Joakim Berg udsender andet soloalbum i dag. Ligesom udfaldet var første gang er det en topprofessionelt skrevet, arrangeret og udført samling tyste popsange, der alle som en synes at synge i mol på et vedvarende savn af, hvad der blev af dem vi engang var og skulle blive til, dem som forsvandt da verden kom op i fart og fik for travlt til at spilde sin tid på drøm. Tabt ungdom set med erfaringens kyniske øjne kan være et farligt sentimentalt brændstof, men som tekstforfatter er Joakim Berg naturligvis begavet nok til, at lade sine sange om det forgange bebo af lyslevende sansninger og udspillede livsscener i et nutidsforførende Stockholm klædt i årstider. Bliver det hele for pænt og sirligt undervejs? Ja, hvis det er Joakim Berg’s gamle band man kommer for at høre. Men er det fair atter at dømme ham på dem? Manden er et andet sted i livet nu, musikken på Framtiden Som Aldrig Blev Av afspejler det trofast. Og så er der dog minimum to sange, hvis luksuriøse melodikvalitet alligevel ikke kan lade være med at sende hjertet behageligt smertende tilbage til Vapen & Ammunition (2002) fra dengang, egentlig en ret Berg’sk bevægelse. Hør nu f.eks. bare det svimle pop-chorus her på ‘Nyårsdag’…