Joakim Berg udsender andet soloalbum i dag. Ligesom udfaldet var første gang er det en topprofessionelt skrevet, arrangeret og udført samling tyste popsange, der alle som en synes at synge i mol på et vedvarende savn af, hvad der blev af dem vi engang var og skulle blive til, dem som forsvandt da verden kom op i fart og fik for travlt til at spilde sin tid på drøm. Tabt ungdom set med erfaringens kyniske øjne kan være et farligt sentimentalt brændstof, men som tekstforfatter er Joakim Berg naturligvis begavet nok til, at lade sine sange om det forgange bebo af lyslevende sansninger og udspillede livsscener i et nutidsforførende Stockholm klædt i årstider. Bliver det hele for pænt og sirligt undervejs? Ja, hvis det er Joakim Berg’s gamle band man kommer for at høre. Men er det fair atter at dømme ham på dem? Manden er et andet sted i livet nu, musikken på Framtiden Som Aldrig Blev Av afspejler det trofast. Og så er der dog minimum to sange, hvis luksuriøse melodikvalitet alligevel ikke kan lade være med at sende hjertet behageligt smertende tilbage til Vapen & Ammunition (2002) fra dengang, egentlig en ret Berg’sk bevægelse. Hør nu f.eks. bare det svimle pop-chorus her på ‘Nyårsdag’…
3 tanker om “Mesteren af det der forsvandt”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Indrømmet. Kniven er hvæsset.
Jocke Berg står dog ikke alene. Jeg synes, at Brandon Flowers fra The Killers og Tom Smith fra Editors er stødt i samme problemer, hvor deres meritter i de respektive bands får lov at skygge for, hvad de kan som solister. Måske fordi de ikke rigtigt formår at omfavne de sange, som de har lavet i bandsammenhænge. Og ja. Det kan sagtens være, at det er derfor, at Stipe trækker udgivelsen til det uendelige.
I den anden grøft står The Nationals Matt Berninger og virker til at kunne det hele.
Av, Lai, slagterkniven er fremme og arbejder. Kent på engelsk var en uforudseelig katastrofe. I bagspejlet er det mest forstyrrende måske, at der kom en to’er. Isola var prøveballonen der styrtede. Men hvorfor prøvede man igen på Hagnesta Hill? Alle kunne jo høre efter første forsøg, den var gal.
Men måske det er den logik du fremfører her som f.eks. bevirker, R.E.M.’s Michael Stipe endnu ikke har sat vilje bag at udsende sit første soloalbum nu snart 15 år efter bandets break-up?
Jeg synes, at det er et fint album. Dog sagt inden at det er lyttet “i bund”.
Jeg synes også, at det første soloalbum er godt.
Men det er umuligt for mig ikke at have Kent i baghovedet, når jeg lytter til de to albums.
Og det er en byrde J. Berg må bære resten af sit liv. Han kan ikke løbe fra den arv, som han selv har skabt. Måske det er derfor, at det første album ikke fik lov til at leve live, og at der heller ikke er forlydender om, at det sker med det aktuelle soloalbum. For når det samlede regnestykke gøres op, så er de to soloalbums vel kun lidt mere interessante end Kent på engelsk?