En ny sang fra Jakob Hellmann

En af de svenske sangskrivere, der har været en afgørende inspiration for Joakim Berg og (ikke mindst!) Håkan Hellström, er Jakob Hellman. Hans debutalbum …och stora havet fra 1989 er stadig hans eneste album. Af og til har han givet koncerter, bl.a. sammen med salig Olle Ljungström. Nyt materiale har der til gengæld ikke været, bortset fra et duet-samarbejde med Magnus Ekelund, som jeg nævnte her i 2012. Men nu er der pludselig nyt fra Hellman. Dobbeltsinglen “Jag kan inte saga hejdå till dig” udkom i går. Den anden nye sang er “När jag går in nånstans och känner mig utanför”. Til januar skulle der endda komme et helt album med den let ironiske titel Äntligen borta.

4 tanker om “En ny sang fra Jakob Hellmann”

  1. PS – Fra Sverige forlyder det, at Jakob Hellmann fra på fredag deltager i den nye sæson af TV4’s Så Myckat Bättre, den svenske version af Toppen af Poppen, sammen med bl.a. Chess-sværvægteren Tommy Körberg, musicaldronningen Helen Sjöholm, R&B-newcomeren Newkid, Lisa Nilsson, Eldkvarn-sangeren Plura Jonsson og dancepopduoen Lili & Susie…!

  2. Hellström gjorde vel den anderledes smarte ting, at udsende plader kontinuerligt, så han gennem dem kunne ældes/ændredes gradvist og langt mere naturligt for og sammen med lytteren. Fordi Hellman kun udsendte debutalbummet er han blevet fastfrosset som den 24-årige unge mand, han var i 1989, måske derfor så underligt at høre ham på det nye 31 år efter. Tænk hvis Hellström siden Känn Ingen Sorg For Mig Göteborg’s ungdomshøjsang som Hellmann havde gemt sig væk, og først kom med sin to’er i 2031. Den ville helt sikkert også lyde mærkværdigt forkert for de af os, der havde levet kun med 1’eren i så mange år.

  3. Men er han nu så egentlig så langt fra den ni år yngre Hellström? Også han er god for en bævende og uskolet stemme.

    Jeg forventer mig ikke noget bestemt, som det er nu. Måske havde Hellman kun ét album i sig, men jeg skal da høre hans nye udgivelse under alle omstændigheder.

  4. Hvad tiden gør! For 30-31 år siden købte og hørte jeg Jakob Hellmann’s debutplade. Som du skriver, så viste den vejen frem mod en ny og anderledes finurlig måde, at bruge det svenske sprog på i rockmusik. Her kørtes dog træt i ham, da både Kent og Olle Ljungström få år efter stod så langt mere spændende musikalsk, samt i vokal langt mindre irriterende…twee og bævende. Og her er han så igen, denne forsvundne men aldrig glemte svensker. Det usikre i hans stemme, den søgende letvægtstone, lød dengang som en ynglings uskolethed. I dag peger den helt samme særegenhed derimod klart i retning af en ældre og musikalsk utrænet mands usikkerhed. Han lyder ens, men pludselig næsten for gammel til sine ironiske greb. Og noget andet er vildt. Sidst Hellmann udsendte plade, da lød han som et brev fra fremtiden. På disse sange lyder han med næsten samme lyd og tilgang som et fra fortiden. Lidt på samme måde som Lars Hug’s seneste også vemodigt lød som en sær uddateret genklang af noget fremtidsagtigt, der engang for længe siden var. Jeg kommer efter dette nok ikke til at vente på Hellmann’s andet album.

Skriv et svar