I disse dage genudsendes NYC-elektropunkduoen Suicide’s skelsættende 1977-debutalbum igen igen igen, denne gang på kulørt blodrød vinyl. Hvem har oplevet det nådesløst egenartede album glemmer næppe første gang ‘Ghost Rider’ skyder dødsmotorcyklen afsted, første gang ‘Cheree’s hjertepuls af en rytmebox løfter sin fucked up-intime besættelseshymne, første gang ‘Frankie Teardrop’-filmen noir-industrielt sætter hypnotisk igang mod sin hovedpersons nervesitrende psyko-amokløb. Som oplevelse er Suicide en uafrystelig plade. Den version jeg har er ikke originalen – et yderst sjældent syn dengang – men den franske genudgivelse (billedet ovenfor) fra 1980, hvor to bonustracks som single-b-siden ‘I Remember’ samt ‘Keep Your Dreams’ kun gør stort endnu større.
Ah, mangfoldighed! Fra fjerne Beirut, Libanon kommer indiebandet Mashrou’ Leila, som siden 2011 har udsendt fire albums. Her startnummeret fra The Beirut School, et nyt opsamlingsalbum, der samler bandets nøglesange. Åbneren ‘Ashabi’ fejler slet intet, og synges vanen tro stolt på libanesisk…
New Order har i disse år held og dygtighed til at forvandle sig selv fra band med gylden fortid til et omrejsende stykke eksklusivt state of the art 80’er-finkultur. Der turneres kontinuerligt tjekket, og via gennemførte visuals og en setliste, der altid slår sig generøst på NO’s bandebrydende elektroklassikere, fremstår aftenerne – helt a la Kraftwerks – som et veritabelt kunstmuseum over egen klasse og kreativ fortid, mere end som ‘bare’ almindelige koncerter. Den tendens bygges videre på i dag, hvor New Order udsender endnu et livealbum, dette fra 13. juli på sidste års MIF-festival i Manchester, hvor en mindre armé af synth-spillere pluggede ind i NO-maskinen, og sammen med Barney & co. over fem aftener gav velkendte som obskure af bandets numre nyt elektroblod. Her en af denne sides absolutte New Order-favoritter i versionen fra det nye livealbum med den mundrette titel ∑(No,12k,Lg,17Mif) New Order + Liam Gillick: So it goes…..
Undervældet skuffelse sidste efterår herfra da det seneste Robyn-album udkom. Kun slutsangen ‘Ever Again’ holdt det niveau forventninger var sat til. Det giver derfor mening, den endelig nu er blevet udsendt som almost perfect Robyn-popsingle i eget navn. Og med en promovideo, der satser sine tricks på stor opmærksomhed til afsenderen…
Yndlingsnumre med det tyske folkeensemble Rammstein, der i aften spiller i Parken på Østerbro? Her en personlig liste over favoritter, som den ser ud dags dato. Fem af disse numre vil blive spillet i aften…
I morgen aften møder Rammstein, der har udsendt et af forårets mest positivt overraskende albums, København i Parken på Østerbro. Her en personlig top-7-rangordning over deres studieudgivelser…
Pludselig kom jeg i tanke om Paradise Lost. I dag laver de vistnok gotisk metal. Men for 20 år siden lød de sådan her. Søren Vegeberg sagde, at de var gode (og det syntes jeg bestemt også). Jens syntes, de lød som det danske band Portland. Begge havde ret. Og så ikke et ord om Depeche Mode.
Rammstein har forrige fredag i relativ ubemærkethed udsendt deres vel mest helstøbte album siden Mutter (2001). Ubemærket nok fordi tyskerne dengang uafkodet lød af farlig fremtid, hvor de i dag, efter 10 års pladepause, med de nye sange udgør et anderledes konservativt trygt genhør. Dog stadig velgørende relevant, ikke mindst fordi de mest vulgært komiske elementer er sat på lavt blus, så det istedet er den moderne europæiske sehnsucht og katedralhøje æstetik i bandets musikalske verden der hersker. Her dagens nye video fra Rammstein’s nye, en fire minutters ABC i Tintin-kolonialisme og sexturisme til tonerne af ‘Ausländer’…
New Order har de seneste år udsendt to livealbums, og i dag er et nyt og tredje blevet annonceret. Drejer sig denne gang om en optagelse af New Order’s optræden på Manchester International Festival i 2017, hvor bandet spillede sammen med et 12-personers synth-ensemble. 13 juli udsendes det tredobbelte vinylalbum, der går under titlen ∑(No,12k,Lg,17Mif) New Order + Liam Gillick: So it goes. Hvis resten af showet lyder ligeså elektro-potent som Low-Life-skæringen ‘Subculture’ derfra, er der noget at glæde sig til…
Det synes umuligt at lave en top-5 over New Order’s bedste albums uden at have Low-Life fra 1985 på ialfald en af de tre øverste pladser. I dag er det 34 år siden Factory udsendte det delvist håndspillede elektroniske album med det sort/hvide-cover, hvorpå New Order indimellem positivt lyder yderst inspireret af Robert Smith’s The Cure, som faktisk samtidig udsendte numre (tjek bare ‘In-Between Days’ eller ‘The Walk’) med kraftig New Order-hældning. Low-Life er – præcis som sin forgænger Power, Corruption & Lies (1983) – en tidsløs plade til enhver tænkelig stemning og funktion. Kan kun anbefales.
