Årets albumudgivelser 2020

Det var en mørk og stille eftermiddag, da Zoom blev bragt i anvendelse. Efter nogle pandemirelaterede betragtninger om gåture i byen, kirkegårde, situationen i Sverige osv. kom denne blogs forfattere ind på det sædvanlige.

Pastoren: Det har været et meget…

Jens: …underligt år.

Pastoren: Så afgjort. Jeg fik ikke hørt så meget musik i år, synes jeg. Men jeg fik lyttet til The Lamb Lies Down On Broadway med Genesis. Det er faktisk ikke et dårligt album. Genesis kunne noget, mens Peter Gabriel stadig var med. Og jeg fik omsider købt den særlige udgave af Sweetheart of the Rodeo med The Byrds. 

Jens: Hvad er der særligt ved den?

Pastoren: Der er en ekstra cd mednumre med Gram Parsons på vokal og numre med The International Submarine Band. Det er et dejligt countryalbum.

Jens: Ja, det er det. Det var vel der, det begyndte for alle os, der ikke var vant til at lytte til country, men godt kunne lide The Byrds.

Godt nyt til dig, Pastor: I år skal vi ikke snakke om Lana del Rey, for hun har ikke udsendt noget album.

Pastoren: Så har det jo alligevel været et godt år på én måde.

Top 10

Pastoren: Dirk Powell – When I Wait For You. Ham kendte jeg ikke, men det er værd at høre. Jeg blev opmærksom på ham efter at have læst Rhiannon Giddens’ anbefaling af ham. Powell er ikke fra North Carolina men Kentucky, der også ligger i det sydøstlige hjørne af USA. Jeg kan bl.a. godt lide hans sang “I Ain’t Singing Pretty Polly Anymore”, hvor han gør op med de såkaldte murder ballads, der handler om voldelige mænd, der slår kvinder ihjel. Den slags sange er der ingen grund til at synge.

Jens: Nej, det er en underlig genre. Hvorfor mord er så “underholdende” en forbrydelse, der er lavet så mange sange om, ved jeg ikke. Man kunne næppe forestille sig f.eks. “rape ballads” selv om det ligesådan er en afskyelig gerning.

Pastoren: Doves — The Universal Want. Et vellykket comeback. Det er de tre dygtige musikere og gode sange. Man kan hos Doves og såmænd også hos deres venner Elbow sagtens høre inspirationen fra Genesis i Peter Gabriel-tiden, bare uden de lange, “proggede” forløb, der til tider fyldte vel meget hos Genesis.

Jens: Ja, men sangeren i The Doves er alt for anonym i forhold til Guy Garvey fra Elbow.

Jens: Så er der Muzz, den vel bedste Interpol-plade siden Our Love To Admire. Paul Banks er sammen med en gammel ungdomsven og trommeslageren fra The Walkmen. Som album er det afslappet og laissez-faire. Men man finder en frihed i Paul Banks’ stemme som man ikke har hørt i mange år. Det er det nærmeste, vi kommer en Walkmen-udgivelse på min top-10, som altså derved desværre må melde pas til Hamilton Leithausers skrivekrampe af et album i år.

Pastoren: Four Tet – Sixteen Oceans. Kieran Hebden. Elektronisk, men med samples af analoge instrumenter. Denne gang er det også forholdsvis dansabelt. Bruce Springsteen kan lide Four Tet, ved jeg.

Jens: Michael Rother — Dreaming. Han var med i det helt tidligere Kraftwerk og med i Neu.

Pastoren: Så er han en af de unge løver.

Jens: Det er han. Dreaming er delvist sangbaseret og fuldstændig elektronisk tilbagelænet med Sophie Joher på vokal, og er udsendt på Herbert Grönemeyer’s pladeselskab Grönland. Dette er tysk vemod for den helt store sehnsucht.

