Fortiden vender tilbage forklædt som dystopisk fremtid; ABBA er blevet gendannet. Det sker visuelt uventet i noget der ligner sci-fi-tøj a la DDR. Fordi vi ikke har oplevet dem sammen i så mange årtier, så fremstår det som, de fire med uhyggelig effekt er blevet sminket meget ældre og sært farveløse. Med ABBA’s pludselige genkomst, kan vi måske så alle få de mere uskyldige personer, vi sikkert løgnagtigt husker os selv som dengang, tilbage igen? For det er vel det håb, der skal læses i den enorme begejstring, nyheden i aftes afstedkom verden over. Men hvordan med selve musikken? De to nye, uhm, sange bærer umiddelbart den rigtige sound, men tyder mest på, det er musical-ABBA – den side af bandet der udsendte musikalske rædselsscenarier a la ‘Thank You For The Music’, ‘Fernando’ og ‘Chiquitita’ – som er tilbage, ikke det fremragende poporkester med overlegent svungne melodier, veldresserede synths og dryppende svensk melankoli, som vinkede farvel fra singlen ‘The Day Before You Came’ og skilsmissealbummet over dem alle, The Visitors (1981). Og de kommende gigashows i en dertil specialbygget hal i London? Hologrammerne der skal optræde som ABBA fortæller os ultimativt, at de fire ikke længere selv gider komme til deres egne koncerter. Men hvorfor skulle vi andre så? Måske skulle man sit eget hologram afsted og suge indtryk fra den bizarre seance.
PS – Ser først nedenstående pressebillede nu. Hvorfor skal ABBA som avatarer/hologrammer ikke være deres egen alder? Den nye musik er jo tydeligvis i al sin gammeldags musikalske tyngde lavet af ikke-unge mennesker. At den fremføres af de fire mindst 40 år yngre fantasimonstre herunder giver ingen mening. Har ABBA virkelig ikke troet, deres eget publikum ville købe idéen om dem selv som ældre? Det er defensivt dårligt set. Havde givet dem både styrke og identifikationsspejling, at turde fremstå sårbare.
