I et interessant indlæg i sin blog på The Guardian skriver journalisten Tony Naylor om de mange sangere, der ikke kan synge – og laver interessant musik. Omvendt vælter det frem med teknisk dygtige sangere, der laver uinteressant musik. Talentkonkurrencer og A&R-folk finder f.eks. trofast frem til en hel del af sidstnævnte slags.
I sin anmeldelse af Dig! Lazarus Dig i Information i den forgange uge skrev Ralf Christensen:
Når regnskabet en dag skal gøres op – og det skal det jo ifølge flere religioner – så vil Nick Cave forhåbentlig blive hevet frem fra mængden og fremhævet som en af vor tids største dårlige sangere. “Han intonerer som et par åbne bukser”, som en af mine musikervenner engang sagde. Ikke uden beundring.
og går derefter over til en overvejende positiv omtale af hulemandens nye album.
Selv synes jeg, at Hule-Niels er blevet en noget bedre sanger med årene – i modsætning til f.eks. Lou Reed og Leonard Cohen, der på et tidspunkt i deres karriere gav helt op. Dave Gahan er endnu et eksempel på en vokalist, der med årene er blevet både teknisk bedre og mere udtryksfuld.
Så nogen sangteknisk snob er jeg ikke. Men af og til græmmes jeg, når nogen synger regulært falsk. F.eks. er det for mig altid en lidt blandet fornøjelse at høre Hope Sandoval på Mazzy Stars ellers interessante debutalbum She Hangs Brightly. På de følgende album fik hun en hel del bedre styr på sangen, mens sangskrivningen (efter min mening) er knap så god.
Kender ikke Jeffrey Lee Pierce, men den teknisk dårligste sanger, må være Lawrence fra Felt, der komme igennem alle sange ved brug af kun to toner … meeeen de var nu ret fede alligevel!
Her er hans monotone stemmeføring dog peppet lidt op med Elizabeth Frazer fra Cocteau Twins:
http://www.youtube.com/watch?v=MZLis7xkF0s
Talentkonkurrencer burde vel aldrig blive DRs bord.
Musikprogrammet, Filmland og Bøger var ikke storslåede programmer, men de var dog ikke nær det samme pop, som Smagsdommerne er. Måske skal man blot vænne sig til, at vejrudsigten betragtes som vigtigere end kunst og kultur i dette land, der med Allan Olsens ord efterhånden “minder om et 350 liters akvarium uden pumpe” – i hvert fald på det kulturelle/åndelige område. Men sådan har det måske i virkeligheden altid været: man har det vist bedst med kun at tale om vejret – og har desuden altid betragtet kræmmere med større respekt end kunstnere.
X-Faktor er efter min mening mere interessant end Musikprogrammet. Det blev efterhånden lidt trivielt at se de samme nobodys fra den danske indie scene udtale almindeligheder om dokumentarfilm købt af svensk tv. Så rykker en ego-maniac som Blachman sgu mere med kommentarer om teknik, arrangement og sangskrivningens ædle kunst.
Har nogen et bud på bedste “dårlige” sanger nogensinde ? Min stemme går til Jeffrey Lee Pierce.
Det er ganske rigtigt meget betegnende, at X-Faktor går sin sejrsgang, mens Musikprogrammet på DR2 er blevet sparet væk.
En af de ting jeg ikke forstår, er at DR føler det nødvendigt at bruge licenspenge på at promovere klaphatte i primetime, hvis eneste kvalitet er at synge rent på en Stevie Wonder sang. Det er jo på så mange niveauer ligegyldigt ikke mindst set i lyset af, at det gør alle andre tv-kanaler også. I diskussionen om DR og dens økonomiske udsultning mener jeg efterhånden at hvis ikke DR snart præsentere ting, som berettiger til licensmidler (eller skat som det i virkeligheden er!!!), så kan det sgu også være ligegyldigt. Luk lortet eller evt. sælg DR 1 og TV2 fra og så kun forpligte befolkningen til at betale for DR2.
Skal man i dag se udøvende professionelle danske kunstnere på tv, skal man således stille ind på DK4. De sende ganske lødig dækning af forskellige koncerter, hvor musikken i høj grad er i fokus. Men burde det ikke være DR’s opgave at præsentere kunst, der ikke har overvældende gode betingelser? Svaret blafrer i vinden.
Jeg har for år tilbage gået til sangteknik efter Cathrine Sadolin-metoden (og jeg fik senere Jens’ eksemplar af Sadolins VHS-baserede kursus til permanent lån som supplement).
Sadolin opererer med flere forskellige stemmefunktioner, og growl er én af dem.
Sangteknik handler om at bruge åndedrættet – og her specielt muskulaturen i bryst og mave – korrekt.
Man kan derfor sagtens growle uden at skade sin stemme. Man kan tilsvarende godt skade sin stemme ved at synge “almindeligt”, hvis man laver noget teknisk ukorrekt og gør det konsekvent – præcis som man kan få en rygskade ved at belaste sin ryg forkert igen og igen.
For 11-12 år siden var Jens således meget tæt på at miste stemmen; denne ubehagelige tid husker han naturligvis meget bedre end jeg. I dag passer han som bekendt rigtig godt på.
(Kan jeg selv synge rent og med ordentlig teknik? Det kan jeg vel – eller rettere, jeg har kunnet. Om jeg kan i dag, ved jeg ikke helt. Jeg synger netop meget sjældent efterhånden.)
Talking about sangere, så tillad mig lige at være rygklapper og rose hr Unmacks stemme, især i det store ballade-udtryk(ment absolut positivt!), kan du virkelig give en sang vinger. Som absolut musikalsk analfabet (Ozzy og Lou Reed hører således til mine yndlingssangere) skal jeg ikke gøre mig klog på teknikken, men forholder mig udelukkende til de følelser og den stemning, Jens kan skabe med sin sang.
Nu snakkede vi jo iø om dødsmetal forleden Pastor, hvordan er forholdet ml. sangteknik/stemmebrug og growl? (som jo kan være en både varieret og udtryksfuld måde at bruge stemmen på)
Man kan argumentere for at `Hule-Niels’ er en lidt for buttetskøn betegnelse. Den er hermed ikke længere at finde på vore sider!
Hvordan fanden intonerer et par åbne bukser?!?
Interessante overvejelser, Pastor.
Hvor heldigt i den sammenhæng, at denne sides navngiver både er udtryksfuld og teknisk verdensklasse-ekvilibrist på stemmebåndet…
PS – Apropros navn, vil du så ikke nok lade være med at kalde Nick Cave for ‘Hule-Niels’!?! Hverken han eller vi fortjener at blive trukket helt derned. Det sagt i al fordragelighed, naturligvis.