Begge: Fontaines D.C. – A Heroes’ Death. Dette er fuldt på højde med første album. Grian Chatten er endda begyndt at synge mere!Nogle gange kunne man godt tænke på The Fall, og de var sure hele vejen igennem. Sådan er Fontaines D.C. ikke.  Titelnummeret er dejligt – det er alt andet end surt. Og de mener det her. Det er rock på den vitale måde, hvor bandet tror på dets egen betydning. Man kan samtidig høre at de er fra Irland og ikke fra Manchester eller deromkring. Guitaristerne fortjener også en masse ros! Enormt forfriskende. 

Pastoren: Gillian Welch & David Rawlings – All The Good Times. De to har siddet hjemme i deres hus og har spillet de sange, de holder af. Det gør de rigtig godt.

Jens: Ja, det er et fint, meget amerikansk album. Jeg ville dog nok råde David Rawlings til at holde sig til harmonivokalerne, selv om han bestemt er en okay sanger, men Gillian Welch er bare klasser bedre. Det er hendes stemme man vil fortabe sig i.

Pastoren: Men han er en eminent guitarist.

Jens: Så har jeg her Bryan Ferrys livealbum Live at the Royal Albert Hall 1974. Her er han sammen med musikerne fra Roxy Music, men han spiller sange fra sine soloalbums. Det er covernumre fra 1960’erne og 1970’erne, og der er en masse overskud her, både hvad sangskrivning og spil angår. Dette album er virkelig en magtdemonstration af hvor kunstnerisk god og attitudestærk Ferry er som allerbedst i de år, der skaber den karriere, som stadig kaster overraskende gode ting af sig.

Pastoren: Khruangbin – Mordechai. Der er nogle sangagtige numre denne gang, men dejligt tilbagelænet. De er usædvanligt dygtige – og visuelt betragtet er det tre meget forskellige musikere: Den skaldede, flegmatiske trommeslager, bassisten med de mange kjoler og dansetrin og guitaristen, der nulrer løs.

Jens: Kunne der have været bare lidt mere sang?

Pastoren: Der er så mange andre, der synger.

Jens: Og så til et comeback af de helt store: The Psychedelic Furs med Made of Rain. Postpunkerne fra London mistede den helt og aldeles sent i 1990’erne, hvor de lokket af det amerikanske marked gik i en musikalsk INXS-fælde. Men den hvide rockfunk er heldigvis fortid. Det sortsyn som dominerer Made of Rain, passer helt fantastisk til 2020. Hvis man ikke kan lide dystopisk musik, er der nok ikke meget at komme efter her. 

Pastoren: Jeg husker især deres tredje album, Talk Talk Talk, det med “Pretty in Pink”.

Jens: Det var også et usædvanligt sortsynet album. Og et skønt et af slagsen.

Pastoren: Nu tilbage til Gillian Welch & David Rawlings – The Lost Songs. Det er en kæmpestor opsamling med uudsendte numre fra tiden omkring Time The Revelator og Soul Journey. Hvorfor blev de aldrig udsendt? Der er utroligt meget guld at finde her.

Jens: Der er en sær amerikansk tendens med at lægge så meget tidsmæssigt på et album som muligt, noget der opstod efter cd’ens ankomst med spilletid på tæt på 80 minutter. Det fører til en masse amerikanske udgivelser, der opleves alt, alt for lange. Hvis alle numrene fra The Lost Songs var kommet med på de rigtige albumudgivelser dengang, havde du nok ikke været så glad for dem.

Pastoren: Måske. Men det er dejligt omsider at høre “Valley of Tears”, en sang Welch og Rawlings oprindelig forærede væk til Solomon Burke, i deres egen udgave.

Jens: Protomartyr: Ultimate Success Today. På én måde er de vel The Falls uægte amerikanske børn. Musikken er den Detroit-sorteste postpunk med sært fusionsagtige jazz-breaks når man mest tror, man har regnet dem ud. Og midt i det hele kommer ligeså overraskende ud af intet nogle sært smukke melodiske forløb, ja, jeg hører pludselig et stykke der giver mindelser om Kenya’s underskønne nationalmelodi, så helheden er noget ganske særligt. Jeg har set dem til to koncerter, de har den virkelig.

