Et af mine yndlingsalbums er også ét, vi ofte har nævnt en passant på denne blog – Bruce Springsteens Nebraska fra 1982. Jens har meget passende kaldt det for det første alt-country-album nogensinde – hvis man har hørt Uncle Tupelo, der normalt kaldes for genrens fædre, ved man hvor megen sandhed, den karakteristik faktisk rummer.

Her til morgen, hvor vintermørket regerede og frosten knap havde sluppet gaderne, var det titelnummeret “Nebraska”, “Atlantic City” og de otte andre sange, jeg valgte til min cykeltur. Jeg husker cd’ens udgave af “My Father’s House” som særligt stemningsfuld med den ekstra lange orgel/synthesizer-outro; udgaven på lp’en manglede netop denne.

Derfor er min forbløffelse ekstra stor, da jeg her til morgen kan læse mig til at det kun er den oprindelige japanske udgave af albummet, der har denne udgave af “My Father’s House”. Denne udgave er desuden kendetegnet ved at den anvendte master er en lille smule hurtigere, så alle andre sange er nogle få sekunder kortere.

Så jeg så efter tiderne på min iPod og sammenlignede med de tider, der er angivet for den udgave, der er udsendt i USA og Europa. Efter alle de mange år opdager jeg pludselig, at det faktisk er dette svært opdrivelige samlerobjekt, jeg ejer! Og jeg kan ikke engang huske, hvor jeg købte cd’en – i Japan var det ikke, for da jeg var dér i sin tid, havde jeg den allerede.

Et album, jeg hører en del her hvor 2008 rinder ud, er Everything That Happens Will Happen Today af og med David Byrne og Brian Eno. Hvis man kan huske My Life In The Bush Of Ghosts fra dengang i 1981, tror man måske, man ved hvordan det nye album vil lyde. Dér først i firserne definerede de to herrer i virkeligheden en helt ny måde at lave musik på med deres flittige brug af det, vi i dag ville kalde samples, og David Byrne blev ført videre ind i sin interesse for “verdensmusik”.

Det nye album er helt anderledes, men det gør ikke spor. Hvis der i 1981 var tale om Eno med Byrne ved sin side, er der i dag tale om David Byrne med Brian Eno ved sin side. Dette er et sangorienteret album, hvor der ofte er gode mindelser ofte om David Byrnes gamle band, Talking Heads, og det både i de snurrige, humoristisk iagttagende tekster og i de iørefaldende melodier.”Life Is Long” er en vellykket sang om at være midt i livet, et sted i nærheden af dér hvor denne blogs forfattere efterhånden er havnet.

Brian Eno er så tydeligvis manden bag arrangementerne, der er langt varmere og mere tilbagelænede end f.eks. på Remain In Light. Egentlig tænker jeg mere på de sidste Talking Heads-udgivelser som f.eks. Little Creatures, hvor samarbejdet med Brian Eno for længst var ophørt og hvor ærkeamerikanske genrer som gospel og country havde erstattet den lidt nervøse storbyfunk fra tidligere.

Man kan købe albummet for sølle $8.99 som download (i MP3 eller FLAC-format) på http://www.everythingthathappens.com – og for lidt mere, hvis man også vil have en gammeldags cd med.

Somme tider skal der en særlig oplevelse til, før et stykke musik glider på plads som en puslespilsbrik, og man bliver i stand til at forstå det billede, der er dannet.

I dag cyklede jeg en tur langs Limfjorden; jeg tog den lille cykel- og gangbro over motorvejen lige inden tunnellens munding. Det var overskyet, og ovre på den anden side kunne man se Aalborgs specielle skyline af siloer og industrianlæg. Blæsten gav mig en let medvind. Mens jeg kørte langs det grå vand havde jeg Sommar på speed i min iPod.

Sommer på speed er det seneste album af og med Tomas Andersson Wij, en svensk sanger/sangskriver som Jens for år tilbage spurgte mig, om jeg kendte. Det gjorde jeg ikke dengang, men det gør jeg nu.

Trods titlen er dette ingenlunde en sommerplade.

Dér ved fjorden, hvor alle andre gemte sig i de tavse huse, og der var en let gråtonet efterårsuro, forstod jeg med ét den nordiske melankoli og længsel, der ligger bag Andersson Wijs sange. Sangene rummer længsel, en sitren mellem tvivl og tro, og er samtidig meget konkrete i deres billeder af Sverige. Her er en tekstforfatter, der evner at leve op til maksimet “show, don’t tell”. Sommar på speed er stort anlagt med strygere, blæsere og hvad dertil hører. Musikalsk er vi ovre i nærheden af Lars Winnerbäck og (ikke overraskende) Ulf Lundell.

