Bleget af solen

washedout

I min liste over albumudgivelser fra 2009 nævnte jeg Memory Tapes. Nu har jeg – igen måske lidt sent – opdaget et enmandsforetagende fra USA, der gør sig i udflydende elektroniske stemninger med delvist utydelig sang. Denne gang er det Washed Out, alias en Ernest Greene. En britisk anmelder har meget rammende kaldt lyden for sunbleached, altså bleget af solen. Milde vokaler, dovne melodier, antydninger af reggae og 1980’er-pop møder hinanden over loops i en lo-fi-opsætning, og der er ikke nogen som helst vinterstemning over musikken. Den har vi til gengæld rigeligt af uden for vinduerne i skrivende stund. Lige nu er dette lyden af mit håb om en bedre årstid.

Jeg har kun kunnet finde en enkelt udgivelse med Washed Out, nemlig EP’en Life of Leisure. Den kan man passende købe som download på det fortræffelige Emusic. Se også Washed Outs MySpace-side.

Skriv et svar