Hvorfor har der aldrig været et indlæg i denne blog om Eels? var der én, der spurgte for nylig. Det er bestemt også et svagt punkt. Så lad os gøre noget ved det.

Jeg er i år for alvor ved at lytte mig ind på Eels og er i disse uger ved at få fat i hele ålenes bagkatalog, efter at jeg i en del år “kun” havde Electro-Shock Blues og efterfølgeren Daisies Of The Galaxy. For ikke så længe siden gav Eels koncert koncert i Operaen i København, og lige nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke var der.

Eels er i mangt og meget sanger og sangskriver Mark Oliver Everett (ofte blot kaldet E). Mange af hans sange tager afsæt i hans opvækst og manglende kontakt til faderen, Hugh Everett. Mark fandt ham liggende død i sengen, iført sit jakkesæt – og da gik det op for ham, at det var første gang, han havde rørt ved sin far.

Hugh Everett var distanceret, indadvendt, kæderyger, melankoliker, alkoholiker – og teoretisk fysiker blandt de helt store. Den fascinerende og meget omdiskuterede mangeverdens-teori fra kvantefysik er hans store bidrag. På billedet ovenfor kan man se ham med vores egen Niels Bohr.

En måned inden faderens død begik Marks storesøster selvmord, og i 2000 døde moderen.

Eels’ sange er et spejl af al denne modgang. Melankoli, længsel og uforløst vrede er der som bekendt meget af i rocken, men Eels er sig selv – ikke knugende som f.eks. Portishead eller reflekterende, til tider distanceret som Cave eller Cohen. I mange af teksterne er der et møde mellem barnets umiddelbare syn på livet og håb for fremtiden og opdagelsen af tilværelsens skyggesider – død, ensomhed og svigt. Parallelt hermed bevæger melodierne sig mellem umiddelbar pop, country, blues og skramlet rock. Og så er der en god portion amerikansk umiddelbarhed, lune og trodsig optimisme iblandet (selv ikke en sang med titlen “World Of Shit” fra Souljacker er en entydig nedturs-beskrivelse). De pixibog-agtige forsider på flere af albummene er ingenlunde et tilfælde.

For mig er den sang, der bedst opsummerer hele dette intenst personlige univers, “Things The Grandchildren Should Know” (der også er titlen på Mark Everetts selvbiografi) placeret sidst på seneste studiealbum, Blinking Lights And Other Revelations.

Der er en interessant artikel om Hugh Everetts liv og forskning og Marks liv med og (især) efter ham her.

(Og nå ja, Peter Buck, Grant Lee Phillips, Lisa Germano, T-Bone Burnett og Jon Brion har været med som gæstemusikere hos Eels. Også en Mike Simpson er nævnt på Electro-Shock Blues; trods visse ligheder med Mark Everett i fremtoning og tekstunivers er der dog næppe tale om ham, vi kender.)

Den britiske avis The Guardian har udarbejdet en liste over 1000 albums inden for pop, jazz, rock, soul osv. som “man” skal høre før man dør. Der er ikke tale om

– at der er tale om de 1000 bedste albums, der nogensinde er indspillet, eller
– at man vil afgå ved døden som følge af at have hørt de pågældende albums.

Listen kandiderer til titlen som “Listernes liste”. Selv den person, efter hvem denne blog er navngivet, vil formodentlig slide sine listesko op her.

Guardian-listen rummer begrundelser for hver enkelt album og er (ikke overraskende) så lang, at den bringes ad flere omgange. Og etnocentrismen gør at f.eks. Gør det noget, Tidens Tern eller Go! ikke er med. Dem må vi andre, der er så heldige at kunne andet end engelsk, tænke os til.

Interessant er det under alle omstændigheder. Se mere her.

Jeg har med tre albums forsinkelse omsider opdaget Okkervil River, en gruppe fra USA (Texas, nærmere bestemt), der er opkaldt efter en russisk flod – der så igen er opkaldt efter en svensker.

Okkervil River er som så mange andre af deres samtidige blevet kaldt for “alternativ country”, men på deres nye album, The Stage Names , står de musikalske inspirationer fra hjemlandet i kø – soul, Bo Diddley-agtig shuffle, T-Rex-kor/strygere, traditionel rock og naturligvis også en portion country-twang. De fleste sange er små, velskrevne fortællinger – hør f.eks. de rent ud sagt gribende “Savannah Smiles” og “Girl In A Port”.

Sagt meget kort er Okkervil River vel en mere udadvendt pendant til Richmond Fontaine (der jo heller ikke er dårlige). En klar anbefaling herfra!

Og I kan høre hele herligheden (bogstaveligt talt!) på http://www.myspace.com/okkervilriver .

En af mine gamle studiekammerater er professor. Han står i spidsen for et forskningsprojekt, der skal gøre det muligt at klassificere musik automatisk efter et stort antal parametre. På den måde vil det blive muligt at lave spillelister, hvor man kan sørge for at lyttere kan høre musik, der er “velkendt”. Det kan være beslægtede numre inden for den musiksamling, man allerede har, men også musik, lytteren ikke kender, men som ligner noget, man allerede kender.

Mange af os kender ideen fra samtaler med slægt og venner: “Nu siger du, at du godt kan lide at lytte til det nye album med…, men så vil du sikkert også synes om…”

Det er via de kanaler, vi opdager en masse ny og spændende musik. På den måde er forskningsprojektet fascinerende.

Hvis man kender http://www.pandora.com, vil man allerede have en idé om hvad vi har i vente. Pandora-projektet bliver til via manuel klassifikation – en række medarbejdere sidder og lytter musik igennem og klassificerer det. Nu er man altså på vej med software, der kan klassificere musikken for os og hjælpe os med at opdage en masse nyt. En triumf for databaseteori, signalbehandling og kulturel mangfoldighed.

Og så alligevel.

Jeg aner følgende sandsynlige scenario: Musikindustrien og radiostationerne vil gribe de automatiske spillelister med kyshånd. De, der elsker Depeche Mode, får mere Depeche Mode-agtig musik. De, der elsker Fleetwood Mac, får mere Fleetwod Mac-agtig musik. De, der elsker kammermusik af Brahms, får mere kammermusik, der lyder som om det var skrevet af Brahms.

De største indtryk er dem, jeg har fået, når jeg har opdaget musik, der var ny og anderledes for mig: Joy Division, Nirvana, The Orb, Public Enemy, Talk Talk, Gustav Mahler, Arvo Pärt osv. osv. osv. Jeg har haft bofæller der var bestyrtede over at jeg i løbet én og samme aften kunne høre Bad Brains og Chopin.

John Peel sagde: “Jeg vil bare høre noget, jeg ikke har hørt før.”