Lige så kort tid det tog for mig at vænne mig til sommervarmen på den sydlige halvkugle, lige så hurtigt er det gået med at falde ind i den alt for velkendte fyge/skovle/salte-rutine igen.

Kyndelmisse slår i år sin knude til tonerne af One Life Stand, det nys udkomne album af og med Hot Chip. Forgængeren Made In The Dark var et nogenlunde album, men sangskrivningen her er lige den tak bedre, der gør en forskel.

Lyden er igen retro-agtigt elektronisk. Synthesizerne bobler, brummer og smælder og giver mindelser om technomusikkens urtid. Hot Chips specielle blanding af rock, funk, pop og techno er ikke langt fra et ligesindet navn som LCD Soundsystem. men her er ikke tale om North American scum – dette band er faktisk britisk.

For tre årtier siden var der en lille “bølge” af minimalistisk elektropop, der nu er ved at blive genopdaget. Daniel Miller og hans Mute Records var med (og de tidlige Depeche Mode var dermed også). Herhjemme er det et interessant kuriosum, at en vis Søren Fauli udsendte Fauli te Dauli; jeg husker det – minimalt.

Længe siden, det er det. Men prøv at høre f.eks. Junior Boys eller de hjemlige drenge fra Electrojuice, og man vil opdage, at minimal wave stadig lever som inspirationskilde.

Herover kan I se en video af og med Ohama (nej, det er ikke ham fra det ovale kontor – ham her er fra Canada). Læs også lidt mere på Larry Ryans blog, hvor der bl.a. nævnes pladeselskabet af samme navn og gives et par smagsprøver.

Den nye single med engelske The Big Pink hedder “Velvet” og denne meget enkle sang falder på plads i ørene allerede ved første gennemlytning. Vi er musikalsk set tilbage i første halvdel af halvfemserne (hvor en sådan sang kunne være blevet et stort hit) – og også videoen peger tilbage til en gammel æstetik fra det ikke ukendte pladeselskab ved navn 4AD, hvor debutalbummet A Brief History Of Love er udkommet. The Big Pink giver forresten koncert i København i næste uge.

Der er masser af elektronisk musik spillet af hvide mænd med guitar. Her på bloggen har jeg nævnt bl.a. Lindstrøm, Gui Boratto og Moderat. Også vores alle sammens Trentemøller startede karrieren som guitarist. Nu har jeg lige opdaget et nyt medlem af denne klub.

I USA (nærmere bestemt et sted i New Jersey) sidder Davye Hawk og laver musik under navnet Memory Tapes. Hans nye album Seek Magic er udkommet i stærkt begrænset oplag på vinyl og cd, men kan heldigvis også skaffes som download fra http://www.emusic.com. Det er nemlig værd at høre.

Det typiske spørgsmål er: Hvad minder det om? Et bedre spørgsmål er: Hvad minder det mig om? Jeg tænker på så forskellige navne som Cocteau Twins (fordi der er drømmende, utydelige vokaler på nogle numre), New Order (fordi elektronikken får besøg af sang og en guitar – af og til er det måske en bas?) The Avalanches (fordi der klippes og klistres fra ubekymret popmusik) og Boards Of Canada (fordi musikken også kan være minimal og udflydende).

Numrene er med andre ord temmelig forskellige. “Plain Material” er, som titlen næsten antyder, en regular sang med forståelige ord og en guitar inden elektronikken ankommer, “Run Out” er instrumental og grænser til ambient, “Bicycle” mødes en tåget David Byrne-agtig vokal med fjerne olietønder, syntetisk drengekor og en Peter Hook-agtig barytonguitarsolo til det, der efterhånder udvikler sig til en simrende triumf og “Stop Talking” starter som et søvnigt funknummer inden et sejrsridt ud i solnedgang á la Lindstrøm.

Prøv at give Seek Magic et lyt – eller flere. Start med “Bicycle”, der kan downloades lige her, helt lovligt.

Og nu til Tyskland til et album, jeg hører meget for tiden. Moderat er en elektronisk trio fra Berlin, der udgav deres første EP helt tilbage i 2002. De tre medlemmer har haft travlt med solokarrierer, så debutalbummet, der såmænd bare hedder Moderat, kommer først nu – og det er optaget i de ikke helt ukendte Hansa-studier.

