Små to år før sin død i 2014 udsendte Bobby Womack, med enorm fødselshjælp i både sangskrivning og produktion fra Blur’s Damon Albarn, et genrebrydende moderne soulalbum af opsigtsvækkende format. På The Bravest Man in the Universe mødes Womack’s sjælevridende sprukne stemme – de fleste kender den i det mindste fra klassikeren ‘Across 110’th Street’ – med nutidens hjemløse beats og skæve keyboardtryllerier. Her kigger Womack på en sang fra albummet undrende ind i verdens svimle kaleidoskop og spørger, hvad i alverden der er sket med os alle…
Paul Weller kan fejre fødselsdag i dag. Her erklærer han med The Jam på Arthur Conley’s ‘Sweet Soul Music’ sin ubetingede kærlighed til den soulmusik, der aldrig har syntes langt væk i hans egne sange…
Så blev det atter tid til at reflektere over albums, som denne blogs forfattere nåede at høre i det år, der nu snart er omme. Jens har travlt for tiden, så vi har endnu engang skrevet hver sit essay.
Årets mest overraskende album (i al fald for mig) er Stranger Fruit med det schweiziske band Zeal & Ardor. Musikken er en usædvanlig blanding af gospel og black metal, og resultatet er ofte overrumplende.
De gamle afro-amerikanske spirituals og den nordiske black metal er musikalsk set kun fjerne slægtninge, men fascinationen af døden og den sket skjulte desperation har de fælles.
David Bowie og Aretha Franklin har mødt hinanden mindst én gang, nemlig i 1975, da Aretha fik en Grammy og David overrakte den til hende. Det var samtidig i den periode af hans liv, hvor han var længst ude i tovene, og det fornemmer man tydeligt af hans udseende, selv i dette korte klip.
