Kategoriarkiv: Elektronisk

Destroyer

Nej, Destroyer er i denne sammenhæng ikke Putin. Det er derimod et band med canadiske Dan Bejar, også kendt fra The New Pornographers, som sanger og sangskriver. Og de har netop udsendt et nyt nummer som forvarsel om det kommende album, Labyrinthitis. Den tørt ironiske vinkel er den samme som altid, men musikalsk er vi tættere på f.eks. Art of Noise eller New Order.

The Fantastic Plastics spiller DEVO

Ovenpå for mange musikalske dødsnotitser den seneste uge her seks minutters tiltrængt liv og lys i form af Brooklyn-duoen The Fantastic Plastics, som deres lidt komiske navn tiltrods formår at give en forrygende version af DEVO’s ‘Gut Feeling’. Instrumentet ovre bagved til venstre, som Miranda Plastic betjener med imponerende dygtighed, er noget så sjældent og kompliceret som en theremin. Thereminen spilles ved (citerer Wikipedia her), “at musikerens hænder forandrer position i forhold til to faste elektroder (antenner), dvs. at man ikke rører instrumentet, mens man spiller”. Mener aldrig at have hørt til en theremin i DEVO, en mangel Akron, Ohio-bandet nok ville beklage, hvis de oplevede hvad instrumentet gør for deres futuristiske musik her…

Oversete mestre?

Isle of Wight-duoen CHAMPS – bestående af David Champion og Michael Champion – har efterhånden fået udgivet tre vidt forskellige albums, dog uden det af den grund er lykkedes brødrene at få den bredere opmærksomhed, deres vokalstærke musik fortjener. Debuten Down Like Gold (2014) lyser stadig klarest, men efterfølgerne bærer også på sange af elegant stemningssat popmelodik. Seneste album The Hard Interchange (2019) tager en mere moderne produceret vej, hvilket høres på denne omkvædsstærke single, der i tilgang og lyd slet ikke ville lyde forkert anbragt på et Broken Bells- eller MGMT-album…

Crystal Castles skudt ned

Elskede Crystal Castles’ albums og især shows, inden Ethan og Alice Glass i 2014 gik hver til sit i en af de mere grufulde skilsmisser, musikhistorien har set. Beskyldninger om undertrykkelse og misbrug fra AG mod Ethan kastede en grim skygge over bandet, og en ny forsangerinde har kun bevist, at kemien – hvor fucked-up den end var – i CC’s musik lå i spændingen de to imellem. Alice Glass har sidden bruddet lavet nogle undervældende, ret grænseafsøgende singler som tilløb til det soloalbum, der nu i februar endelig udsendes. I den forbindelse har følgende nye single netop set dagens lys. Sarte sjæle bør kigge bort mens ‘LOVE IS VIOLENCE’-videoen kører, for det er virkelig en bevidst grænseoverskridende ubehagelig video, hvis musik dog måske (!) kan andet og mere. Hvor Alice Glass’ sang i Crystal Castles lå i helheden som et behandlet/forvrænget instrument, så er hun nu mere konventionel frontfigur. Fungerer den rolle så for hende? Her er vi slet ikke overbevist, men bedøm selv…

Da fremtiden var ung

Man skulle måske ikke tro det ved at se nedenfor her på bloggen, men i 1977 er der meget andet end britisk punk og artschool-dropouts på speed, Station to Station og synthesizers. Klippet der følger er optaget en aften ved græske Partheon på Athens Akropolis. Det franske band Space er på besøg i rumgear for at fremføre deres store forårshit ‘Magic Fly’ – der rent faktisk udkommer tre måneder før Giorgio Moroder/Donna Summer’s visionære fremtidsmaskine ‘I Feel Love’ – for det italienske RAI-program Discomare. Daft Punk, gå hjem!

Ultra Foxx!

Et andet nyt band på Island Records efter punkens Stunde Null omkring 1976 er Ultravox. Før ‘Vienna’ med Midge Ure som ny frontmand gør dem til sikkert mainstream-band i 1980, udsender London-futuristerne med den så anderledes søgende John Foxx som primus motor og sanger tre albums, der kan så meget mere. Her en enkeltstående single fra maj 1977, der fremviser det første (og egentlige) Ultravox som mere informeret af Roxy end af Bowie. Manisk kommuikerende ‘Young Savage’ med de knivskarpe sangord og travle guitarslynger kommer farlig, trashet, dog glamourøs. En perfekt presserende single i den nye bølges oprørte vande…

…The mirror love of vixens
Guess who’ll wear the mask of victim
Money rents you insulation
Tenderness asphyxiates you
Someone else’s flesh to borrow
Sling it from your bed tomorrow
Live too fast for love or sorrow
Look behind the face it’s hollow

Young savage
Young savage
Thinks like a steel wall
Stinks like a dance hall
Young savage
Young savage
Anything goes where no-one knows your name…

Into the mainstream?

