Kategoriarkiv: Elektronisk

Før det moderne gennembrud

Soft Cell’s kradse debutsingle, nogle måneder før efterfølgeren ‘Tainted Love’ i sommeren 1981 gør Leeds-duoen til regulære popstjerner, peger måske ikke ligefrem i retningen af en fremtid i Smash Hits og på Top of the Pops for de to, men heftig er den ialfald. Og i omkvædets ‘hi dear, bye dear’ findes jo allerede tegningen til titlen ‘Say Hello, Wave Goodbye’…

Smile if you mean it

En musik der kan lindre mod den dystopiske tilstand kaldet januar? Forløbersinglen og titelnummeret til det nye album i morgen med Radiohead-styrmændene Johnny Greenwood og Thom Yorke’s The Smile er ikke det dårligste bud. Selv har jeg ikke været tunet ind på hverken Radiohead eller de mange andre sideprojekter derfra siden In Rainbows (2007), så her føles dette nummer både som et skud velgørende fortid og (måske) en ny begyndelse…

Don’t give a f*** anymore 👍

En musik der kan lindre mod den dystopiske tilstand kaldet januar? Den nye single ‘Bliss’ her med Arab Strap er ikke det dårligste bud. Det kommende album hedder iøvrigt I’m totally fine with it 👍don’t give a f*** anymore 👍. Og ja, de håbløse thumbs up-ikoner er med i titlen, skotsk humor kan være knastør…

Introducing…Boeckner!

Dan Boeckner, især kendt som en af de to frontmænd i canadiske Wolf Parade, men også for sine mere afsøgende projekter i bl.a. Handsome Furs, Operators og Divine Fits, udsender til marts sit første album under efternavnet Boeckner. I går blev denne forløbersingle kaldet ‘Lose’ sendt i omløb. Som så ofte før er Boeckner også her en elektrisk forsanger…

Sange der får dig til at tænke på jul, men som ikke er julesange

Soft Cell-sanger Marc Almond har netop genudgivet sit album Tenement Symphony (1991), der hørt herfra står som det stærkeste blandt hans mange soloudgivelser. I flere år i starten af 90’erne lånte jeg det i den endnu dengang så prangende musikafdeling på Centralbiblioteket i Viborg, når jeg var hjemme hos mine forældre i slutningen af december. Nok derfor har hele albummet – der er mest bredt kendt for sin hitsingle ‘The Days Of Pearly Spencer’ – for mig en klang af netop denne tid på året. At dets produktion så gør brug af en sand armé af isnende (men vel-arrangerede) synthesizers gør nok ikke associationen svagere. Her et af albummets veltimede følelsesangreb, der typisk Almond ruller stolt afsted med både indestængt drama og storladen pop-forløsning…

Sange der får dig til at tænke på jul, men som ikke er julesange

Såvidt huskes var det Pet Shop Boys’ version af Elvis Presley’s ‘Always On My Mind’ som holdt The Pogues’ ‘Fairytale In In New York’ (vel måske den eneste regulære julesang der kun fortjener at blive knuselsket) fra førstepladsen på den engelsk e hitliste i julen 1987. PSB havde haft et stærkt år, og det lød som om manbevidst iklædte Elvis-sangen det helt samme effektive karosseri af brede synths og bankende sequencers, der havde gjort ‘It’s A Sin’ til så voldsomt et hit henover sommeren, så nej, det kunne næsten ikke gå galt. Her optræder Neil og Chris 1. juledag på BBC’s Top of the Pops med deres nummer et. Smart state of the art-1987-grafik på scene-computeren…

Årets albumudgivelser (sådan da)

Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver

Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?

Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.

