Der er et gammelt amerikansk band, der hedder Bad Religion. De er konsekvent blevet kaldt for punk, men jeg har altid hævdet, at de spillede folk-rock med ekstra højt tempo. Når de sætter farten lidt ned, bliver det nemlig rigtig tydeligt, hvor tonalitet og vokal stil kommer fra. Ikke alt hvad de har lavet, har været lige spændende, og gentagelserne har ofte truet.

Men med Greg Graffin som sangskriver har de haft en meget indsigtsfuld tekstforfatter, der har opnået noget så sjældent i musikbranchen som at få sig en sideløbende forskerkarriere. Hans PhD-afhandling fra Cornell (Monism, Atheism & The Naturalist World View – Perspectives From Evolutionary Biology) er et bidrag i feltet mellem videnskabsteori og evolutionsbiologi. De filosofiske og politiske overvejelser, han har gjort sig, er ofte stået klart frem i Bad Religions tekster.

For 10 år lavede Graffin sit første soloalbum, det i dag uopdrivelige American Lesion, og her kunne man høre hvor inspireret, han faktisk var af Todd Rundgrens 70er-pop. I efteråret kom så Cold As The Clay, hvor udgangspunktet er traditionel country og folk. Resultatet minder mig om Gillian Welch/David Rawlings og de sene albums med Uncle Tupelo – og er aldrig mindre end interessant. Bad Religion er hermed definitivt afsløret som folk-rock.

Cold As The Clay, produceret af Graffins mangeårige kollega fra Bad Religion, Brett Gurewitz, er reflekterende musik til en rastløs nutid. Hør det.