Kategoriarkiv: Elektronisk

SS Say

I de farveløse startfirsere i postpunkens København var det udelukkende Mensa-dandyen Martin Hall, der kunne tage kampen op med Sods/Sort Sol om at være tidens fremmeste stemme i undergrunden. Gennem Identity, Ballet Mecanique, Ballet M og Under For udsendte han på vinyl sine sammenbrudstruede skrig for en bedre verden, der på febervild klangbund af violindrone og piskende rytme, tegnede tidens galopperende sortsyn med imponerende sikker streg. Her Martin Halls sideprojekt SS Say, der – udover bl.a. at spille support til William Burroughs i Saltlageret – i februar 1985 udsendte EP’en Fusion, hvorfra dette så fornemt synth-udhuggede track, ‘Care’, stammer. Martin Hall har skrevet og spiller selv det meste, nu afdøde Henrik Möll er også ombord, men nummerets køligt smukke stemme tilhører Inge Shannon…

introducing…HMLTD!

London’s HMLTD har de seneste par år udsendt en håndfuld singler, der samlet vidner om et yderst stilmangfoldigt, ja, til tider næsten identitetsdiffust men kulørt band. Her er netop udsendte ‘The West Is Dead’, en dog velgørende stram, elektronisk funderet, og punk-behjertet forløber for debutalbummet af samme navn, der efter planen udsendes engang til næste år. Disse fremtids-fuckups er uden tvivl langt mere spændende end Bono’s drengs U2-juniorband, vi noget tøvende forsøgte os med her forleden…

TR/ST til en mandag

The Destroyer 2, det nye album med canadiske TR/ST, gør vel alt det man kunne håbe på efter forårets fornemme The Destroyer 1. Her et af værkets mere introspektive øjeblikke, nummeret ‘cor’, hvis tyste melodi falder som sug af længsel. Specielt afslutningen – fra 2:43 og ud – er formidabel i al sin nøgne enkelhed…

TR/ST tomorrow!

Tager tilløb til udsendelsen i morgen af Destroyer 2, årets andet nye album fra canadiske TR/ST, med et track fra deres 2012-mesterstykke af et darkwave-electropoppet debutalbum…

Hører det her nummer igen, og tænker, det ligeså godt med en anden leadvokal kunne være Sandra og Michael Cretu fra deres fælles storhedstid i midt-80’erne. SÅ helstøbt euro-melodiøst og eufori-melankolsk strømlinet er det.

TR/ST igen

Et af årets mest hørte albums her har været canadiske TR/ST’s darkwave-electropoppede Destroyer 1, der gav foråret svævende luft under vingerne. 1. november udsendes Destroyer 2, der siges at være 1’erens mere indadvendte tvilling. Her en så lovende forsmag…

Livets musik

Fra sit oktober, 1977-promobesøg på italiensk TV’s Odeon, der her i går kunne ses gennem en playback-version af ‘Heroes’, nu også her en optagelse, hvor David Bowie udspiller den fænomenalt flot komponerede/orkestrerede ‘Sense Of Doubt’ fra “Heroes”‘s mere vanskelige side 2. I forbindelse med ‘Heroes’-playbacket blev Bowie interviewet, og der skulle hertil bruges levende musikbilleder til ind- og udklip. Disse er først for et år siden af videokunstneren Nacho blevet sat sammen til en egentlig video for instrumentalnummeret. Enjoy!

New Order i Tempodrom

Det var klar efterårsaften med New Order i Vestberlin. Sequencere bankede dna-genkendelige rundgange, lodret indstillede sceneprojektører præsenterede lichtdom, og ud til den udsolgte, runde sal sprang genreklassiker på genreklassiker, så mange overbevisende momenter. Men også fornemmelsen af en nu forgangen aktiv tids støv, som en fad smag af…museum. Der var videoer på storskærm til samtlige tracks, så en følelse af forestilling – snarere end koncert – indfandt sig hurtigt. Blivende billede? Synet af Bernard Sumner, der i samtlige tre omkvæd på ‘True Faith’ klappede hænder taktfast over sit hoved MENS han sang, åh jo. Og salig Ian Curtis i epileptiske dog graciøse, levende slo-mo-billeder på storskærm under en monumental ‘Decades’ – hvad mon han ville have fået ud af det hele?! Manchester/Berlin-personaen Mark Reeder (instruktør af B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin 1979-1989) var iøvrigt tilstede og introducerede aftenens supportband, et teknologisk yderst tjekket, toneafskyende og bevidst ondt act fra Kina ved navn Stolen. Gik ud i aftenkulden, efter ‘Love Will Tear Us Apart’ lukkede ned, oplivet af, hvor godt musikken fra Manchester kom i slut-70’erne (fik fire Joy Division-numre)/1980’erne. Samt at de numre, der på aftenen havde mest liv og størst nødvendighed, faktisk var den håndfuld fra nyeste Music Complete (2015), hvor NO’s elektroniske hjerte pludselig slog over i nutid. Det føles altid bedst.