Nogle vil sige, at Tomas Andersson Wij næsten bliver for seriøs og at det ind imellem bliver sentimentalt. Lad dem bare synes det. På www.myspace.com/tomasanderssonwij kan man ud over sange fra det nye album høre “Hälsingland”, der ikke overraskende var en slags hit i Sverige sidste år (hvilket jeg først nu har opdaget, beskæmmende nok). Denne hjemstavnssang, der på én gang er stedfæstet og universel, findes på opsamlingsalbummet En introduktion till Tomas Andersson Wij, der bestemt er en god introduktion; det var det i al fald for mig.

Ovenfor kan man se “Jag har Simmat Långt Ut Från Land”, der også er fra Sommar på speed (som i øvrigt har en svensk oversættelse af en ældre Andreas Mattsson-sang som sit titelnummer).

Og nu, hvor jeg alligevel er i gang – her er et klip mere af samme sang:

Denne udgave er fra Lydverket på norsk TV, og Will Sheff m.fl. går rundt på en veranda uden for Oslo Mekaniske Verksted.

Det kan næppe undre nogen, at netop jeg vil viderebringe dette lille klip:

De to syngende formningslærere er: Til venstre Carl Newman fra canadiske The New Pornographers og til højre Will Sheff fra Okkervil River. Sangen er “Lost Coastlines” fra sidstnævntes album, The Stand Ins – som udkommer på tirsdag.

Den 9. september kommer The Stand Ins, det nye album fra Okkervil River – den amerikanske gruppe (bosat i Texas, men med medlemmer fra New Hampshire), der har taget navn efter en flod i Rusland, opkaldt efter en svensker.

Takket være skæbnens uransagelige veje er jeg allerede nu i stand til at lytte til The Stand Ins, der er opfølgeren til sidste års The Stage Names, som var dér, jeg opdagede Okkervil River. Måske vil man kunne huske, at det var et album, jeg roste højt – her fik vi en flot syntese af begavede tekster, gode melodier og en fin indsigt i de sidste 50 års (mestendels amerikanske) rock- og countryhistorie.

Også denne gang er der godt nyt. Åbningssangen “Lost Coastlines” starter bluegrass-agtigt med banjo og akustisk guitar, men ændrer sig umærkeligt til et Motown-nummer, der så forsynes med et “Lust for Life”-agtigt riff og lidt senere får selskab af en lille blæser eller to.  Det er en udfordring at sidde stille! Og det er bare begyndelsen – der er “kun” 8 sange i alt (og tre små vignetter) på albummet, men ingen af dem er ligegyldige. “Pop Lie” er f.eks. en hurtig popsang (der minder om R.E.M., som de lød for knap tyve år siden) om popsangens tvivlsomme forførelse. Og hvem andre ville kunne slippe af sted med at kalde en sang for “Bruce Wayne Campbell Interviewed On The Roof Of The Chelsea Hotel, 1979”?  Om muligt er Okkervil River denne gang endnu mere veloplagte.

(I fald nogen skulle spørge: Bruce Wayne Campbell er hverken Batman eller den amerikanske skuespiller fra “Army of Darkness”, men glamrock-sangeren Jobriath.)

Prøv forresten at placere forsidebillederne fra The Stage Names og The Stand Ins oven på hinanden, sidstnævnte nederst. Så kan man se, hvordan de to albums er forbundet!

Man kan (helt lovligt) hente en MP3-fil med “Lost Coastlines” lige her. Det vil man ikke fortryde.

Af og til sker det, at jeg opdager et band ret sent. Seneste eksempel er amerikanske My Morning Jacket. Men nu har jeg fået fat i deres nyeste album, Evil Urges. Gruppens navnet signalerer noget lidt skokiggende, forsiden og titlen på det nye album til gengæld vel nærmest gotisk metal.

Musikken er hverken skokigger eller metal, men derimod en eklektisk rejse, hvor de velskrevne sange henviser til de seneste årtiers rockhistorie.

Jeg bliver mere og mere overbevist om at mange nyere musiknavne ikke lider af stilforvirring, men bare ikke vil sættes i bås. Santogold, som jeg nævnte i et tidligere indlæg, vil både lave ska, hip-hop og Blondie-agtig pop-rock; My Morning Jacket trækker også på flere dele af spektret. Et nummer som “Highly Suspicious” lyder som Prince, “Thank You Too!” minder mig om John Lennon (eller er det Neil Finn?) i det bløde hjørne, “Sec Walkin” er Glen Campbell op ad dage og “Remnants” er power-pop á la Posies og Redd Kross (der selv minder ikke så lidt om Lennon i det hårdere hjørne).

Hvis der er en gennemgående åre i Evil Urges, må det være country-musikken, der på balladerne stikker hovedet klarest frem. På denne måde minder My Morning Jacket vel lidt om Velvet Crush, der også har ladet power-pop og country-rock bo i samme musikalske univers.

Og kan jeg så lide Evil Urges ? Ja, bestemt.