Kategoriarkiv: Elektronisk

Lyden af PSB’s efterår?

Pet Shop Boys har i dag løftet slør for Hotspot (!) som titlen på elektroduoens til januar kommende album. Samtidig er denne nye efterårssmagende single blevet sendt i omløb. PSB skriver stadig regulære sange, og om ikke andet så for det faktum er der altid håb, selvom det igen her ikke bliver helt indfriet. For Tennant og Lowe kunne og kan bedre end denne lidt afkræftede ballade med sær medicinsk-sødbitter eftersmag…

Do or die!

Billedet her er fra onsdag d. 12. november 1980, da Phil Oakey og Adrian Wright, de to tiloversblevne i The Human League (efter flugten af bandets til da kreative kræfter over i Heaven 17), for første gang spiller live med de to nye piger, Joanne Catherall og Susan Ann Sulley, som Oakey netop har shanghajet på et diskotek i hjembyen Sheffield. Men her er vi på klubben Rotters i nabobyen Doncaster, Yorkshire. Ingen tror på dette tidspunkt, The Human League lever på andet end lånt tid. Men 11 måneder senere udsendes synthpopmesterstykket Dare, som avler massive singlehits og går nummer 1 i England. Her er The Human League i maj 1981 på Top of the Pops med albummets første og fremragende forløber-single…

SS Say

I de farveløse startfirsere i postpunkens København var det udelukkende Mensa-dandyen Martin Hall, der kunne tage kampen op med Sods/Sort Sol om at være tidens fremmeste stemme i undergrunden. Gennem Identity, Ballet Mecanique, Ballet M og Under For udsendte han på vinyl sine sammenbrudstruede skrig for en bedre verden, der på febervild klangbund af violindrone og piskende rytme, tegnede tidens galopperende sortsyn med imponerende sikker streg. Her Martin Halls sideprojekt SS Say, der – udover bl.a. at spille support til William Burroughs i Saltlageret – i februar 1985 udsendte EP’en Fusion, hvorfra dette så fornemt synth-udhuggede track, ‘Care’, stammer. Martin Hall har skrevet og spiller selv det meste, nu afdøde Henrik Möll er også ombord, men nummerets køligt smukke stemme tilhører Inge Shannon…

introducing…HMLTD!

London’s HMLTD har de seneste par år udsendt en håndfuld singler, der samlet vidner om et yderst stilmangfoldigt, ja, til tider næsten identitetsdiffust men kulørt band. Her er netop udsendte ‘The West Is Dead’, en dog velgørende stram, elektronisk funderet, og punk-behjertet forløber for debutalbummet af samme navn, der efter planen udsendes engang til næste år. Disse fremtids-fuckups er uden tvivl langt mere spændende end Bono’s drengs U2-juniorband, vi noget tøvende forsøgte os med her forleden…

TR/ST til en mandag

The Destroyer 2, det nye album med canadiske TR/ST, gør vel alt det man kunne håbe på efter forårets fornemme The Destroyer 1. Her et af værkets mere introspektive øjeblikke, nummeret ‘cor’, hvis tyste melodi falder som sug af længsel. Specielt afslutningen – fra 2:43 og ud – er formidabel i al sin nøgne enkelhed…

TR/ST tomorrow!

Tager tilløb til udsendelsen i morgen af Destroyer 2, årets andet nye album fra canadiske TR/ST, med et track fra deres 2012-mesterstykke af et darkwave-electropoppet debutalbum…

Hører det her nummer igen, og tænker, det ligeså godt med en anden leadvokal kunne være Sandra og Michael Cretu fra deres fælles storhedstid i midt-80’erne. SÅ helstøbt euro-melodiøst og eufori-melankolsk strømlinet er det.

TR/ST igen

Et af årets mest hørte albums her har været canadiske TR/ST’s darkwave-electropoppede Destroyer 1, der gav foråret svævende luft under vingerne. 1. november udsendes Destroyer 2, der siges at være 1’erens mere indadvendte tvilling. Her en så lovende forsmag…

Livets musik

Fra sit oktober, 1977-promobesøg på italiensk TV’s Odeon, der her i går kunne ses gennem en playback-version af ‘Heroes’, nu også her en optagelse, hvor David Bowie udspiller den fænomenalt flot komponerede/orkestrerede ‘Sense Of Doubt’ fra “Heroes”‘s mere vanskelige side 2. I forbindelse med ‘Heroes’-playbacket blev Bowie interviewet, og der skulle hertil bruges levende musikbilleder til ind- og udklip. Disse er først for et år siden af videokunstneren Nacho blevet sat sammen til en egentlig video for instrumentalnummeret. Enjoy!