Kategoriarkiv: Elektronisk

Et værelse med udsigt

Et af de nye elektroniske albums, jeg lytter til for tiden, er Room With A View med Rone – der dækker over den franske musiker Erwan Castex. Musikken er oprindelig blevet til i forbindelse med et samarbejde om danseteater med Ballet National de Marseille. Ovenfor er “La Marbrerie”, der med sin kombination af ambient-flader og langsomme beats på en god måde vækker minder om Boards of Canada, der, som navnet antyder, er fra Skotland. (Og hvad blev der egentlig af dem?)

Og herunder er titelnummeret – med dans til, så man kan se, hvad kunstnerne havde i tankerne, inden COVID-19-pandemien kom og lukkede teateret i Marseille.

Send Flere sange

Juli er virkelig vendt på hovedet; kompetetive fodboldkampe hver eneste aften, og pladeudgivelser, der i trængsel nærmest snubler over hinanden. Her er dagens nye single med Nikolaj Nørlund, der søndag aften i Haveselskabet ved Frederiksberg Have for første gang i fire-fem år løftede den nørlundske sangskat med et rockband i ryggen. Her synger han sig dog ud i et mere vibrerende skrøbeligt regi. Også det klæder ham.

Pop muzik?

M’s ‘Pop Muzik’ var et af de allerstørste hits i 1979, indevarslende en ny tid af distanceret ironi og stramme robotsynths. M – AKA englænderen Robin Scott – forsvinder hurtigt igen som et klassisk one hit wonder, efterladende sig et par ligegyldige albums, der kun overlever i hukommelse takket være ‘Pop Muzik’. Kunne det have været en anderledes historie? Måske, for M’s debutsingle ‘Moderne Man’ fra 1978 peger i en langt mere legesyg og trash-glammet retning. ‘Moderne Man’ genindspilles til M’s debutalbum, men er da tæmmet ned fra sin her nærmest Duran Duran-agtige popsleaze…

Thåström i Østberlin

Fem år siden i aften at Thåström spillede Postbahnhof am Ostbahnhof i Berlin, der den dag lå i bemærkelsesværdige 36-37 graders varme. En stærk og stærkt sveddryppende ovn af en aften foran 300 opløste mennesker, næsten alle svenske, der endte i gigantiske tordenbrag og skøn dommedagsregn, da man gik forløst ud i natten bagefter. Her aftenens setliste…

CentralStockholm

Det var en mild aften sidst i august 2018 i Stockholm. Denne side havde taget X 2000-toget op for at se Thåström’s allersidste show på touren for Centralmassivet, der små ti måneder tidligere var begyndt med to højspændte udladninger i Liseberghallen i Göteborg. I sin hjemby kom en hvidklædt Thåström perfekt i mål denne aften med sit band, det foran en tætpakket plads i tivoliet Gröna Lund på Djurgården. I går blev dette videoklip fra den aftens ‘Old Point Bar’ udsendt…

Problemet The Stranglers

Var meget på The Stranglers som teenager. Faktisk var deres ‘(Get A) Grip (On Yourself)’ et af de første 5-6 punknumre, jeg overhovedet hørte, så de indtog straks en central plads. Investerede entusiastisk i debuten Rattus Norvegicus (1977), opfølgeren No More Heroes (1977) og Black and White (1978), alle tre særegne albums med stor stilistisk diversitet og en sjælden musikalsk dygtighed indenfor punkens dengang endnu så snævre rammer.

Men allerede da, midt i teenage-hengivenhed til dem, lå det i luften, at The Stranglers også havde en anden side. For hvor bands som The Clash, The Ramones, The Jam, ja, selv Sex Pistols fremstod for os kids som en slags ældre og kærligt oplærende/informerende storebrødre – ja, mødte selv dengang The Ramones og The Clash, og de var trods deres punk-heftighed virkelig enormt…søde! – så var The Stranglers mere den indebrændte onkel, familiens sorte får, ham der kunne være rå, ubehagelig og ondskabsfuld uden at gøre sig det mindste umage.

The Stranglers’ karikerede kvindesyn var allerede dengang til debat, bandet tævede musikjournalister som havde anmeldt dem dårligt, og de holdt konfronterende koncerter, der ofte endte i slagsmål og hærværk. The Stranglers fremstod ofte mindre udadtil som et band end som en bande, fire semi-hools, hvis primitive råhed altid lå og ulmede, selv i bandets på overfladen indimellem overraskende stemningsforfinede musik.

