Blog, Elektronisk

Den minimale bølge

25 kommentarer

For tre årtier siden var der en lille “bølge” af minimalistisk elektropop, der nu er ved at blive genopdaget. Daniel Miller og hans Mute Records var med (og de tidlige Depeche Mode var dermed også). Herhjemme er det et interessant kuriosum, at en vis Søren Fauli udsendte Fauli te Dauli; jeg husker det – minimalt.

Længe siden, det er det. Men prøv at høre f.eks. Junior Boys eller de hjemlige drenge fra Electrojuice, og man vil opdage, at minimal wave stadig lever som inspirationskilde.

Herover kan I se en video af og med Ohama (nej, det er ikke ham fra det ovale kontor – ham her er fra Canada). Læs også lidt mere på Larry Ryans blog, hvor der bl.a. nævnes pladeselskabet af samme navn og gives et par smagsprøver.

25 tanker om “Den minimale bølge”

  2. Det er korrekt, at arrangementerne af numrene på Magic er tættere på de gode gamle, men lydbilledet er ikke smukt, fordi der er skruet op for det hele. Dynamikken er væk. Jeg skrev om “the loudness war” for snart længe siden her på bloggen. Kan ingen virkelig huske mit gamle indlæg ?

  5. Hep Jens – jeg tænker såmænd ikke nødvendigvis måden den er produceret på, mere at pludselig (og lukker man øjnene – i hvert tilfælde her) har jeg fornemmelsen af – at være TILBAGE i tiden med Hr. Springsteen. Hvad angår sangskrivning og i det hele taget numrenes opbygning! Klaverintros und so weiter!

    Bare lyt til: http://www.youtube.com/watch?v=I4L2gKNF3jM

    SÅ ER JEG ALTSÅ TILBAGE I TIDEN!!! Og det er ikke skidt!

  6. Hey-ho, vågn op – Magic er da ikke nogen tilbagevenden, eftersom ingen af Springsteen’s gamle longplayers hverken har samme klang eller sangskrivning. Born To Run ejer slet ikke den massive kollektive lyd – man forstår hvad 1888 mener med ‘loudness war’! – men er langt mere differentieret og klar organisk i sounden, og det samme kan kun siges for den til sammenligning næsten tørre Darkness On The Edge Of Town…

  7. “Magic” er ikke det dårligste bud på en tilbagevenden til en gammel lyd blandt de albums, jeg har nævnt.

    Men hvad synes I om Ohama?

  9. “Magic” er lyden af 1975 på en fabelagtig facon! En superplade, hvis I spørger mig!

    “Accelerate” er en tilbagevenden til en mere rå og rocket tilgang, mange af sangene synes jeg holder, netop pga længden! Kort, præcist og som et spark i mellemgulvet! Lige så god en plade som den undervurderede “Monster”…

  10. Magic er nu en ret fantastisk plade, og lyder egentlig i sin hvileløse voksne sorgtyngethed ikke som noget før fra ham bag den…

  11. Der er en vældig oplagt grund til, at hverken Jens eller jeg nævnte Sounds Of The Universe i vores gennemgang af albums fra det forgangne år. Albummet er simpelthen ikke spændende nok. Især lader sangene en del tilbage at ønske sig. Mange store musiknavne prøver i deres karrieres sene år at gribe tilbage til lyden af tidligere tiders succeser – Magic, Accelerate, No Line On The Horizon, Death Magnetic og Sounds Of The Universe er alle eksempler på dette kneb. Fælles er, at den gamle lyd er der, men at sangskrivningen ofte ikke helt er, hvad den har været.

  15. De Skrigende Halse var virkelig autentisk. Se selv:

    http://www.youtube.com/watch?v=HUCWyLsiwuQ

    Den klassiske guldtuborg er med. Fra før der kom Gyldne Damer ind i billedet. 😀 Da jeg først så den i ’94, tror jeg, kan jeg huske at det for en næsten fuldstændig flashback-fornemmelse. Det var som at se Floss og lignende kredse dengang man selv i teen-årene var ranglet nyrock-aspirant med afbleget hår.

    Havde i øvrigt fornøjelsen af at se dem på Roskilde i midthalvfemserne. Selv Djarnis dukkede op på scenen. Jeg tror det var samme år som Sex Pistols – men Halsenes comeback var noget mere mindeværdigt.

  17. Godt gået, Pastor. Kun en mand af din jordbundne integritet kan vel modstå Mephisto Fauli’s tilbud om glitter, berømmelse og Hollywood forude. 😉

  18. Men jeg sagde selvfølgelig nej, også selv om det allerede dengang var klart, at der ikke ville blive tale om en serie, men om en enkeltstående film.

  19. Det vildeste ved De Skrigende Halse var seriens autencitet. Mange udenfor oplevede det som om Fauli gjorde tykt grin med det sortklædte københavnske miljø. Men nej, pænt mange var præcis sådan, speedet op og på løbske eksistentielle rulleskøjter…

    Og Pastor, sjovt det med Ronni; en af denne blogs forfattere blev spurgt om at spille netop ham i serien…

  20. Men ret skal være ret: “De skrigende halse” er morsom, det tætteste vi kommer på en dansk udgave af “This Is Spinal Tap” og så endda om en periode i dansk rockhistorie, som denne blogs forfattere er gamle nok til at have oplevet og taget alvorligt.

    Jeg tænker således altid uvilkårligt “Muren, Ronni”, når en af denne blogs forfattere drager mod den tyske hovedstad.

  21. Spot on-kommentar inde på på Systems of Romance-linket:

    “Anonymous said…
    I wouldn’t say he is a respected film-maker. Sure, he did make the punk cult movie “De skrigende halse”, but since then he has been most known for his terrible feature “Grev Axel” and for his role in a Danish candy commercial playing a chocolate turtle. Most Danes thinks of him as a silly man-baby.”

    😉

  24. 250 € er vel, bedømt efter kvalitet, ialfald ca. 245 for meget, 1888. Fauli Til Dauli er – som det meste andet F. siden har bedrevet – mere narcissistisk anstrengende end egentlig nyskabende, morsom eller god.

    F. kørte, efter de der selvydmygende TV-reklamer han havde lavet for Toms, et stykke tid rundt i København i en chokoladeskildpadde-dekoreret VW Beetle. Men slikfabrikanten inddragede efter sigende prompte sponsorbilen, efter et væld af klager over mandens gennemrådne kørsel – se, det er morsomt! 😉

Skriv et svar