – også selv om de ikke er på niveau med f.eks. de senere American Recordings.

Jens: “She Used To Love Me A Lot” er en rørende sang, men det er som at havne i en tidslomme, når man hører det. Jeg tror hellere jeg vil lytte til Look Again To The Wind.

Pastoren: Eels udgav The Cautionary Tales of Mark Oliver Everett, der på mange måder vender tilbage til stemningen fra Blinking Lights, og der er både flere gode melodier og et mindre skramlet lydbillede end på de seneste albums. Det kan jeg godt lide. Denne gang handler det som så ofte før om Everetts mange kvaler med at være alene og misforstået. “Agatha Chang” er en vellykket ballade.

Og Ryan Adams har lavet endnu et album,  der bare hedder Ryan Adams, og “My Wrecking Ball” er en af hans gode akustiske ballader. Bare der havde været mere af den slags.

Faktisk synes jeg en del bedre om Ray Lamontagnes album Supernova; han minder noget om Ryan Adams i sit udtryk, synes jeg. Denne gang er der dog kommet lidt småpsykedeliske fingeraftryk på hans lyd, og det klæder ham ikke altid lige godt.

Så er der Bruce Springsteens album fra i år High Hopes, der er sammenbragte børn af noget ujævn kvalitet. Det var dog godt at få en udgave af “Dream baby, dream”.

Til gengæld vil jeg godt hævde at Manic Street Preachers har fundet formen igen. Hvor det foregående album var overvejende akustisk og rettede blikket mod Wales, hvor de jo kommer fra, er Futurology meget mere elektrisk, og sangene handler om Europa (en verdensdel, som briterne selv tror, de står lidt uden for). Og så er det optaget i en by, der hedder Berlin, som du måske har besøgt. Det er ikke stor kunst, men de er et usædvanligt godt sammenspillet band. Jeg kan godt lide “Misguided Missile”, der handler om at være i tvivl om man nu gør det rigtige eller om man bare er en storslået hykler. Sådan har jeg det nemlig tit selv.

Jens: Man kan godt ane at de denne gang er blevet inspireret af krautrock, synes jeg. De der flader, hvor der kører trommer henover, minder lidt om Neu. Jeg så dem engang da de spillede på Rockmaskinen for 200 mennesker i 1997 (tror jeg), og man kunne allerede dengang fornemme hvor godt sammenspillede de er.

Pastoren: Lucinda Williams har med Down Where The Spirit Meets The Bone lavet et af sine bedste albums i et godt stykke tid – og som sædvanlig er hun både empatisk og fandenivoldsk på én gang. “East Side Of Town” er en smuk sang om at leve i et socialt belastet kvarter.

Nogle danske udgivelser

Jens: Ikke et ord om Kærlighed og straf, Pastor.

Pastoren: Så lad gå. Jeg vil nævne Jørgen Leth, Frithjof Toksvig og Mikael Simpson: Ingen regning til mig. Det er fascinerende at høre Jørgen Leth sidde og udbrede sig spontant om stort og småt, og der er ikke et ord om cykelsport. Det er en rigtig vellykket spoken word-udgivelse. Men få fat i dobbelt-CD-udgaven, for også de rent instrumentale udgaver er værd at lytte til. De er især præget af Frithjof Toksvig.

Jens: Jørgen Leths stemme har en særlig meditativ kvalitet, uanset hvad han taler om. Han er en utrolig god fortæller og har en smittende selvglæde!

Så vil jeg fremhæve Pe’ahi med The Raveonettes. De har lavet et af deres bedste album i år.

Pastoren: Det har jeg desværre ikke hørt endnu. Men et andet album, jeg har hørt og som jeg er meget glad for, er Glade dage i St. Vemod med Ukendt Under Andet Navn. Henrik Olesen har lavet et overvejende instrumentalt album, og også han er til dels gået krautrock-vejen. Når han synger, er teksterne korte og koncise. Musikken er minimalistisk på en varm måde – og det fungerer også live. På en måde er det en meget old school-tilgang til techno, på en anden måde er det vel også et besøg i udgangspunktet i Sort-Hvide Landskaber, hvor Olesen-brødrene jo startede.

Jens: Det kan jeg godt høre.

Pastoren: Jeg hørte første gang Er de sjældne til en dobbeltkoncert med Ukendt under andet navn. Olé olé er elektronisk pop med tekst af Lone Hørslev og musik af Solveig Sandnes; meget af det er iørefaldende.

Jens: Ja, det er vel pop lavet af og for folk, der egentlig ikke hører pop.