Moderat har ganske mange inspirationskilder, og de første gange, jeg hørte albummet, var det som om delene var større end helheden. De delvist guitarbaserede “Porc#1” og “Porc#2” giver mindelser om en lidt upbeat udgave af Sigur Rós; flere andre numre er dubstep-prægede, blandt dem “Rusty Nails”, hvor sangeren Sascha Ring lyder temmelig Thom Yorke-agtig. Der er numre med gæstevokalister fra dancehall og hiphop, og der er en del instrumental-forløb.

Nu, hvor jeg meget mere fortrolig med Moderat, kommer albummet dog mere og mere til at fremstå som en slags helhed – og som et af årets vellykkede elektroniske albums, som man både kan bevæge sig til og lytte til. Det er i hvert fald ikke det slag i ansigtet, som forsiden fejlagtigt antyder (Måske er det en Pantera-reference? Og dog…)

Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.

The Field er Axel Willner fra Sverige.
The Field er Axel Willner fra Sverige.
The Field er Axel Willner fra Sverige.
The Field er Axel Willner fra Sverige.
The Field er Axel Willner fra Sverige.

Er det så godt? Tjo.
Er det så godt? Tjo.
Er det så godt? Tjo.
Er det så godt? Tjo.
Er det så godt? Tjo.

Sommetider er gentagelserne hypnotiserende, f.eks. på “Leave It”.
Sommetider er gentagelserne hypnotiserende, f.eks. på “Leave It”.
Sommetider er gentagelserne hypnotiserende, f.eks. på “Leave It”.
Sommetider er gentagelserne hypnotiserende, f.eks. på “Leave It”.
Sommetider er gentagelserne hypnotiserende, f.eks. på “Leave It”.

Andre gange er det som The Field synes, Philip Glass var for afvekslende.
Alt for afvekslende. Alt for afvekslende. Alt for afvekslende.
Andre gange er det som The Field synes, Philip Glass var for afvekslende.
Alt for afvekslende. Alt for afvekslende. Alt for afvekslende.

Der er en coverversion af The Korgis’ eneste hit.
Første vers gentages.
Omkvædet er væk.
Der er en coverversion af The Korgis’ eneste hit.
Første vers gentages.
Omkvædet er væk.
Der er en coverversion af The Korgis’ eneste hit.
Første vers gentages.
Omkvædet er væk.
Første vers gentages.
Omkvædet er væk.
Første vers gentages.
Omkvædet er væk.
Første vers gentages.
Omkvædet er væk.

Væk. Væk. Væk. Væk.
Væk. Væk. Væk. Væk.
Væk. Væk. Væk. Væk.
Væk. Væk. Væk. Væk.
Væk. Væk. Væk. Væk

Metacritic er meget positiv.
Metacritic er meget positiv.
Metacritic er meget positiv.
Metacritic er meget positiv.
Metacritic er meget positiv.

Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.
Der er kommet et nyt album med The Field.

Nej, det er ikke det klæbrige firser-hit, jeg har i tankerne nu. (Eller 1980’erne i det hele taget.)

Tidligere har jeg rost Chromophobia, et album fra 2007 af og med Gui Boratto fra Brasilien. Og nu er opfølgeren her så – Take My Breath Away. Ligesom norske Hans Peter Lindstrøm er Boratto en mand med guitar, der har opdaget den elektroniske musik.

Take My Breath Away er tit minimalistisk, men samtidig melodisk og aldrig ensformig. Her er en række halvlange forløb, som man kan lytte til og ofte også bevæge sig til. “No Turning Back” bliver til en tilbagelænet sang (hvor man måske aner Borattos brasilianske baggrund) og på bl.a. “Besides” dukker en twanget guitar op, der efter lyden at dømme godt kunne være Telecasteren på billedet.

http://www.myspace.com/guiboratto

…kunne godt være at finde på det kommende album med canadiske Junior Boys, Begone Dull Care. Prøv at høre “Parallel Lines” her. Jeg blev aldrig helt fortrolig med Last Exit eller So This Is Goodbye, men dét her lover godt. 

(For en sikkerheds skyld: nummeret minder ikke om Blondie.)