Så oprandt atter dagen, hvor I kan Iæse vor kaminpassiar om årets albumudgivelser, nu i 2019-udgaven. Er jeg lige så positiv om Lana del Etellerandets udgydelser som jeg plejer? Nævner jeg countrymusik? Forbigår Jens The Clash i tavshed? Er der nogen albums, vi begge nævner? Hvor mange af de albums, I kan se ovenfor, nævner vi? Der er kun én måde at finde ud af det på.
3 tanker om “endnu et år går på hæld”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Min oplevelse af årets musik:
Dream Syndicate: These Times. Helt sikkert påvirket af en fantastisk koncert på Loppen i september.
Josh Ritter: Fever Breaks. Efter min mening den bedste sangskriver de sidste 10-15 år. Han måtte godt besøge Danmark snart. Denne her er blevet til med hjælp fra Jason Isbell og hans folk. Gode sange, gode tekster, og i det hele taget en stor musikalitet.
Leonard Cohen: Thanks For The Dance. En overraskende sidste posthum hilsen. Og den holder hans høje niveau fra de foregående udgivelser.
Love Shop: Brænder Boksen Med Smukke Ting. Jeg synes, at det er den bedste i version 2 af bandet, og nok i top 3 i det hele taget.
Vampire Weekend: Father Of The Bride. Sunshine pop. Men enig med Jens i at det skal indtages i begrænsede doser.
The Who: Who. Glædeligt overrasket over, at den er betydeligt bedre end deres sidste 4-5 plader.
Og så ved jeg ikke rigtig med Springsteen og Hempler. Jeg synes Springsteen-filmen var lidt kedelig, men musikken er vel noget af det bedre fra hans side i lang tid. Claus Hemplers nye er god, men hans (gode) stemme noget manieret, synes jeg.
Mht genudgivelser overstråler Go-Betweens’ G For Go-Betweens Volume 2 alle de andre. Og jeg er endda meget stor Beatles og Dylan fan.
Godt nytår til alle!
Kunne man få listen, uden at pastoren skal gøre sig morsom på andres albumudgivelser, som medfølgende billedevalg?
Men bevares, var det hans egen liste, så var det jo egentligt det samme albumcover der fremstod som billedevalg til denne feature, med den samme americanatype der laver den samme americanamusik…..
Jeg begyndte at frygte, at vi ikke fik
The Only Årets Liste That Matters
i år!
Min top 3:
1:
Vampire Weekends Father Of The Bride – deres suverænt bedste album – bryder mig slet slet ikke om deres 2. og 3. album., omend deres 1 . album er ganske fængende.
Men på dette, deres 4. album, går alting bare op i en højere enhed – vidunderligt legesygt med sindsygt stærke melodier og genial produktion.
Godt at se pladen være placeret så højt på din liste, Pastor.
2:
Aldous Hardings Designer – slet ikke enig med anmelderne, der skrev, at det er et meget svagere album end forgængeren
“Party”.
Det er det på ingen måde.
Og så gav hun tilmed årets koncert i DR koncerthuset i november
3: Devendra Banharts Ma.
Fortsætter med at udfordre sig selv – det er længe siden, at han “bare” var en singer songwriter med en akustisk guitar.
De første folk-plader er fantastiske, men elsker hans eksperimenteren med det elektroniske på de senere plader, uden at give køb på de gode melodier, som han bare kan ryste ud af ærmet, som var det ingenting.
Jeg var også begejstret for Purple Mountains, Jens.
Og van Etten, Pastor.
Tak, som altid, for jeres liste.
Vi læses ved i 2020!
Vi ser frem!