Kategoriarkiv: Svensk

Svensk klassiker, 20 år

Hvordan kan man omstille betydningen af Thåström’s semiakustiske soloalbum Skebokvarnsv. 209 (2005) til danske forhold? Vel nærmest som at forstille sig, at Sods/Sort Sol’s Steen Jørgensen havde udsendt en plade med Kim Larsen’s Værsgo‘s (1973) særlige statur og indvirkning; altså en malmsort folkeklassiker.

Thåström kom fra to buldrende, tungt bevæbnede rockplader, der havde markeret hans tilbagevenden til det svenske sprog og regulære sange efter flugtårene med gidseltechno-bandet Peace, Love & Pitbulls. Hovedpersonen selv har siden talt om en realisering af, der skulle ske noget drastisk. De distortede guitarmures udtryk føltes afsøgt, autopilot stod for døren, så Thåström var sig helt bevidst; han måtte sublimere sin sangskrivning og blotte sig mere, både i ord og udtryk.

Hvilket forklarer det radikale sceneskift på Skebokvarnsv. 209 (titlen er adressen på barndomshjemmet i Högdalen, 12 stop på T-banan syd for centrum i Stockholm), hvor Thåström i en for ham dengang radikalt anderledes lavmælt, nøgen musik, uden sminke eller nogen smart rockattitude, i øjenhøjde med sig selv roligt malende aftegner sit liv og udsyn.

Således starter albummet, med et kontaktsøgende brev fra ham i København til en bortgledet ven oppe i Stockholm. Skebokvarnsv. 209 blev udsendt 16. november 2005…

Den svenske musikblog 482mhz markerer den runde fødselsdag i dag med en gennemgang af ‘Thåström’s renässansperiod 2005-2025’, læs med lige her.

Og Ulf “Rockis” Ivarsson, der spillede bass i bandet fra dette album og 15 år frem, samt også var en vigtig mand i studiet for Thåström, skriver i dagens anledning på sin Facebook-side:

I dag är det 20 år sedan Thåström släppte albumet Skebokvarnsvägen 209. Det var detta album som också inledde ett 15 årigt samarbete med både turnéer och skivproduktioner involverade med Thåström.

Tiden går fort och när jag tänker tillbaka på den där sena eftermiddagen i februari 2005 när jag fick samtalet och en förfrågan att vara med på albumet så känns det som igår..men samtidigt väldigt väldigt längesen..20 år sedan..? Stoltheten finns kvar att jag fick vara med på denna svenska milstolpe till album men också att jag även fick förtroende att vara med i sättningen med musiker som spelade live mellan 2005-2018 och även vara del av och producera några av dom efterkommande albumen.

Men i bland undrar jag om jag ens var där..tiderna, musikaliteten och framförallt människan förändras..man ömsar skinn och går vidare oavsett om det gagnar ”karriär” eller inte. Magkänslan får styra..bra eller dåligt? Ingen aning..

Tack Joakim för att jag fick landa i din intressanta bubbla av kreativitet och hårt arbete under dessa år.

Her slutteligt endnu en juvel fra pladens skattekammer, denne dog fremført live i KB Hallen på Frederiksberg tidligere i år…

Kulden

En mærkbar ændring i luften; kulden er kommet fra nord til København i dag. Og med kulden følger Kent. For vintertid og Eskiltuna’s bedste hænger uværgeligt sammen. Det er nemt ofte at overse de store bangers i bandets så omfattende diskografi, fordi de står så selvklare, oplyste og ofte udlevede i modsætning til dens mere ubetrådte stier og gader. Husker første gang med singlen ‘Ingenting’ fra Tilbaka Till Samtiden (2007). Så ubeskriveligt velgørende og simpel, men alligevel med et hook, som vel ingen andre end Jocke Berg kunne have landet. Og så er der endda sne på promovideoen her, perfekt. For kulden er kommet til København…

Dem der skinner

I dag for fire år siden udsendte Thåström albummet Dom Som Skiner. En samling numre, der på afstand slet ikke synes ligeså homogen og retningsbestemt som sin forgænger Centralmassivet (2017), men som alligevel indeholder ufravigelige tilføjelser til T’s malmsorte sangkatalog. I dag for fire år siden kunne man således for første gang på det lidt oversete afslutningsnummer her høre om, hvordan Thåström’s mor som ung ankom til storbyen Stockholm og drømte sig det liv, hun skulle skabe der. Jamen, er den historie relevant i dag? Ja, mere end det meste andet. Hvorfor? Fordi det er den eviggyldige historie om at finde og blive sig selv. Og fordi Thåström i sin fortællings elegance lader paraderne falde og lukker os ind i sin hengivenhed til moren. Den slags private øjeblikke er sjælden kost i moderne popmusik…

Thåström sang Maria Magdalena

Eller rettere sagt sang han om Sandra der sang Maria Magdalena. Mens brandkorpset kom og ambulancerne hylede. Og det passede hel perfekt dér. Hvor Thåström og vennerne sad på den store lange gade. Fire stole og et bord. Det var længe siden de sås. Nummeret er fra Dom Som Skiner (2021), optagelsen her fra Thåström’s aften i KB Hallen på Frederiksberg i marts måned…

Vi barn från Jedwabne

Den nu en måned gamle plade med Gabel/Ossler er et stærkt lydtapet til årstiden udenfor. Ni fiktive drømmebilleder sat i lyd og lagt ned af disse to lydhøre svenske musikere, hvis filmiske sans er betragtelig. Her er det ‘Vi Barn Från Jedwabne’, albummets femte skæring, så harmonisk afrundet og ildevarslende på samme tid. Jedwabne er iøvrigt en lille by i det østlige Polen, hvor en tysk/polsk massakre på byens jødiske befolkning fandt sted i juli 1941. Det fortæller musikken ikke, så nu står det her…