Pastoren: H.C. McEntire – Eno Axis. Countryrock på den gode måde og fra North Carolina, en delstat der også har givet os bl.a. Rhiannon Giddens, Hiss Golden Messenger og Ryan Adams. De må putte et eller andet i drikkevandet, så meget god alternativ country, de laver i den delstat. Desværre får det dem så også til at stemme på Donald Trump. H.C. McEntire er en rigtig god vokalist, der godt kan minde lidt om Emmylou Harris – og det er en meget stor ros. Gode melodier med nogle lidt kringlede, men samtidig meget sangbare tekster. Eno Axis har ikke noget med Brian Eno at gøre; det er navnet på en lokal flod.

Jens: Endnu et livealbum her – og det er Thåström med Klokken 2 om natten. Det er et in-between-album, som han muligvis udsendte, fordi det trækker ud med at udsende næste regulære album. Det er optaget over tre aftner på Centralmassivet-touren med store live-versioner af de allerede kendte sange. Hans fantastiske band kommer til deres ret på en liveplade som denne, der dog gerne måtte have været dobbelt så lang.

Pastoren: Jeg bliver i Sverige med Mando Diao – I solnedgången. Der burde være et påbud om at de kun må synge på svensk. For når de gør det, er de noget helt særligt og synger sig ind i den svenske visetradition på overbevisende vis med deres vise tekster. På svensk er de folkeeje. Når de synger pop-rock på engelsk, er de til gengæld fuldstændig anonyme.

Jens: Jeg tror, Mando Diao har et stort publikum i Tyskland, der kan lide deres ret almindelige og radioorienterede pop-rock. Jeg så dem på en klub i Hälsingborg for et par år siden – de spillede mest den slags, men pludselig kom der et nummer fra Infruset, og publikum var som transformeret. Det betød noget mere.

Jens: Bob Dylan – Rough and Rowdy Ways. Det er en af hans bedste plader nogensinde. 

Pastoren: Virkelig? Bedre end Highway 61 Revisited og Nashville Skyline og John Wesley Harding og Bringing It All Back Home

Jens: I al fald på højde med dem. Han synger den apokalyptiske tid, vi lever i, ud på en måde som er velgørende, skarp, vital og med begsort humor. At en mand på 79 kan lave et flammende album med sådan en nødvendighed som her, det er i sig selv stor kunst. Og så indeholder albummet jo ‘Murder Most Foul’, det 17-minutter lange requiem til Kennedy og den amerikanske drøm som sådan, der er indgangsprisen værd i sig selv. En sand mester i denne topform, Dylan.

Pastoren: Hmmm. Bob-Bob-Bob…

Pastoren: Kathleen Edwards – Total Freedom. Det album har jeg lyttet rigtig meget til; hun er ikke engang fra North Carolina – hun er fra Canada. I sin tid trak hun sig tilbage og åbnede en café, men så fik hun lyst til at skrive sange igen. Resultatet er et dejligt og dejligt overbevisende comeback-album. Kathleen Edwards synger rigtig dejligt, måske lidt Heather Nova-agtigt (kan nogen huske hende?) men med mere twang. Vi er trods alt ovre i country-rocken her. Skal høres!

Jens: Einstürzende Neubauten – Alles in Allem. Dette er mere sangorienteret end nogensinde før! Teksterne kommer langt omkring, ikke mindst i Vestberlin, og Blixa Bargelds diktion giver sproget tysk retfærdighed som et af de smukkeste sprog der findes. Det kan det sagtens være i den rette mund.

Jens: Max Rieger fra Die Nerven har med All Diese Gewalt lavet hvad der for mig er årets allerbedste album, hvor han i grænselandet mellem den elektroniske musik, All Diese Gewalt tidligere har bevæget sig i, og en mere konventionel rockmusik rammer et organisk udtryk, der indimellem tager stor næring af nogle for Max Rieger ret konventionelle sangstrukturer. Et stort album.