It took seconds of your time to take his life…

Det er 60 år i dag siden John F. Kennedy blev myrdet i Dallas, Texas. En chokerende begivenhed der rystede verden og trak lange spor efter sig. Naturligvis også i musikkens verden, hvor adskillige sange behandler dette gigantiske amerikanske traume. The Byrds skrev ‘He Was A Friend Of Mine’, The Beach Boys ‘The Warmth Of The Sun’, Phil Ochs sin abstrakte ‘Crucifixion’ og Bob Dylan sin ‘Chimes Of Freedom’ – og for kun tre år siden da også mægtige ‘Murder Most Foul’ – alle direkte eller stærkt formodet om JFK-mordet. Senere behandlede Lou Reed den skæbnesvangre dag i sin så fine ‘The Day John Kennedy Died’, hvor Reed med stor effekt fortæller personligt om hvordan nyheden landede hos ham i Upstate New York den eftermiddag i 1963. Her er det dog istedet engelske The Human League der besynger mordet, og tag ikke fejl af den letfordøjelige synthpop-lyd, for det er selve morderen (eller ialfald en af dem) Lee Harvey Oswald, Phil Oakey her adresserer i et nøgternt anklagende tonefald…

Vi giver ordet her til rabbi Robert Zimmerman…

“Twas a dark day in Dallas, November ’63
A day that will live on in infamy
President Kennedy was a-ridin’ high
Good day to be livin’ and a good day to die
Being led to the slaughter like a sacrificial lamb
He said, “Wait a minute, boys, you know who I am?”
“Of course we do, we know who you are”
Then they blew off his head while he was still in the car
Shot down like a dog in broad daylight
Was a matter of timing and the timing was right
You got unpaid debts, we’ve come to collect
We’re gonna kill you with hatred, without any respect
We’ll mock you and shock you and we’ll put it in your face
We’ve already got someone here to take your place
The day they blew out the brains of the king
Thousands were watchin’, no one saw a thing
It happened so quickly, so quick, by surprise
Right there in front of everyone’s eyes
Greatest magic trick ever under the sun
Perfectly executed, skillfully done
Wolfman, oh Wolfman, oh Wolfman, howl
Rub-a-dub-dub, it’s a murder most foul…”

Fra Ideal til New Order

Videoen til Ideal-singlen fra 1980 i forrige post minder ved eftertanke ikke så lidt om den langt nyere med New Order herunder, som engelske Mark Reeder har suppleret sine egne berlinske privat-optagelser til fra dengang, der stod en mur. Mark Reeder flyttede – sikkert ansporet af Bowie og Iggy Pop’s berømte færd – fra Manchester til Vestberlin i 1979, og er mest kendt for den stærke doku-film B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin (2015), der er hans personlige flue på væggen-take på aktivist/punk-tiden i Mauerstadt. Men her hans samarbejde med New Order. Reeder kendte dem allerede fra Manchester og arrangerede derfor den koncert i Kant Kino på Kantstraße, som Joy Division spillede i januar 1980. Resten er historie og levende billeder af en by, der ikke findes mere…

Thåström’s klubtour

Denne weekend et år siden Thåström på rockklubben The Tivoli i havnen i Helsingborg var igang med første weekend af den usædvanlige klubtour, der skulle tage ham og hans nye band videre til Vulkan i Oslo, Pustervik i Göteborg og Orionteatret på Söder i Stockholm. Ialt 14 aftener der bød på nær kontakt og himmelintens høj musik. Her et klip fra første aften af de tre i Göteborg…

Regnland

På en formiddag uden dagslys, hvor København gør sig stor men forhåbentlig forgæves umage for at blive en skandinavisk version af Venedig, må dette stykke mørkegrå, råkolde musik være på sin plads. Spillerne i Sällskapet er/var Pelle Ossler (der gav en forbløffende stærk koncert på Råhuset på Vesterbro i aftes), Thåström, samt dennes musikalske go-to-guy Niklas Hellberg. De tre udsendte to plader som Sällskapet, hvorefter Thåström gik ud og de to tiloversblevne udsendte endnu et album, denne gang tysksproget. Det sidste passer perfekt ind i projektets centraleuropæiske ånd, hvor lyd af klagende togspor, natlig folkevandring og fjern industri-rummel er ligeså vigtig som noget instrument. Dette nummer er åbningen på den sidste udgivelse med Thåström, albummet Nowy Port (2013). Den pragtfuldt trøstesløse video er såvidt vides indspillet i Gdansk…