Derfor naglede The Guardian det så perfekt da de i deres nekrolog først i maj for The Stranglers’ corona-afdøde keyboardvirtuos Dave Greenfield havde følgende overskrift: Dave Greenfield: putting beauty at the rotten heart of the Stranglers. For det var jo sådan det var, skulle man være ærlig overfor sig selv; The Stranglers’ bankende hjerte var sin vitalitet tiltrods pilråddent.

Jeg opgav efter de tre første albums Guildford-bandet som mere end afstandsuforpligtende guilty pleasure, men må stadig tilstå et vist musikalsk blødt punkt for vel 10-15 af de numre fra dem, der kommer med den så sært kortluntede skønhed. ‘All Roads Leads To Rome’ fra Feline (1983) – bandets overraskende vellykkede plyndringstogt ind i den tids nye synthbaserede popmusik – er et af dem…

Det der blev af det der var

Og Ian Curtis tager en nat sit liv i et køkken i Macclesfield. Og han indtager ubesværet en helgenplads i postpunkens himmelhvælving. Og Joy Division bliver til New Order. Og en rejse fra mørke mod lys påbegyndes. Og en af dens funklende stjerner tændes i 1986 som singleversionen af ‘Bizarre Love Triangle’. Og i går meddeler New Order på Instagram, at netop det så sjæleopløftende nummers promovideo er blevet opgraderet til high definition. Og det er vores undskyldning for at kunne glædes over det lige her. Og Ian Curtis må hjertens gerne se med derude fra, skulle det være ham muligt. Og mon ikke også han vil føle en vis stolthed over, det der blev af det der var?

Wave goodbye, say hello

Fra England forlyder det, Soft Cell er igang med at indspille nyt album. En overraskelse, eftersom elektroduoen spillede et stort anlagt farvelshow i London’s O2 Arena forrige år. Sker det nye album virkelig – og det gør det altså ifølge Dave Ball’s udtalelser til Evening Express – vil det kun være Soft Cell’s femte nogensinde, og det første siden 2002. Nej, man har ikke overfodret sine tilhængere med nye sange gennem årene. Så late night-intime og lowlife-hjemvante lød drengene fra Leeds på debutalbummet Non-Stop Erotic Cabaret i december 1981…

Altid være på vej

I start-90’erne i Sverige fik den personlige person Thåström nok af at være den overalt feterede, nationale eks-Imperiet-rockstar Thåström, så han flyttede ud af landet til anonymitet. I nogle år havde han adresse i Amsterdam, derefter på Vesterbro i København. Han begik i den periode et destruktivt musikalsk oprør mod sin egen fortid, en uforsonligt rå og engelsksproget industriel støj kaldet Peace, Love & Pitbulls, før han efter en rum tid flyttede hjem og genopfandt sig selv på svensk. Først gennem en ætsende guitarrock, siden i en musik med forunderligt sænkede parader, et helt anderledes modent, indadvendt, reflekterende udtryk, der trak de fleste af dem ind og tilbage, som han med PL&P øjensynligt havde haft brug for at støde bort. I fredags udkom Thåströms liveplade fra seneste tour, og her følger et af dens ni fremragende numre. Talte på bloggen i forgårs om en anden enorm svensk profil, Håkan Hellström, om hvordan hans kreative ild synes slukket, ikke usandsynligt af en vanvittig karrieresucces. Tænker Thåström’s genopfindelse af sig selv, hans insisteren på at lade sin musik spille på egne præmisser, står som en masterclass, da ikke mindst for direktøren oppe i Hellström-tænketanken i GBG, selvom de to er så forskellige som ild og vand. For det adelsmærke med ikke at gå på popularitetsstyret kompromis, men at turde være sin alder og følge sin egen intuition i musikken, det er mere end bare vigtigt, skal man i længden kunne bevare nogen relevans, for sig selv som for andre. Det kan Thåström så det positivt er til at blive svimmel af, hør nu bare her…

Decades

En liveoptagelse af næstsidste nummer ved den sidste Joy Division-koncert nogensinde. Og hvilket et. Fra University of Birmigham 2. maj 1980 lyder den skælvende synthesizer helt ude af stemning stadig, som om den ved, noget forfærdeligt snart vil ske. Godt to uger efter tager forsanger Ian Curtis sit eget liv. Det er i dag 40 år siden.