Fortiden vender tilbage forklædt som dystopisk fremtid; ABBA er blevet gendannet. Det sker visuelt uventet i noget der ligner sci-fi-tøj a la DDR. Fordi vi ikke har oplevet dem sammen i så mange årtier, så fremstår det som, de fire med uhyggelig effekt er blevet sminket meget ældre og sært farveløse. Med ABBA’s pludselige genkomst, kan vi måske så alle få de mere uskyldige personer, vi sikkert løgnagtigt husker os selv som dengang, tilbage igen? For det er vel det håb, der skal læses i den enorme begejstring, nyheden i aftes afstedkom verden over. Men hvordan med selve musikken? De to nye, uhm, sange bærer umiddelbart den rigtige sound, men tyder mest på, det er musical-ABBA – den side af bandet der udsendte musikalske rædselsscenarier a la ‘Thank You For The Music’, ‘Fernando’ og ‘Chiquitita’ – som er tilbage, ikke det fremragende poporkester med overlegent svungne melodier, veldresserede synths og dryppende svensk melankoli, som vinkede farvel fra singlen ‘The Day Before You Came’ og skilsmissealbummet over dem alle, The Visitors (1981). Og de kommende gigashows i en dertil specialbygget hal i London? Hologrammerne der skal optræde som ABBA fortæller os ultimativt, at de fire ikke længere selv gider komme til deres egne koncerter. Men hvorfor skulle vi andre så? Måske skulle man sit eget hologram afsted og suge indtryk fra den bizarre seance.
PS – Ser først nedenstående pressebillede nu. Hvorfor skal ABBA som avatarer/hologrammer ikke være deres egen alder? Den nye musik er jo tydeligvis i al sin gammeldags musikalske tyngde lavet af ikke-unge mennesker. At den fremføres af de fire mindst 40 år yngre fantasimonstre herunder giver ingen mening. Har ABBA virkelig ikke troet, deres eget publikum ville købe idéen om dem selv som ældre? Det er defensivt dårligt set. Havde givet dem både styrke og identifikationsspejling, at turde fremstå sårbare.
det hologramhalløj virker så underligt og uden nødvendighed. Hvem har bedt om det? Det er hverken det ene eller andet, bare skørt. Well, vi har musikken stadig, og helt enig med The Visitors med også den smertelige, skønne “One of us”.
Synes og det er godt at de er tilbage igen og synes begge numre er meget velproduceret og med den kendte sprøde Abba sound. Og faktisk en del bedre end al det andet uforståelige især tekstmæssigt der udgives for tiden. Ideen med det virtuelle univers ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal synes om – jeg nøjes nok bare med at lytte til!
Mener Watts var berømt for sit had til turnéer, og så vidt jeg ved omkring Abba er Agnetha vist noget sky og mærket af uheldige oplevelser med stalkere og syge fans https://nypost.com/2000/04/16/abba-pop-queen-lives-in-terror-of-fan-from-hell/
Det er nok også alderen, der spiller ind for mange musikere: Turnélivet tærer på kræfterne. Charlie Watts brød sig ikke om at turnere. Kate Bush lavede sit comeback i form af en lang række af teaterkoncerter.
Nej de virker heller ikke som virkelighedsfjerne ofte amerikanske stjerner, og fint at de tager handsken op, men hologram koncerter virker noget spøjst. Så ville en ærlig melding om, at “vi gider simpelthen ikke turnélivet” lyde bedre (i min optik).
Flere penge har de næppe brug for. Hvis de pludselig har fundet lyst til at tage handsken op igen, hvorfor så ikke? Det er sikkert langt sjovere at lave sange til ABBA, end at spille golf på 40. år i træk eller noget.
Uden at være den store fan, så jeg en dokumentar om dem. De virkede som ret stille og rolige mennesker, men det der koncept, synes sgu noget outreret, og så er man måske bare en sur gammel mand, men jeg forstår det ikke (udover pengene naturligvis)