Kategoriarkiv: Elektronisk

Technique 30

New Order’s skelsættende Ibiza-album Technique har mistet sin første ungdom og bliver 30 år i dag. Efterfølgeren til den mis-mixede rodebutik Brotherhood (1986) lød da den udkom som intet andet i New Order’s historie, det skulle i produktionsmæssig lethed måske lige være den da forrige års mestersingle ‘True Faith’ / ‘1963’. Coveret er et fornemt Peter Saville-artwork, en digitaliseret modernisering af klassisk kunst, naturligvis uden hverken titel eller bandnavn på; overlegne var Saville/New Order af princip når de lancerede nye plader. De kraftige farver på coveret går igen på pladens indhold, der står som et endegyldigt albumfarvel til det New Order, der bygger på Joy Division’s musikalske ruiner. Technique er – trods sin vinterudgivelses omsigliggende kulde – vibrerende lyd af sommer, lys og vitalitet, som eksemplificeret her på en Top of the Pops-fremførelse af albummets heftige 1. single…

Introducing…JUGGS!

Los Angeles-duoen JUGGS udsender deres første – og den anden – single på Alan McGee’s nye pladeselskab Creation23. ‘Super Cool Time’ har en aura af tidlig Pet Shop Boys over sig, noget ufærdigt og friskt. Umuligt at sige om bandet forsvinder og aldrig bliver hørt igen, eller om der er flere fuldtræffere i kanonen, men for nu er det her helt fint; en summerfeel-single sidst i januar…

Standing in the door of…

Ifølge Twitter her til aften blev en af de mest hjertevedkommende og vel allerbedste singler nogensinde – så fantastisk lyder, jo – udsendt dags dato i 1981. ‘Say Hello, Wave Goodbye’ var Leeds-duoen Soft Cell’s tredje single fra debuten Non-Stop Erotic Cabaret (1980)En sang, der lige siden det album udkom i slut-november, havde stået håb om skulle blive udsendt som single. Dels så den hjerteknusende sang kunne stå alene som den perfekte popsingle, dels fordi man allerede vidste da, Soft Cell vanen tro så også ville forkæle med en extended version på 12’inch-vinylen, der ville luksusbade sig selv i sangens nordengelske heartbreak-tårer. Det sidste viste sig at være sandt i form af en ni-minutters 12’er med verdens blødeste klarinet som startbane, og det gjorde det første så sandelig også. Her en samtidig livefremførsel på BBC-musikprogrammet Oxford Road Show fra Manchester…

Ny musik til en mandag

Det engelske 4AD-indieband Daughter’s frontkvinde Elena Tonra har et nyt sideprojekt kørende. Under navnet Ex:Re udsendte hun sidst i 2018 sit første soloalbum. Første single ‘Romance’ er – i modsætning til en ellers håndspillet plade – elektronisk baseret i et tilbageholdt synth-åndedræt, der her står som en ret perfekt ramme til Tonra’s bekendelsessang…

Årets albumudgivelser 2018

Så blev det atter tid til at reflektere over albums, som denne blogs forfattere nåede at høre i det år, der nu snart er omme. Jens har travlt for tiden, så vi har endnu engang skrevet hver sit essay.

Jens skriver om sine bud på firser-retro.

Og jeg skriver om årets countryudgivelser.

Ingen af os nævner det nye album med Greta Van Fleet. Så langt er vi enige.

PSB Stockholm

Svenske Orup, der fylder 60 i dag, er født i Stockholm-forstaden Huddinge, kun få kilometer fra hvor Thåström kom til jorden året før. Og det ville også være det mest interessante at sige om manden, der har haft en karriere i uforpligtende pop, hvis ikke lige fordi han undervejs – i 1992 – skrev, indspillede og udsendte følgende single om den svenske hovedstad. ‘Stockholm’ er en af de finest tænkelige hyldester til engelske Pet Shop Boys nogensinde. For den lyder i melodi, akkorder og produktion som kunne den være en PSB-sang, fra da de var allerbedst. Bortset altså fra at teksten kommer på svensk, og tilmed er en meget fint sunget fortælling om, hvordan Orup ikke længere føler sig hjemme i kolde Stockholm. Arkiver under ‘o’ som overraskende godt…

Art of the cover

Husker at ligge i 1980-mørke på mit værelse i Dollerup Bakker med transistor tændt, tunet ind på verden et sted langt derude bag jerntæppet af mellembølge-knitren, og for første gang høre denne omvæltende The Human League-sang fra da netop udsendte Travelogue. Den lød så tiltrækkende af moderne fremtid da. I dag lyder den omvendt charmerende retro-futuristisk gammeldags, som en naiv glansbillededrøm om, hvad man troede fremtiden skulle komme som…

So glad so sexy

Endte ved et tilfælde torsdag aften til koncert med tidligere så beundrede Lykke Li, hvis seneste album aldrig har fundet hjem her. Så en glæde at blive positivt overrasket af et show med præcis den kant og nerve, der synes for fraværende på So Sad, So Sexy. Og fint at se artisten Lykke Li, der synes at nyde en næsten Lana Del Rey-lignende idolstatus blandt sine tilhængere. I hendes show-koreografi var der ligeledes flænger af akavethed og fejl, hvis sårbarhed blev vendt til styrke, opbakning og sammenhold af en ubetinget Lykke Li-elskende sal. Hendes nordic noir-bølge ruller altså ufortrødent videre, selv på det nye brændstof af amerikansk hitlistemusik. Snart skal vi vel prøve at høre det nye album igen…