Det var en mørk og ikke specielt stormfuld decemberaften; Pastoren sad derhjemme for sig selv og indså, at det er nemmere (men også markant kedeligere) at skrive dette uden at skulle vende indholdet med Jens.

Der er sket noget med mine lyttevaner siden pandemien begyndte. Måske var det allerede på vej inden da. Alderen trykker. Pandemien ligeså.

Der er mange genrer og mange kunstnere, jeg kun kender lidt. Udbuddet af nyudgivelser inden for alle genrer er enormt, og jeg kan kun få et lille og dybest set helt tilfældigt indblik.

Siden marts 2020 er jeg begyndt mest at lytte til P2 Klassisk og jeg er også begyndt at genbesøge musik, der kom for længe siden. Ikke mindst The Beatles har jeg indset, at jeg altid kan vende tilbage til. Også David Bowie og Aretha Franklin og The Clash og Johnny Cash og Kate Bush og Bruce Springsteen kan jeg vende tilbage til igen og igen. Og der er andre med dem. Men det ved de mennesker, der kender mig, godt.

Når jeg kommer med et så tilfældigt udpluk, som jeg gør her, er det ikke nødvendigvis tegn på en form for alderskonservatisme (håber jeg da). Teksterne betyder mere og mere for mig, og der er noget, det bliver lettere at reflektere over et stykke henne i livet. The Beatles var unge, da de skrev sange som “Eleanor Rigby” og “In My Life”, der er eksempler på sange med en forbløffende stor livsvisdom, skrevet af mænd midt i tyverne.

Der er bestemt danske albums, jeg har lyttet til undervejs og fundet glæde ved, men i denne gennemgang vil jeg fokusere på de udenlandske albums, jeg nåede at høre. De danske albums vil jeg skrive om en anden gang.

Elbow – Flying Dream 1. Dette er på en måde deres mest lavmælte album, og der er nogle meget smukke sange på. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor Guy Garvey nævner Talk Talk som en inspiration, men måske er det inderligheden i Talk Talks musik (på de sidste 2-3 albums) som Elbow har som ledestjerne. Og jeg holder meget af Guy Garveys vokal og den verden, hans tekster fremmaner. Det er et eftertænksomt, men også ligetil England, som jeg også kender fra mine to søstre, der kommer fra Manchester-egnen.

Alison Krauss og Robert Plant – Raise the Roof. Dette album kunne snildt være indspillet lige efter Raising Sand. Stemningen er den samme, og produktionen er den samme. Forskellen er for mig at se, at der er langt større fokus på kvindelige sangskrivere denne gang, og det gør bestemt ikke noget. If it ain’t broke, don’t fix it, som nogen siger. Krauss og Plant er fantastiske fortolkere, og min respekt for dem begge er stor.

The Felice Brothers – From Dreams to Dust. Dette album er ikke så Bob-agtigt som Felice Brothers var engang, men resultatet er tilbagelænet amerikansk på en god måde.

Thåström – Dom som skiner. Jeg har altid godt kunnet høre, at Joakim Thåström er dygtig, men det har taget mig længere tid at overgive mig til ham, end jeg vel havde regnet med. Det her album er vellykket. Måske er det noget af det mest poppede fra hans hånd. Men også her er der en stor livsvisdom at tage af.

Solen – Totalmusik. Solen er (ud over at være et velkendt himmellegeme, uden hvilket vi ikke var her) et svensk ensemble. Dem kendte jeg ikke før. Men der er lidt Kent over dem – ikke som Berg m.fl. lød til sidst i deres synth-poppede og udvendige fase (hvor jeg var ved at stå af) men som de fremstod på tidlige albums som Isola. En positiv overraskelse for mig.

Big Red Machine – How Long Do You Think It’s Gonna Last? har udviklet sig til at være  mere end bare et sideprojekt for Bon Iver og The National, synes jeg. En indikator på det er, at Big Red Machine ikke lyder som nogen af de to andre navne. Aaron Dessner er tilmed ved at træde i karakter som sanger, selv om han ikke er så dygtig en vokalist som Justin Vernon. Der er også en (for mig, der er gammel og træt) overraskende god gæsteoptræden fra Taylor Swift.

Hiss Golden Messenger — Quietly Blowing It og Come All Ye Faithful. Ja, gruppen fra North Carolina udsendte hele to albums i år. Jeg holder meget af Mike Taylor, der er hovedkraften i bandet. Hans sangskrivning minder mig både om Bob Dylan og Neil Finn og er gennemsympatisk og ligetil. Hvor Calexicos Seasonal Shift var et udadvendt album med store armbevægelser og dans i skoene, er Come All Ye Faithful et meget mere inderligt julealbum, og et af slagsen, man kan tage frem også næste jul.

Will Stratton – The Changing Wildernesss. Denne amerikanske sanger og sangskriver kendte jeg ikke før. Han gør sig i enkel og lidt vemodig folk, inspireret af Nick Drake og også lidt af Ray LaMontagne, synes jeg. Og det er stærk og god sangskrivning vi møder også hos Will Stratton.