Så var der også

Jens: Hamilton Leithauser – The Loves of Your Life. Desværre ikke noget vellykket comeback efter fire år. Leithauser har ifølge sig selv haft skrive-problemer, og de rigtigvis ofte lidt matte sange bliver ikke bedre af, at han skambruger sin specielle evne til at trykke den vokale speeder helt i bund. Virkelig en spildt mulighed.

Pastoren: Måske prøver han at råbe produceren op?

Jens: Han har selv produceret dette album.

Pastoren: Nick Cave – Idiot Prayer. De oprindelige udgaver er nok bedst. Men den enkle form er god, for sangene kan sagtens stå selv. Måske skal han videre fra samarbejdet med Warren Ellis?

Jens: Min gud, man savner et regulært album med The Bad Seeds. Og efterhånden meget gerne uden Warren Ellis.

Pastoren: Bruce Springsteen – Letter To You. Det er et brev fra en gammel ven, og den slags er selvfølgelig velkomment i et år som 2020. Det er godt at høre at alt er ved det gamle, men måske forventede man mere.

Jens: Virkelig skuffet. Jeg ville så gerne kunne lide det her album, men kan slet ikke mærke Springsteen i disse i overfladen så intense sange. Jeg tænker undervejs, om han muligvis er stærkt medicineret, og heller ikke selv kan mærke det, han gerne vil synge ud.

Pastoren: Matt Berninger – Serpentine Prison. Det er ikke svært at høre The National her. Booker T er med. 

Jens: Der er nogle tomme kalorier i musikken her, men hans stemme og ord er altid godt selskab. Berninger er iøvrigt gæst på det nye album med Taylor Swift, hvor en af Dessner-brødrene har en stor finger med i spillet. Det er lidt underligt at opleve ham i lige den lidt blodfattige kontekst.

Jens: Paul Weller – On Sunset. Det var hans bedste soloalbum i mange år. Den soulmusik, han altid holdt så meget af, giver ham til stadighed nyt liv.

Pastoren: Han er begyndt at lyde lidt som David Bowie, og det er jo en ros.

Pastoren: Other Lives – For Their Love. Det er vel nærmest country på den dramatiske måde. “We Wait” er et fremragende nummer.

Pastoren: Fiona Apple – Fetch the Bolt Cutters. Jeg er næsten nødt til at nævne det, for der er så mange, der synes det er et helt fantastisk album.

Jens: Jeg står helt af her.

Pastoren: Ak ja. Jeg er heller ikke så begejstret som anmeldelserne. Hvad er det mon, jeg ikke har indset?

Jens: The Strokes – The New Abnormal vil jeg heller ikke nævne. Selvom der ét virkelig godt elektronisk nummer uden trommer. Men der er ingen sjæl i dem mere. De kommer aldrig videre fra den mesterlige rockplade som var deres debutalbum. Fænomenet The Strokes er blevet langt større end deres catwalk-tomme hooklines. Tror nu godt de stadig kan spille en stærk koncert.

Pastoren: Jonathan Johansson – Scirocco. Musikalsk er vi endnu engang i synth-hjørnet, men Johansson har desværre fået en vane med at synge på halvengelsk, og det klæder ham desværre ikke at synge f.eks. “Flexa musklerna om du är weak”.

Pastoren: Rone – A Room With A View. Boards of Canada-agtigt, men fra Frankrig og måske ikke så kuldslået.

Jens: Molchat Doma fra Hviderusland – Monument, der i store træk viderefører deres Joy Division-inspiration, men af og til med melodimateriale, der sender tankerne afsted til østeuropæisk Melodi Grand Prix.

Pastoren: Ryan Adams har lavet et album, men det har jeg ikke hørt i sin helhed endnu. De numre, jeg har hørt, tegner faktisk godt. Han er i det lavmælte hjørne, men det ville jeg nok også være, hvis jeg var ham.

Jens: Så afgjort.