På dagens nye single her lyder den normalt så mørkedyrkende elektroduo Boy Harsher mere bredt tilgængelig end nogensinde. Sammenligninger med New Order, da Factory-bandet skiftede Joy Division-ham og uventet pludselig stod klar til at navigere i elektronisk pop, ligger næsten lige for, selvom dette nummers uventede lysstrejf muligvis kun er en enlig svale…

Dispatch

Hey kids, rocknroll! Tilbage i Hovedstaden efter lang tid (!) ude i de fjerne provinser, som desværre lokalt viste sig ganske uden netforbindelse. Derfor ingen Årets Bedste Albums-feature i år, selvom Pastoren har presset, men logistik forhindrede altså, og iøvrigt var jeg også selv tvivlrådig, da det her har vist sig rigtig svært at se lyset i meget af den ny musik i år, og ældre musik derfor har domineret playlister. Jo, Love Shop-albummet, det er jo heftigt, haha, The Jam’s Paul Weller lavede en vellykket, fri britplade, The Felice Brothers et americana-album med stærkt meget at dykke ned i, Thåström kom anderledes tilbage, og Iceage løftede også virkelig på deres nye album, men ellers lød rockmusikken – hørt herfra – tit sært postulerende, for artigt indie-musicerende, og desværre ofte decideret skindød. Form uden vitalt indhold, musik som teknisk disciplin. Eller også bare hitliste- og radio-målrettet pleaser-stuff. I LS oplevede vi i den forbindelse således også forunderligt på radioen, at tabe DR helt på det nye album. P6 mente Levende Mænd‘s tre singler var for P4-mainstream. P4 syntes det nye LS var alletiders, men dog med en ‘for gammel’ historie/lyd for kanalens nye, unge P3-lyttertiltrækkende profil, hvorimod P5, som åbenbart er DR’s musikalske elefantkirkegård, anså LS som et for kantet P4-klassisk band. Summa summarum, intet LS-airplay overhovedet trods velbesøgte koncerter landet rundt og bredere glæde end længe for det nye album. Tankevækkende at de frie markedskræfter har et så topstramt udvælgende system, at alt der bliver spillet er så velovervejet, gennemtænkt ens, kun det, den enkelte station til enhver tid tror kan generere allerflest lyttere og profilere stationens valgte lyd og målgruppe, bliver playlistet gentagende. Væk er radio med oplysende specialprogrammer fra mere snævre genrer og frie, musikforelskede DJ’s, der spillede ting, de selv fandt derude, og kunne berige nysgerrige/lydhøre lyttere med. Var Bulgariens eller DDR’s kommunistiske radio i 80’erne ligeså ensrettet og stramt styret som den formaterede statsradio nu? Ja, det var den formodentlig. Der er vel næppe den store forskel. Skriver ikke dette i bitterhed (P3/P4/P6 har i mange år været stærke ambassadører for LS), udelukkende for at oplyse om, hvor mærkværdigt spillet fungerer nu om dage. Nuvel, her en fantastisk sang der aldrig havde stået en chance i dag; Suicide udsendte 28 december 1977 sit debutalbum, hvis sært drømmende single går således…

F for foruroligende

En ny single er netop udsendt med den amerikanske synth-duo Boy Harsher, der inden covid-19 gav en foruroligende god koncert på Loppen, Christiania. Foruroligende er også et ord, som godt kunne bruges til, at beskrive den suggestive late night-stemning, der uden undtagelse bløder fra bandets atmosfæriske tracks. ‘Give Me a Reason’ er forløber for det nye Boy Harsher-album The Runner, der udsendes 22. januar 2022…

40!

Fredag d. 27. november 1981 er en markant dag for tidens fremstormende synthpop. Dels udsender Sheffield’s The Human League fjerde single fra deres allerede udsendte Dare. ‘Don’t You Want Me’ er et pladeselskabskrav som single, da frontmand Phil Oakey ikke selv bryder sig om sangen. Naturligvis bliver den et verdenshit, og ligger nummer 1 i England i fem uger henover jul og nytår. Her en af flere optrædender på Top of the Pops med sangen, fulgt af Damon Albarn’s cover fra forrige uge i BBC…

Og dels udgiver Soft Cell sit debutalbum Non-Stop Erotic Dancing, der straks skal vise, at der er så meget mere til Leeds-duoen, end man har hørt på sensommerens letbenede tophit ‘Tainted Love’. Albummet fremviser en melodramatisk elektro-duo, der med amfetamin-drevet koldsved på panden besynger specielt bagsiden af ungt liv i illusionsløse Thatcher-England. Bedst som man hører albummet første gang, og tror man har luret alle Soft Cell’s tricks og virkemidler af, serverer de dette afslutningsnummer, en lille film af en historie i en af de smukkeste popsange, man vel nogensinde kommer til at høre, intet mindre. Jo, fredag d. 27. november 1981, en markant dag for tidens fremstormende synthpop…

Lysende

Henrik Olesen, kendt som musikskaberen i Sort/Hvide Landskaber, Greene og Olesen-Olesen, samt senere også vokal frontfigur i minimalist-elegante Ukendt Under Andet Navn, udsender i dag denne fjerlette tusmørkesang om ‘Glødepærers Poesi’. Singlen er forløber for albummet Optaget og Foreviget, der udgives til januar…