Cassandra Jenkins – An Overview on Phenomenal Nature. Vi har på én måde at gøre med arven efter David Berman. Jenkins var med i hans band Purple Mountains, men kort inden de skulle på turné, slog Berman som bekendt sig selv ihjel. Nogle steder på albummet kan man i teksterne godt ane denne tragiske forhistorie. Men albummet kan sagtens stå selv, og det samme kan Jenkins så afgjort. Hende ser jeg frem til at høre mere fra.

London Grammar – Californian Soil. De er ikke fra Californien, og oprindelig er de faktisk heller ikke fra London, kan jeg læse mig til. Eller rettere: Gruppen blev dannet i Nottingham. Det er storslået og dramatisk pop, og som for så mange andre gruppers vedkommende er det reelt ét medlem, der løber med opmærksomheden. Det er selvfølgelig i meget høj grad sangerinden Hannah Reid, der reelt er London Grammar. Hun synger ganske enkelt fantastisk; en mindre kompetent person kunne nemt forvandle materialet til en slem gang X-Faktor-kruk, men her går det godt.

The Weather Station – Ignorance. The Weather Station er et canadisk ensemble, som på nogle måder måske ikke er så langt fra Cassandra Jenkins rent stilmæssigt. Deres sangerinde Tamara Lindeman er særdeles dygtig, også rent teknisk (jeg er blevet glad for at lytte til dem, der synger godt).

Arooj Aftab – Vulture Prince. Her er vi et sted henne, hvor man nogle gange bruger det fortærskede ord “verdensmusik” i mangel af bedre. Hvorfor hendes musik ikke bare hedder folk, ved jeg ikke. Hun trækker på en ghazal-tradition, som mange nok bedst kender fra Nusrat Fateh Ali Khan, men også på så meget andet. Der er mestendels sange på urdu, så jeg forstår ikke et ord af det meste af, hvad Arooj Aftab synger, så her kan jeg ikke hævde, at teksterne betyder noget for mig. Men også hun er en sangerinde, det er værd at holde øje med. Hendes stemme er inderlig og blød som fløjl. Helt fortjent blev Vulture Prince nomineret til en Grammy i år.

Nation of Language – A Way Forward. Min grandfætter Kim spurgte, om de var engelske. Det er de overhovedet ikke; denne trio er fra USA, nærmere bestemt New York. Men sjældent har jeg hørt nogen være så trofaste over for lyden af OMD, en gruppe, der huserede før Nation of Language blev født. Det er lidt naivt, men også meget oprigtigt.

ABBA – Voyage. Det var godt at høre ABBA igen, men samtidig vemodigt, lidt på samme måde som da David Bowie dukkede op igen med “Where Are We Now?” i sin tid. For også helte bliver gamle, som en anden svensk sanger engang sang. Men Voyage er ikke ABBAs The Next Day, for det nye album er ikke på højde med gamle dages bedrifter. Der er dog gode ting på; en katastrofe er det ikke. Det er de fire svenskere alt for dygtige til nogensinde at kunne være. Jeg kan ikke være vred eller skuffet, for jeg havde ikke forventet mig noget. Og hvorfor dog have negative følelser over for nogle musikere, jeg har holdt meget af? 

De to albums, jeg har været allergladest for, er

Jon Hopkins – Music for Psychedelic Therapy. Vi har at gøre med et helt introspektivt album, helt ambient og egentlig også brugbart til meditation, men uden at forfalde til fade new age-klicheer, selv om der både er strømmende vand, hulestemning og fuglesang undervejs. Musikken er aldrig så vag, at man ikke bemærker den. Jeg holdt meget af Hopkins’ tidligere albums, hvor der både var ambient passager og uptempo-numre, og dette er helt på højde med dem.

Baltic Sea Philharmonic med Kristjan Järvi spiller Max Richter – Exiles. Det er vel moderne symfonisk musik, men der er også inspiration fra elektronisk musik, i al fald rent kompositorisk. Jeg kendte kun den tysk-engelske komponist Max Richter fra hans filmmusik, og ét af stykkerne på Exiles, nemlig “On The Nature of Daylight”, kender man allerede fra ikke mindst filmen Arrival, hvor det bliver brugt med stor effekt. Temaet i Exiles er flygtninge (som titlen antyder), og dette at mennesker er på flugt og længes efter tryghed, udgør en konstant smerte i verden. Denne blanding af sorg og længsel kommer tydeligt til udtryk i Richters musik. Og ja, Kristian Järvi er søn af den estiske dirigent Neeme Järvi.

Jeg burde nok også nævne Arab Strap, som jeg desværre aldrig er blevet så begejstret for, men som jeg ved at andre sætter højt. Efter lang tids fravær er de tilbage, og de lyder som et skænderi på en skotsk pub. Jeg holder meget af Skotland, hvor jeg boede en overgang som ung, og jeg holder også af pubberne der. Men…

Inden for den mere traditionelle rock er der også kommet albums med Jesse Malin og Aeon Station (som er videreførelsen af The Wrens, som ligesom Arab Strap har været tavse længe) og Wolf Alice. Men selv om der er gode ting på, må jeg indrømme, at jeg ikke har fået lyttet så meget til disse kunstnere. Jeg tror, der er sket noget med mine lyttevaner i 2021.