Vild med dansk

Pastoren: Folkeklubben – Børn af den tabte tid. Arven fra Kim Larsen står stærkt og bevares vel, bedre end hos Larsens egne sønner.

Jens: Jeg har bevidst undgået at høre dansk musik i lang tid, da jeg skal holde hovedet klart. Det foregående album hørte jeg dog rigtig meget.

Pastoren: Peter Sommer – Stærk strøm hen over ujævn bund. Peter Sommer har virkelig ordet i sin magt.

Jens: Ja, hans sangbrug af det danske sprog er virkelig elegant og overskudsagtigt. Desværre har jeg ikke fået hørt dette album gennemgående.

Jens: Lad mig dog nævne et dansk album, jeg ikke kunne undgå at falde over ved en tilfældighed: Peter Wangel – Omfartsvej. Jeg kender ikke hans tidligere elektroniske udgivelser bare som Wangel, men dette debutalbum i eget navn kan noget specielt. Det er sjældent, man møder en debutartist som er så færdigudviklet i ord og melodi. Nørlund formidler det hele rigtig godt med levende og lydhøre arrangementer.

Pastoren: Ja, det er godt. Han balancerer på den rigtige side af surheden.

Jens: Baby in Vain: See Through. En imponerende, selvstændig plade, der afskræller det wannabe-lag som mange rockbands kommer med. En samling stærke og stærkt personlige sange, der positivt mere taler til sig selv end de gør sig til overfor nogen.

Pastoren: Myrkur – Folkesange. Der er ikke skyggen af metal her, kun nordisk folketone. Meget smukt.

Pastoren: Jeg bør også nævne Barselonas album 1 dag er vi 1 minde – det er vellykket, lyrisk pop med lige så lyriske sangtekster. Dem håber jeg at få oplevet til en koncert en dag.

Jens: Og jeg glæder mig til, at høre mange af de nævnte danske albums her. Samt også de nye efterårsalbums med MIchael Ehlert Falch og Simon Kvamm’s Hugorm. Godt bandnavn!

Pastoren: Årets danske sang på engelsk er “Underperformer” med Eyes. Det er det nærmeste, vi kommer på en egentlig temasang for 2020.

Jens: Ikke i min verden. Men den har humor, håber jeg.

Genudgivelser

Pastoren: Jeg vil nævne to albums med salig The Replacements – Dead Man’s Pop (1988) og Pleased To Meet Me (1987).

Det er to genudgivelser af de gamle albums med en masse ekstramateriale, herunder en rigtig vellykket koncertoptagelse. De viser at firserproduktionen ikke fungerer så godt længere (især Don’t Tell A Soul nyder godt af at den store, hule trommelyd er nedtonet), men også at et godt album ikke nødvendigvis er et langt ét. Alle sangene på Pleased To Meet Me, både de stille og de rockede, holder endnu på smukkeste vis – og hele herligheden er ikke engang en halv time lang.

Top 10

Pastoren

  1. Kathleen Edwards: Total Freedom
  2. Mando Diao: I solnedgången
  3. H.C. McEntire: Eno Axis
  4. Gillian Welch & David Rawlings: The Lost Songs
  5. Khruangbin: Mordechai
  6. Gillian Welch & David Rawlings: All The Good Times
  7. Fontaines D.C. A Heroes’ Death
  8. Four Set: Sixteen Oceans
  9. Doves: The Universal Want
  10. Dirk Powell: When I Wait For You

Jens


01. All Diese Gewalt – Andere
02. Einstürzende Neubauten – Alles In Allem
03. Bob Dylan – Rough and Rowdy Ways
04. Thåström – Klokken 2 Om Natten
05. Protomartyr – Ultimate Succes Today
06. Psychedelic Furs – Made of Rain
07. Bryan Ferry – Live at the Royal Albert Hall 1974
08. Fontaines DC – A Hero’s Death
09. Michael Rother – Dreaming
10. Muzz – Muzz

Jens Unmacks officielle weblog