Februar er den grusomste

Februar er hårdere end noget andet, synger Thåström på dette højdepunkt fra Den Morronen (2015). Håber ikke det er sandt, for januar i år har været frysende og nådesløs, alt mere end rigeligt. Et år tilbage, stadig på Thåström-tourens første weekend, 1. februar er nu tredje aften, Örebro kommer i skarp sol og frostkulde, bor på værelse med udsigt på Stora Hotellet, præcis der hvor The Clash i 1977 var bedre end noget der kom efter, Systembolaget har de rigtige tyske øl, vi drikker os i stemning inden vi tager afsted, Thåström’s aften er i den store koncertsal Conventum ikke langt fra centrum, det er lørdag aften, et mægtigt publikum står mere levende end de to første aftener i Uppsala, sådan noget kan et band mærke og kun vokse af, det bliver godt, både svimmelt og intenst. Hør anerkendelsens massive genklang i Conventum her på 2:20, da Thåström synger om The Clash i Örebro, da han kun var 20 og Ebba Grön slet ikke på landkortet endnu…

En tanke om “Februar er den grusomste”

  1. Apropos vejret i januar og her i begyndelsen af februar: Selvom det er koldt, og vi må gå os varme, synes jeg nu, det er noget oplivende med en vinter, der virkelig viser tænder. Der er langt mere poesi, æstetik og livsglæde i snefald og bidende kulde, til tider ledsaget af smuk blå himmel og solskin, end leverpostejsagtigt gråvejr, støvregn og kedelige seks-syv grader. Jeg tror, at Love Shop er enige med mig, da det band står bag en smuk hyldest til frost og solid vinter: Skøjteløb på Bagsværd Sø 😉

Skriv et svar