6. februar 1984 udsender Simple Minds Sparkle in the Rain, opfølgeren til state of the art-euroværket New Gold Dream. Og det er også den dag det for alvor kører kreativt galt for Glasgow-bandet. For væk er den luftige, fabulerende elektronisk-baserede musik, der har fået placeret Simple Minds i forreste række af tidens nye bands, afløst nu istedet af tonstung rock-bombast på et album af iøvrigt alt for halvbagte numre. Mon ikke den nytilkomne producer Steve Lillywhite har sin del af æren for dette skotske værdighedstab? For det er hans grove sovs-og-kartofler-tilgang fra U2’s ditto problemfyldte War (1983) der arbejdes videre udfra på Sparkle in the Rain. Og naturligvis kunne det det have været så meget anderledes. Hør bare disse to vokalløse SitR-demoer, hvor keyboard-es Mick MacNeil sammen med guitarist Charlie Burchill serverer en helt anderledes lovende og antydende fin musik end den, der altså endte med at blev udsendt for fyrre år siden…
Virkelig sørgeligt, at de skulle tage stadionrockkolos-vejen efter New Gold Dream, som er et fantastisk højdepunkt efter enhver målestok. Frem til det album havde de virkelig mange facetter, https://www.youtube.com/watch?v=Rkx8KtdU1g4
Der er nogle enkelte nogenlunde numre på Sparkle In The Rain, synes jeg – f.eks. åbningsnummeret “Up On The Catwalk”, men helhedsindtrykket er alt for bombastisk.
Problemet er i virkeligheden, at Simple Minds’ sangskrivning var af en art, der var usædvanligt nem at gøre til en omgang udvendig stadionrock.
Mit indtryk er,, at Simple Minds længe har vidst, at New Gold Dream er og bliver deres hovedværk, men aldrig har været i stand til at slippe de store armbevægelser igen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at de for ikke så længe siden udsendte en live-genindspilning af New Gold Dream og for snart mange år siden prøvede at genskabe holdet fra dengang på Néapolis. Live-genindspilingen sidder fast i bombasten (og hvor er det synd), og Néapolis manglede de gode sange.
Det er underligt at tænke på at If I Should Fall From Grace With God med The Pogues er produceret af Steve Lillywhite og vel er deres hovedværk. Men der var jo også tale om en helt anden slags irere end dem i U2.
Jeg kan godt se din pointe. Jeg kan faktisk meget godt lide det Simple Minds som du ikke er fan af, men forstår godt din pointe.
Man kan måske sige at 90’er musikkens ændring effektivt skar de bands, der ikke fornyede lyden, fra. U2, Depeche Mode overlevede, Simple Minds’ tid med stadioner er slut . Og ja måske Springsteen , som ultimativ stadion-rocker, kom jo rigtig fint igennem også.
Men det kan jo udvikle sig til en helt spændende musikhistorisk debat:-)
Mange bands tog det valg, enig, men det klædte slet ikke dem alle lige godt. Og nu f.eks. netop Simple Minds, der havde bygget sig op på noget så subtilt og ikke-lineært, dem klædte det slet ikke pludselig at komme med muskelakkorder og dundertrommer. Som om de forvandlede sig til det deres egen bedste musik havde været et slående og befriende argument mod.
Det er vel et valg mange bands gjorde i 80’erne, hvor den store stadionlyd, a la Born in the USA var en gigantisk kommerciel succes. Måske derfor at en kunstner som Springsteen var ret imponerende i bagefter at vende retur med den meget nedbarberede Tunnel of Love plade…
Tror du har ret mht. Simple Minds’ ønske om at følge U2’s fodspor op i arena-klassen, og det ikke mindst var derfor, U2-producer Lillywhite blev hyret ind for at bane vejen med sin muskuløse lyd.
@Jens, jeg er helt enig, synes unforgettable fire er lidt undervurderet fordi den blev smadret af joshua tree’s gigantsucces… Jeg er ikke kæmpe Simple Minds ekspert, men jeg kunne forestille mig, at de i midt-80’erne har haft lidt lyd identitetskrise og måske er blevet påvirket af U2’s succes og mente det var vejen at gå… uden nogen professor tilgang til det🙂
Efter War fik U2 vel en gevaldig genoprejsning, da de fik Brian Eno til at producere og være mentor på efterfølgeren The Unforgettable Fire, gjorde de ikke?! Og senere står Achtung Baby! og Zooropa også som markante plader, der både rykkede ved og satte standarder i samtiden.
Der er vist også en del, der synes det gik skævt for U2 efter War. Jeg er selv med til Pop i 1997, som sidste hele lytteværdige plade, men det er mange år siden, vist også ditto med simple minds…