Pastoren: Jeg kommer til at tænke på gamle amerikanske firsernavne som B-52s (der også var præget af to kvinder med højt hår) og på Tom Tom Club.

Jens: Det nye album med Niels Skousen, Smil eller dø, er jeg glad for. Han skinner stærkt igennem i sine sange og sine tekster. Der er en næsten Leonard Cohen’sk afskedsstemning over denne samling. “Ikke noget at se frem til”, synges der uden et gram ironi.

Pastoren: The Sandmen forsøger sig efter et kvart århundrede sammen på dansk på Den bedste dag. Ikke alt på albummet er lykkedes helt, men jeg kan godt lide at der er kommet en tydelig inspiration ind fra krautrock og fra Joy Division. Og der er da bestemt også numre, der sidder i skabet. Især “Udkantsdreng” og “En pose støv” skal fremhæves. Titelnummeret er også godt.

Jens: “Udkantsdreng” er et godt take på Joy Division. Og jeg synes det fungerer helt naturligt for Allan Vegenfeldt at udtrykke sig på dansk.

Pastoren: Jeg håber at de fortsætter i dette spor.

Jens: Nikolaj Nørlunds album Det naturlige er også meget vellykket. Det er vel hans bedste soloalbum i mange år, måske det største siden milepælen Tændstik.

Pastoren: Det er bestemt ikke noget dårligt album!

Jens: Så er der Iceage med Ploughing Into The Field Of Love. Det nye album er helt anderledes end de to første. Nu prøver man at spille rigtig musik! Der er gammel Nick Cave og Gun Club at høre i den nye lyd. Men vokalisten trækker ikke helt stikket hjem, synes jeg. Han er måske lidt for….ung.

Pastoren: Jeg havde efterhånden ikke forventet nogensinde at skulle høre Lars H.U.G. på dansk igen. 10 sekunders stilhed giver mindelser om de gamle albums, men nogle steder er numrene også ved at kamme over i Lars Lilholt (og det er ingen ros). Jeg savner (også her) Hilmer.

Jens: Mangler han nogen, der udfordrer ham? For 30 år siden lød han som fremtiden; det gør han naturligvis ikke mere.

Pastoren: Det bliver også sværere, når man holder en så lang pause som han har gjort.

Jens: Ja, man skal sørge for at lave et nyt album hvert andet år.

Og herefter fortonede samtalen sig i generelle betragtninger.

Jens’s top 10-liste

  1. Black Hours – Hamilton Leithauser
  2. Ultraviolence – Lana Del Rey
  3. Lost In The Dream – The War On Drugs
  4. Under Color of Official Right – Protomartyr
  5. Down Like Gold – The Champs
  6. Tigerdrottningen – Kent
  7. Fun – Die Nerven
  8. Lament – Einstürzende Neubauten
  9. HEAL – Strand of Oaks
  10. Popular Problems – Leonard Cohen

Pastorens top 30-liste

  1. The New Pornographers: Brill Bruisers
  2. Hiss Golden Messenger: Lateness of Dancers og Bad Debt
  3. Future Islands: Singles
  4. Hamilton Leithauser: Black Hours
  5. TV On The Radio: Seeds
  6. St Vincent: St Vincent
  7. Broken Bells: After The Disco
  8. Spoon: They Want My Soul
  9. Cold Specks: Neuroplasticity
  10. Sharon Van Etten: Are We There?
  11. Elbow: The Take-Off and Landing of Everything
  12. Diverse kunstnere: Look Again To The Wind
  13. Tomas Andersson-Wij: Mörkrets Hastighet
  14. Lucinda Williams: Down Where The Spirit Meets The Bone
  15. Damon Albarn: Everyday Robots
  16. The War on Drugs: Lost In The Dream
  17. The Young Fathers: Dead
  18. Ray La Montagne: Supernova
  19. Manic Street Preachers: Futurology
  20. Rumer: Into Colour
  21. Owen Pallett: In Conflict
  22. Robyn & Röyksopp: Do it Again
  23. Eels: The Cautionary Tales of Mark Oliver Everett
  24. Leonard Cohen: Popular Problems
  25. Beck: Morning Phase
  26. Neil Finn: Dizzy Heights
  27. Johnny Cash: Out Among The Stars
  28. Bruce Springsteen: High Hopes.
  29. Ryan Adams: Ryan Adams
  30. Kent: Tigerdrottningen

3 tanker om “Årets albumudgivelser 2014”

Skriv et svar

Jens Unmacks officielle weblog