Kategoriarkiv: Elektronisk

Curfew, Gaza

Det er forfærdeligt, hvad der sker netop nu i Palæstina og Israel. Alle mennesker har ret til at leve et trygt liv uden fare. Det gælder både i Israel og i Palæstina.

Min eneste kommentar i skrivende stund ud over denne selvfølgelighed, der tilsyneladende ikke er en selvfølgelighed, er en henvisning til Zul’m, det gamle album fra 1992 med den for længst afdøde Bryn Jones, der var eksperimenterede musiker og producer i Manchester op gennem 1980’erne og 1990’erne under kunstnernavnet Muslimgauze. Hans musik var et sted mellem “verdensmusik” og elektronisk musik og milevidt fra det meste af den Manchester-musik vi plejer at nævne her.

Jeg skrev om Bryn Jones her på bloggen tilbage i 2007; Zul’m er det eneste album med ham, jeg synes godt om (det er til gengæld også et album, jeg synes rigtig godt om). Start 8 minutter og 44 sekunder inde med nummeret “Curfew, Gaza”.

Transmission i Skotland

New Order’s europæiske efterårsturné, der startede i København for lidt siden i indian summer, slutter lørdag aften i efterårsomblæste Leeds. I aftes var touren kommet til Glasgow, hvor en vis Elizabeth Elektra var blandt publikum. Som hendes tweet herunder viser, så kan musikken fra New Order og Joy Division bringe meget forskelligt frem i folk…

Centralmassivets karaokebar

I dag seks år siden Thåström udsendte sin mægtige Centralmassivet. Så mens der i Thåströmland ventes tålmodigt på nyt om næste udspil her en afspilning af det forrige albums næstsidste track, den stejlhøje ‘Karaokebaren’, hvori sangeren midt i en industriel storm kontemplerer, hvad kunne have været istedet for det der nu blev. De fleste lyttere vil nok blot være skæbnen taknemmelig, at Thåström med jernstemmen ikke viede sit voksenliv til sejlads på de syv have, og heller aldrig blev hverken langtidschauffør op og ned i Europa eller natportier på et hotel midt i byen. Men hvorfor gik det ikke sådan? Jo, det er såre simpelt, karaokebaren gyngede ham for godt…

36 år hos masserne

Den stadig lidt hvalpede Black Celebration (1985) lover meget, men er det ikke først med efterfølgende Music for the Masses, at Depeche Mode virkelig ankommer i udtryk som voksent band på øverste hylde? Albummet, bandets sjette, der er mixet i Puk udenfor Randers, udkommer 28. september 1987, i dag for 36 år siden. Her er Basildon’s håbefulde samme år på besøg på tyske ZDF…

Mere kongetro end kongerne

Det er godt, at Orchestral Manoeuvres In The Dark laver musik igen. Men det er faktisk lidt pudsigt, at der i dag er nogen, der egentlig lyder mere som Orchestral Manoeuvres In The Dark gjorde i sin tid end OMD selv. Her tænker jeg på Nation Of Language, der forbløffende ofte minder om musikken fra McCluskey og Humphreys, når de var gode (det var de ofte).

Min grandfætter, der har hørt og skabt en del musik i sit liv, udbrød “De er fra England, ikke?” da han hørte Nation Of Language første gang. Men nej, Nation Of Language (eller NOL?) er fra USA. Deres album Strange Disciple udkommer i denne måned.

Introducing…Mareux!

Mareux er det kunstneriske dæknavn for synth-musikeren Aryan Ashtiani fra Los Angeles. Lovers From The Past er debutalbummet fra i år, her repræsenteret af sit titelnummer. Sammenligningen er sikkert ikke fair, men mens der til nu forgæves ventes på nyt fra TR/ST, så kan denne natlige californske darkwave måske gøre lidt af tricket…

Kabinescooter-rock

24. august 1987 single-udsendes ‘Never Let Me Down Again’, en af Depeche Mode-favoritterne her dengang. Og hvor lyder nummeret da stadig dejligt i dag. Dele af videoen herunder ser mistænkeligt ud som om den må være indspillet ude blandt markerne ved Gjerlev, nord for Randers, hvor state of the art-indspilnings-rumstationen Puk Studios lå dengang. Depeche Mode fik som bekendt mixet Music for the Masses (1987), hvorfra denne single er den anden efter ‘Strangelove’, i Puk…

Ang. Oppenheimer

Okay Okay Boys (1982), Kliché’s svære andet – og sidste – album er der to tracks der stilistisk skiller sig ud fra mængden. Dels brug-og-smid-væk-nummeret ‘Bravo Charlie’, der ikke uden en vis ironi sært kunne lyde som det tidlige TV-2 der leger Kliché. Dels ‘Oppenheimer’s Formiddag’, noget så sjældent som en guitarbaseret Kliché-ballade, hvis sangskrivning og tonesprog synes anderledes traditionelt end normalt fra bandets ukonventionelle ståsted.

Biografpremieren lige nu på Christopher Nolan’s store biopic om J Robert Oppenheimer gør igen sidstnævnte nummer relevant. Husker jeg aldrig selv dengang i 1982-83, da vi så rigtigt mange Kliché-shows rundt omkring, fandt stor glæde ved ‘Oppenheimer’s Formiddag’. Genhørt nu forstår jeg ikke helt hvorfor, for det er jo faktisk en stærk sang med sit fine omkvæd, der folder sig så mantra-gentagende ud, som altid i Kliché sunget formidabelt i mål af den dengang evigt sitrende Lars Hug. Hilmer var omvendt ret forelsket i sangen, præcis som han også på Okay Okay Boys især var det i instrumentalnummeret ‘IKB’, hvor hans eget uforlignelige guitarspil står så vægtløst i centrum. Oppenheimer bliver genoplivet gennem filmen lige nu, som han også blev det i efteråret 1982 gennem disse toner og ord…

Ang. Kliché

Fotoentusiasten Chris Stein fra Blondie har taget dette billede af Devo i 1978 i Akron, Ohio. Der går en tyk lige linie fra deres look til Klichés stærke visuelle præsentation et par år senere i Danmark. Tradition og fornyelse, som man siger, og godt gået af Kliché. Men Aarhus-klovnepunkerne Lost Kids ikke blot lånte, de stjal Devo’s ‘Mongoloid’ og krediterede (først) sig selv som sangskrivere på ‘Asocial’. Lost Kids er forlængst fortid, Devo spiller i august på Amager.

Got to move on sometime…

Mon ikke Martin Gore’s fødselsdag bliver fejret af Depeche Mode-tilhængerne, når DM i aften kl. 19.30 går på scenen i Zagreb Arena i den kroatiske hovedstad? Her er Gore helt anderledes alene med et af de seks covernumre fra den Counterfeit-EP, han udsendte i eget navn i 1989…

For hvem end der må holde af Martin Gore’s version, men ikke kender originalen, så er den herunder. En vis Joe Crow, med fortid i Birmingham-punkbandet The Prefects og efterfølgende de tidlige John Peel-darlings The Nightingales, udsendte i 1982 denne så specielt klingende lo fi-single på Cherry Red Records. ‘Compulsion’ blev nok mest hørt via sin inklusion på den stærke tilbuds-opsamling Pillows & Prayers (1982), der positivt satte lys på en lang række Cherry Red-artister. Joe Crow lod kun høre fra sig med denne ene single…