Først hjerte, så smerte

Fra det sted i mit bagland, som har forstand på det band og den slags, tikker det nu ind på telegrafen, at det i går var 20 år siden Kent udsendte The Hjärta & Smärta EP, den EP med fem numre, hvor bandet for en sidste gang lød som det håndspillede guitarband, de først trådte i karakter som. ‘Dom Som Försvann’ hedder udgivelsens vel mest elskede nummer herunder, hvor et børnekor og Jocke Berg duellerer på en melodi så hjerteskærende, man næsten overvejer, om sangtitlen måske kunne være et profeti om bandets egne skæbne. Mon skarpretter Berg markerede dagen i går med en tur på kirkegården, for dog at lægge blomster på Kent’s grav, eller er han bare videre?

Gabel har lang biografi

Christian Gabel, der som omtalt herunder er albumaktuel sammen med Pelle Ossler, har også spillet trommer for Thåström, inden han blev fast medlem af Bob Hund. Her er Gabel således bag sættet, da Thåström på TV4-showet Skalvan i 2009 – med Ossler på umiskendelig Ossler-guitar – har Sveriges-premiere på ‘Kort Biografi Med Litet Testamente’. Selvsamme Gabel optræder iøvrigt med sit hovedprojekt 1900 nu onsdag aften i DR Koncerthusets Studie 2 i København. Hvor Ossler formodentlig medvirker i hans band på guitar. Ja, tingene hænger ofte sammen.

Hvad så, Ken†?

Et år i dag siden Kent pludselig annoncerede deres genkomst med de store stadionkoncerter i det sydlige Stockholm. Først var der tre, så blev de til seks. En lille uge som krævede masser af forberedelse for at banke liv i det døde band igen. Og fem måneders lang ventetid med feberdrømme og tanker fra bandets enorme tilhængerskare. Mange blev siden forløst ved at opleve bandet spille sine hits foran dem. Men der var også en skuffelse, som var til at tage og føle på. Den over at Kent stod der på scenen, men netop ikke var tilbage som den faste og bestandigt levende del af tilhængernes liv, der måske var mest savnet.

Sker der virkelig ikke mere nu? Hvor stor må fristelsen ikke være for Jocke Berg & co at skrive videre på historien, igen at føle sig i levende fremdrift og måske – i al hemmelighed naturligvis – indspille de nye Kent-sange, der virkelig vil fucke med alles forestilling om, hvad der er op og ned, hvad der er slut og begyndt? En god bekendt foreslog forleden dette scenarie som en realistisk mulighed. Og jo mere jeg tænker det igennem, jo mere tror jeg også på det; der kommer et nyt Kent-album inden for de næste par år. Du læste det her først. Måske Jocke alligevel er bange for mørket.

Centralmassivet

Ovenpå den mørktduvende, tætsiddende, elektroniske Den Morronen (2015) føltes det som en slags ny start for Thåström, da han 29. september 2017 udsendte den mere direkte, rocktunge og omkvædssøgende Centralmassivet, der nummer for nummer stadig står tårnende i dag. Tog et tog op til Göteborg til de to premiereaftener i Lisebergshallen et par uger efter, fandt ud af det var stærkt vanedannede, og endte med en gavmild håndfuld svenske shows den næste halvanden måned. Her åbningsnummeret ‘Bluesen I Malmö’ første gang nogensinde det fremføres live, som første nummer på setlisten den første efterårsaften i Göteborg…

Musikken der tager os

Det er denne uge allerede blevet et år siden Thåström udsendte ‘Solen I Den Vänstra’ som forløber for sit kommende album. Svært nu som da at forestille sig en mere velpassende sang som ledsager til disse sidste dage af brugt sommer og opbrud på vej. Thåström tog naturligvis sangen med ud på scenerne, da han turnerede sin plade i vinter. Men det var først senere på sommerens opfølgningstour, da guitarist Christian Kjellvander i arrangementet skiftede fra diskret ledsagende akustisk til mere nervesitrende elektrisk, at den endelig fik sit helt eget frie levende liv og kunne indfri løfterne fra denne så velsatte pladeudgave…

Som en varm famn du glömt bort
Som en väg du bara råkat ta en kväll
Som något du knappt ens vågat drömt om
Du får tro mig om du vill

Christian Kjellvander

Efter i weekenden at have afsluttet sommerens tour som Thåström’s nye lysende guitarist, optræder den i USA opvoksede Christian Kjellvander atter i eget navn på dagens single, en forløber for hans kommende album Ex Voto / The Silent Love, hvor den tidligere Thåström-kongebassist Ulf ‘Rockis’ Ivarsson også kan høres i Kjellvander’s band…

Og Thåström?

Nej, vi må ikke glemme Thåström denne weekend, der er den sidste på hans sommertour for Somliga Av Oss. I aften kan han således opleves på forlystelsesparken Liseberg i Göteborg. I mange svenske byer er Thåström på gennemrejse når han optræder, men forholdet til storbyen GBG er naturligvis noget andet og personligt tættere, så det er en optimal by at se ham i; aftener med endnu mere på spil end vanligt. Har erfaret at mindst én person som besøger denne side er tilstede under pariserhjulet i Liseberg, så måske vi får en rapport fra ham senere, om sommerens set og aftenens form lever op til forventningerne? Indtil måske da kan Thåström herunder ses og høres med sit gamle Ossler/Rockis-band fra et tidligere besøg i Göteborg. Vi er på Filmstudion i 2015, hvor Thåström spiller to aftener i træk. Sangen der gives er aftenens tredje ekstranummer, en sag fra Imperiets tidlige dage…